www.politikerlede.com
Svinet
Velkommen
Politikernes privilegier
Tyveri
Korruption
Fuprejser
Skattevanvid
Skattefrihed

Grundloven
Ytringsfrihed
Politi og domstole
Forsvaret
Janteloven
Menneskerettighederne

Folketingsvalg
Kommuner og regioner
Danske regeringer
Folketinget
Non governmental org.
Fagbevægelsen
Kongehuset
Religion
Debat

A. Socialdemokraterne
B. Det Radikale Venstre
C. Konservative Folkeparti
D. Centrumdemokraterne
F. Socialistisk Folkeparti
I. Liberal Alliance
K. Kristendemokraterne
M. Minoritetspartiet
O. Dansk Folkeparti
V. Venstre
Z. Fremskridtspartiet
Ø. Enhedslisten
Å. Alternativet

Europæiske Union
Amerikanske præsidenter

Spar penge
Konkurrenceloven
Polsk arbejdskraft

Kontakt
politikerlede.com

Links
Statsministeriet

Økonomiministeriet
Finansministeriet
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Forsvarsministeriet
Skatteministeriet
Fødevareministeriet
Beskæftigelsesministeriet
Velfærdsministeriet
Sundhedsministeriet
Klimaministeriet
Miljøministeriet
Transportministeriet
Kulturministeriet
Udviklingsministeriet
Videnskabsministeriet
Undervisningsministeriet
Integrationsministeriet
Kirkeministeriet

Folketinget.dk

Folketinget (©)

(Sitemap)

Regeringen - den udøvende magt
Rigsrevisionen
Kammeradvokaten
Folketinget - den lovgivende magt
Kommissionerne
Folketingets udgifter
Alkoholpolitik
Snapstinget
Marienborg
Folkemødet på Bornholm
Sociale medier
Folketingssalen
Paragraf 20 spørgsmål
Indvandrerne


Velkommen til Christiansborg
Christiansborg Slot med eget postnummer 1240 K i det centrale København beskæftiger omkring 1.300 medarbejdere. De forskellige politiske partier beskæftiger ca. 450 personer til at servicere de 179 folkevalgte politikere. Omkring 424 medarbejdere er ansat i administrative funktioner. Og 172 journalister og fotografer har deres faste gang på stedet. Desuden lusker 50 personer med speciel adgang omkring. Dertil kommer medarbejdere i tusindvis i de forskellige ministerier spredt i området omkring Christiansborg. Med jævne mellemrum holder man fyringsrunder for at skille sig af med uproduktive medarbejdere. Herefter ansætter man eksterne konsulenter i deres stillinger til tredobbelt løn for at lave arbejdet.
Befolkningen med verdens højeste skattetryk er naturligvis interesseret i at tage investeringen i øjesyn. Årligt besøger omkring 90.000 mennesker derfor Christiansborg. Det mest interessante område er Folketingssalen. Her mødes politikerne (MF´erne) til 100 årlige møder. Salen står således gabende tom 2/3 af året. Alligevel koster det omkring en milliard kr. årligt at have salen kørende. I servicecentret på 1´ste sal sidder medarbejdere ivrigt parate til at udlevere skatteyderbetalte i-Phones, lap-tops, frikort (DSB, Movia, Metro, Tivoli, Zoo), tjenestepas, kreditkort, brobizz, og koder til indenrigsflyvning til MF´erne. Herefter kan de gå op på deres respektive kontorer og nyde malerierne på væggene fra slottets samling på omkring 3.000 malerier. På kontorerne har man installeret advarselslamper. Når man ser et blinkende lys, så har man syv minutter til at komme i folketingssalen og stemme - hvis man gider. Man har nemlig oprettet et såkaldt »clearing system« hvor en bestemt procentdel af de 179 MF´ere ikke stemmer. På den måde prøver man at undgå »forkerte« afstemninger ved manglende fremmøde på grund af dovenskab, forvirrethed, beruselse, tømmermænd mv.
Med så mange besøgende på stedet og så mange terrorister væltende ind over Danmarks pivåbne Schengen-grænser er der behov for ekstra sikkerhed. I 2008 udarbejdede folketingets Præsidium i samarbejde med PET nye sikkerhedsforanstaltninger. Alle personer og bagage skal passere en såkaldt scannersluse ved indgangen til borgen. Samme system er kendt fra lufthavnene. Desuden byggede man en ny indgang til vælgerne via en kælderindgang ved siden af hovedindgangen i gården. Så er politikerne og embedsmændene fri for at bruge samme dør som pøblen. Den omgang kostede ca. 30 millioner kr. med en overskridelse af budgettet på 30 pct. I 2013 placerede man 85 bornholmske granitsten på mellem 1,5 og 2 tons med 120 cm mellemrum omkring slotspladsen ud mod Holmens Kanal. Det skulle holder biler med bomber væk fra stedet. En total panikløsning og et totalt forfærdeligt syn. Men inde på borgen ansætter man gladeligt folk med plettede straffeattester. I perioden 2009-2013 arbejdede en mand fra Sierra Leone i Afrika eksempelvis som kok i Snapstinget. Han var tidligere dømt for ti røverier i Danmark. I 2014 rejste han til Syrien for at slå mennesker ihjel for Islamisk Stat. Amerikanerne likviderede ham med en fjernstyret drone i december 2015. Uden en vurdering af straffeattesten og en PET-vurdering ansættes altså forbrydere og potentielle terrorister inde på selve Christiansborg. Overordentlig mærkværdigt.
Læs i øvrigt: Ministerierne og Folketingets udgifter


Folkestyret
Grundlovens §3 definerer, hvordan vi fordeler magten i Danmark. Og heldigvis for det. Det forhindrer forhåbentlig politikerne i at afskaffe vores efterhånden beskedne demokrati. Denne paragraf er dog ingen garanti for bevarelsen af vores folkestyre. Politikerne er i fuld sving med at afskaffe dansk demokrati og suverænitet ved at overføre politisk magt til EU. Danske politikere er i virkeligheden bare en flok ligegyldige embedsmænd, som administrerer EU-kommissionens beslutninger. Meget, meget mærkeligt. Læs mere om dette under: Europæiske Union
Magten i Danmark er foreløbigt fordelt på tre instanser:


Magtfordeling ifølge Grundloven
1. Regeringen - den udøvende magt (herunder forsvar, politi og fængselsvæsen)
2. Folketinget - den lovgivende magt (EU lovgiver omkring 80 pct.)
3. Domstolene - den dømmende magt




Regeringen - den udøvende magt




Regeringsdannelse
Regeringen dannes af Folketingets politiske partier med de 179 folkevalgte mandater fire år af gangen efter et folketingsvalg efter ganske specifikke retningslinjer:

  • Efter et folketingsvalg (el. en regerings afgang) mødes partilederne for at danne en ny regering. Det kan dreje sig om en flertalsregering eller en mindretalsregering. Et enkelt politisk parti eller flere partier kan danne en regering. Statsretsligt foregår det hos monarken på Amalienborg under begrebet »dronningerunde« el. »kongerunde«. Her mødes som regel to repræsentanter fra hvert parti med monarken for at give deres tilslutning til en specifik regeringsdannelse. Monarken danner sig herefter et overblik med efterfølgende indkaldelse af en forhandlingsleder mhp. regeringsdannelse. Ingen ny regering kan dannes med et folketingsflertal imod sig.

  • De regeringsrelevante partiledere mødes herefter for at danne regeringsgrundlaget med det politiske overordnede program for de kommende fire år. Det er en slags håndbog med planer for de ting, som regeringen agter at gennemføre.

  • Partilederen / partilederne mødes for at fordele ministerposterne blandt deres egne folkevalgte folketingsmedlemmer. En ministerpost kan også gives til en ikke folkevalgt person helt uden for Folketinget. Disse jobs fordeles som regel i forhold til partiernes mandater. Alle venter ved telefonen for at få tilbuddet om et ministerjob.

  • Politiets Efterretningstjeneste (PET) sikkerhedsvurderer de udvalgte ministre. Statsministeren kan vælge at ignorere denne vurdering i tilfælde af manglende godkendelse.

  • Den nye regering mødes med dronning Margrethe på Amalienborg. Monarken skal iflg. Grundloven godkende enhver ny regering. Hver minister modtager et udnævnelsesbrev inkl. en kopi af Loven om Ministeransvar. Herefter drikkes der et glas Champagne. Efterfølgende præsenterer statsministeren hele regeringen på Amalienborg Slotsplads for medierne.

  • Alle ministre modtages herefter i deres respektive ministerier til overdragelsesforretning. De gamle ministre siger farvel og de nye ministre goddag. Departementscheferne hilser på de nye ministre. Disse ceremonier foregår med taler, små gaver og stort tuderi (læs nedenfor).

  • De nye ministre skal nu møde virkeligheden i deres ministerium på Christiansborg og omegn. Ministeren hilser på medarbejderne. Vedkommende får desuden lov til at bestemme indretningen af ministerkontoret inden for rimelighedens grænser. Cheferne præsenterer ministeren for verserende sager inkl. lovforslag og skjulte møgsager. Efter 1-2 ugers uofficielt flyverskjul går arbejdet i gang med folketingsmøder, regeringsmøder, udvalgsmøder, statsråd, EU-møder mv. Så er det alvor.


    Ministerrokader
    Næsten alle statsministre uanset partifarve laver en eller flere ministerrokader i løbet af en regeringsperiode. Det kan have flere bevæggrunde. Man ønsker måske at skille sig af med et veritabelt politisk fæhoved. En umulius, der ikke magter jobbet. Man finder en passende undskyldning. Så får vedkommende en fyreseddel eller bliver degraderet til minister for et mindre krævende ministerium. Man laver alle mulige og umulige krumspring for ikke at tabe ansigt. Hvis man indrømmer fejltagelsen, så falder det jo tilbage på den person, der ansatte vedkommende. Nemlig statsministeren.
    En anden grund til ministerrokade går på at neutralisere kvajesager. Når en kvajeminister udskiftes, så får den politiske opposition og medierne sværere ved at forfølge sagen. Den nye minister kan nemlig ikke gøres ansvarlig for forgængerens synder. Det kan dermed være næsten umuligt at gøre et ministeransvar gældende.
    En tredje grund til rokader er et simpelt luftskifte. Nye ansigter på ministerkontorerne skaber forventning om fornyelse. Det kan være en fordel i perioden op til et folketingsvalg.


    Tudeparaderne
    Når en ny minister afløser en gammel, så mødes man i ministeriet til overdragelsesforretning. Alle kvajesagerne og de uafklarede møgsager gemmes af vejen for en enkelt dag. Men de ligger i skabene og damper. Den afgående minister holder først en tudetale. Tårerne render ned ad kinderne. Departementscheferne tuder. Afdelingscheferne tuder. Sagsbehandlerne tuder. Sekretærerne og studentermedhjælperne tuder. Alle tuder. Dette mærkværdige tuderitual ender med, at den gamle minister giver den nye minister en symbolsk gave. Så tuder alle igen.
    Herefter holder den nye minister en tale. Og nu skulle man tro, at vedkommende er glad for sit nye job. Men nej. Den nye minister begynder også at tude. Begivenhederne bliver ofte transmitteret på TV. Billederne er ofte rystede. Kameramanden glider nemlig rundt på det våde gulv. Eller også står han og tuder.
    Efter tudeparaden er det tid til pindemadder, øl, vin og champagne. Så står alle og griner. Den nye minister tages i øjesyn. Er det et lige så stort kvajehoved som den gamle? Resten af dagen går med at hviske og snakke på kontorerne. Hvor lang tid går der, før den nye minister har sat sig ind i sagerne? Er vedkommende flink, arrogant eller hysterisk? Skal man fedte og skrabe eller forholde sig neutral over for vedkommende? Nogle af medarbejderne glæder sig til at »gå-med-minister« på gangene. Det foregår i passende trippende underdanig gangstil med hovedet lagt tilbage med et hovent blik over for forbipasserende. Og hvilket øgenavn skal man opfinde?
    De ministerielle tudeparader er efterhånden blevet en fast tradition. Selv det største kvaj hilses farvel med en gang tåreperseri. Dybt underligt.


    Vicestatsminister - den falske titel
    I mange år har skiftende politikere pyntet sig med den falske titel »vicestatsminister«. Begrebet blev opfundet af »uld-i-mund« (A) under SR-regeringen (1993-2001) for at tilfredsstille »håndtasken« (R). Hun ville gerne være statsminister. Nu måtte hun nøjes med en snydetitel som vicestatsminister. Det gav lige 10 pct. mere i løn. Efterfølgende er det blevet kotyme, at posten går til en person i regeringens næststørste parti. Men titlen eksisterer ikke. Den er ikke nævnt i Grundloven eller i nogen som helst andre officielle statslige dokumenter. Der er ganske enkelt tale om en hokus-pokus-titel, som forfængelige narrehatte ynder at pynte sig med. Eksempler:

  • Grønlænderen (R)
  • Håndtasken (R)
  • Mimi Jakobsen (CD)
  • Bambi (K)
  • Ferie-Lene (K)
  • Kødvaskeren (K)

    I det såkaldte Statsråd i Statsministeriet bestemmes efter et protokolsystem, hvilket nummer en minister har i en regering. Statsministeren er nummer 1. Nummer 2 er som regel partilederen i et andet regeringsparti. Derefter følger medlemmerne i regeringens Koordinationsudvalg og dernæst regeringens øvrige ministre efter anciennitet og alder i Folketinget. Ved fravær af statsministeren, er nummer 2 stedfortræder - og så fremdeles.
    Når en minister er i udlandet i en varighed på over tre dage, så udpeges en vikar i en såkaldt rejseforestilling i Statsrådet. Resultatet sendes til Dronningen til godkendelse og offentliggøres herefter i Statstidende.


    Ministeren og Folketinget
    En minister (lat., tjener) behøver ikke være medlem af Folketinget. Nogle ministre hentes ind »udefra« uden nogen sinde at have sat deres fødder på Christiansborg. Men de fleste ministre er i forvejen folketingsmedlemmer (MF). Og de forbliver MF´ere i hele deres ministertid.
    Nogle politiske partier er så udspekulerede, at de melder deres ministre ud af Folketinget. Så får deres suppleanter jobbet - og den fede folketingsløn på over 600.000 kr. om året. Det Radikale Venstre har praktiseret denne ordning. I øvrigt rangerer ministre i samme rangorden som generaler, admiraler og præsidenten for Højesteret. Derfor må de titulere sig »excellencer«. Det gør de bare ikke for at undgå at blive totalt til grin.


    Fyring og mistillidsvotum
    Befolkningen kan naturligvis ikke være tjent med en total kvajeminister. Man må skaffe sig af med vedkommende på en nogenlunde pæn måde. Statsministeren kan fyre vedkommende. Og et parlamenterisk flertal kan udtrykke mistillid til vedkommende. Efter sidstnævnte situation vælger ministeren normalt at fratræde sin stilling. Regeringen kan dog også vælge at gøre mistilliden til et såkaldt kabinetsspørgsmål og betragte sagen som mislillid til hele regeringen med udskrivelse af folketingsvalg.
    Flere ministre har måtte aflevere nøglen til ministerbilen efter mistillid:

  • Miljø- og landbrugsminsiter Eva Kjær (V) i »gylle-gate« i 2016
  • Lars Barfoed (K): Kødvaskerens afgang
  • Anders Fogh Rasmussen (V) i sagen om »kreativ bogføring« i 1992


    PET, politikerne og sikkerhedsvurdering
    Når en kommende statsminister efter et folketingsvalg laver ministerlisten, så sendes navnene til Statsministeriets departementschef. Denne sender listen videre til Justitsministeriets departementschef (så har alle noget at lave). Denne sender listen videre til Politiets Efterretningstjeneste (PET) med henblik på sikkerhedsvurdering. Det sker med kandidaternes indhentede accept. Formålet er at vurdere deres egnethed i forhold til at bestride et betydningsfuldt politisk job og håndtere klassificerede oplysninger. PET laver herefter en generel vurdering af personens pålidelighed ud fra evt. straffeattest, oplysninger om evt. misbrug, økonomiske forhold og personlig omgangskreds. Evt. indhentes oplysninger fra andre landes myndigheder efter længere tids ophold i udlandet. Visse kandidater undergår en mere grundig undersøgelse. Det gælder eksempelvis statsministeren, justits- og forsvarsministeren. Disse personer kommer til kendskab med meget fortroligt materiale. I øvrigt kan utroskab og homoseksuelle kontakter give anmærkninger i PET´s rapport.
    PET sender resultatet af vurderingerne (henstillingerne) til departementschefen i Justitsministeriet. Denne drøfter tingene med departementschefen i Statsministeriet. Herefter bliver resultatet præsenteret for den kommende statsminister. Denne afgør herefter det videre forløb. Vedkommende kan vælge at ignorere en vurdering med anmærkning. Men en sådan kan få store konsekvenser for en politiker. Læs: Henrik »lig«

    I øvrigt passer PET på en række politikere og flere af kongehusets medlemmer. Det koster en formue. Et PET-årsværk koster 650.000-750.000 kr. Døgnbemanding fra PET på lavt niveau koster derved op til ni millioner kr. årligt svarende til 12 årsværk. Døgnbemanding på højt niveau svarende til 30 årsværk koster op til 23 millioner kr. Det tager politikerne helt roligt. Skatteyderne betaler.


    Rigsrevisionen
    Rigsrevisionen er statens officielle uafhængige revisionsmyndighed. Ca. 270 medarbejdere reviderer årligt 425 statslige selskabers regnskab. Desuden laver de årligt 15-20 særlige beretninger om sager foranlediget af Statsrevisorerne. Formålet med revisionen er at sikre en redelig og effektiv statsforvaltning og holde øje med den til enhver tid siddende regerings gøren og laden med skatteydernes penge. Revisionen undersøger sager på eget initiativ og på Statsrevisorernes opfordring.

    Men hvordan forvalter Rigsrevisionen sine egne sager? Respekterer de reglerne gældende for alle andre statslige institutioner? Naturligvis ikke. Statens hotelaftale med rabat på op til 40 pct. blev indgået den 1. januar 2015 med lang række hoteller i alle dele af landet. Iflg. reglerne har alle statslige institutioner pligt til at tilmelde sig og overholde aftalen. Man skal altid vælge det billigste hotel omfattet af aftalen under tjenesterejse. I maj 2015 tilsluttede Rigsrevisionen sig reglerne. Men de er for svære at forstå for revisionens folk. I juni 2016 blev medarbejderne således afsløret i at have indlogeret sig på hoteller i strid med den obligatoriske hotelaftale. I perioden maj 2015 til juni 2016 havde man i 90 pct. af overnatningerne boet på hoteller uden rabatordning og dermed brugt for mange af skatteydernes penge (kilde: Ekstra Bladet). Formålet med de fleste af rejserne gik ud på at undersøge offentlige ansattes forbrug og sparsommelighed med midlerne. »Jeg aner ikke, hvorfor det er gået, som det er..... der er ikke nogen i huset, der har fanget, at vi var blevet en del af aftalen.....« - lød den mærkværdige undskyldning fra Rigsrevisor!! Læs om rigsrevisors forhold til hotelophold nedenfor.

    Politikerne får mindre og mindre respekt for Rigsrevisionen. På Christiansborg er holdningen den, at de dårligste jurister holder til i revisionen. Derfor gider man ikke høre på henvendelser fra medarbejderne. I januar 2013 afslørede Jyllands-Posten, at medarbejderne i revisionen hvert år i december måned holder »bagefri«. Det er en uofficiel fridag med løn aftalt med ledelsen. Sådan. Gå efter det beskidte vasketøj hos andre men gem egne snavsede underbukser.


    Rigsrevisor
    I 1995 fik Rigsrevisionen ny chef. Han bruger nr. 49 i sko. I 2010 fik han en lønstigning på 120.771 kr. Hans årsløn udgjorde herefter knap to millioner kr. For disse penge skulle han holde øje med, at politikere og statslige myndigheder bruger skatteydernes penge ærligt og redeligt ifølge gældende regler. Disse regler gælder også for en rigsrevisor. Men det havde manden misforstået. Efter aktindsigt kunne Ekatra Bladet i marts 2012 afsløre, at han i fem år i perioden 2007-2012 kørte i lejet limousine (Mercedes 320 BlueTec) med ekstra benplads med privatchauffør for 252.030 kr. Desuden havde han haft et påfaldende stort forbrug af businessclass-billetter.

    I starten af 2007 fik han opereret sit ene knæ. Formentlig på grund af slidgigt efter at have slæbt rundt på de enorme fødder i mange år. Af denne grund fik han den 20. marts 2007 midlertidig tilladelse til at leje en limousine i rekonvalescensperioden. Sygekørslen i 2007 kostede godt 51.000 kr. Så skete der noget mystisk. Han fortsatte i al hemmelighed og uden tilladelse med at leje limousinen i 2008, 2009, 2010 og 2011. Til og fra Kastrup Lufthavn. Til og fra forskellige fester og repræsentative begivenheder. Og mellem arbejdspladsen og privatadressen i Farum. I flere tilfælde havde han ladet bilen vente til en timepris på 750 kr. i flere timer uden for fine restauranter. I december 2011 fik han sit andet knæ opereret med en ny midlertidig tilladelse. Og i den efterfølgende tre måneders lange sygeperiode eksploderede udgifterne til limousinen til 119.650 kr. Ekstra Bladet forsøgte forgæves at få en kommentar fra manden.

    Ifølge reglerne skal statsansatte have en særskilt grund til at vælge businessclass på arbejdsrelaterede flyrejser. Da medarbejderne fra Klimaministeriet i 2009 rejste kloden rundt for at forberede COP15 i København, kritiserede Rigsrevisor deres ivrige brug af de dyre businessclass-billetter. Men hvad gjorde manden selv?
    I 2010 rejste han til Australien, Østrig, Marokko, Tanzania og Sydafrika. Fire af rejserne foregik på businessclass. I 2011 rejste han til Indien, Norge, Tyrkiet, Spanien, Østrig, Luxembourg, Belgien og Warzawa. Fire af rejserne foregik på businessclass. Og i starten af 2012 rejste han til Luxembourg på businessclass.
    I 2010 rejste han til Sydney i Australien for at deltage i Global Working Group Meeting i perioden 23-25 marts. Altså tre dage. Men han tog afsted fra Danmark allerede den 18. marts og ankom først til København igen den 30. marts. Altså en tur på 13 dage. Det viste sig, at han benyttede lejligheden til at holde ferie i Singapore både før og umiddelbart efter kurset i Australien. Flybilletten kostede 32.000 kr.

    Ifølge Rigsrevisionens egne regler skal medarbejderne holde sig under et hoteldispositionsbeløb på 1.300 kr. ved overnatning på hotel i Bruxelles. Det »forstod« manden med de store fødder heller ikke. I november 2011 rejste han til Bruxelles for at deltage i et møde i budgetkontroludvalget under EU-parlamentet. I to døgn indlogerede han sig på Radisson Blu EU-hotel til 2.165 kr. pr. døgn. Altså helt i strid med egne regler og en overskridelse af hoteludgifterne på 67 pct.

    I marts 2012 fik den 62-årige mand med de store fødder nyt job som medlem af Den Europæiske Revisionsret i Luxembourg. Det var han glad for. Med jobbet følger nemlig en tjenestebil med chauffør samt en årsløn efter skat på 1.476.000 kr. svarende til en bruttoløn i Danmark på 3,7 millioner kr. Den seksårige udnævnelse kostede altså skatteyderne ca. 22 millioner kr.
    Efter afsløringerne bad statsrevisorerne den nye rigsrevisor om en redegørelse for udgifterne. Desuden bad man om en orientering om udgifterne til hans afskedsreception. I et notat til Statsrevisorerne i april 2012 gav Rigsrevisionen sig selv en »næse« (påtale) for ikke at have udfyldt særlige dokumentationsskemaer, at have udfyldt dem mangelfuldt og ikke at have overholdt reglerne for Rigsrevisors udgifter til hotelophold i fem tilfælde.


    Skatteministeren må ikke snage i personlige skattesager
    I mange år eksisterede en såkaldt VIP-ordning for Skatteministeriet. Ministeriets ledelse blev af SKAT automatisk orienteret om personlige og erhvervsmæssige skattesager, der kunne få offentlighedens interesse. Dermed kunne skatteministeren sidde og snage i sagerne på sit kontor. Det skete tilsyneladende i 2010, da traktor-Troels (V) var skatteminister, og Gucci-Helles skattesag kørte på sit højeste. Forsøgte han derved at skade sin politiske modstander før folketingsvalget den 15. september 2011?
    Den 1. januar 2013 fik løjerne en ende. Fra dette tidspunkt afgør SKAT´s direktør alene, om Skatteministeriets departementschef skal orienteres om en konkret skattesag. De to herrer (eller damer) vurderer herefter, om skatteministeren skal orienteres. Under ingen omstændigheder må der udleveres dokumenter fra sagen til ministeren.


    Kammeradvokaten
    Staten har siden 1936 haft sin egen advokat. Den såkaldte Kammeradvokat. Hans opgave er at bistå skiftende regeringer objektivt i ofte principielle juridiske problemstillinger, som staten ikke selv har kompetance til at håndtere. Advokaten skal altså forholde sig rent juridisk og ikke politisk til opgaverne. Denne enkle og selvfølgelige standard ændrede sig under S-R-SF-regeringen i perioden 2011-2015. Nu begyndte man at bruge Kammeradvokaten som forsvarsadvokat til at frikende sig selv i diverse politiske kvajesager. Læs eksempelvis: Boligskat - fup og fidus og SKAT vil snage i dine telefonsamtaler

    Kammeradvokaten er et privat foretagende (Poul Schmidt) med 20 juridiske seniorpartnere og 256 ansatte (2012). Aftalen med staten er en yderst lukrativ forretning. Man sender bare en regning uden timeregnskab og uden besværlige specifikationer. Så klinger pengene i kassen. I perioden 2007-2013 steg Skatteministeriets udgifter til advokaten med 51 millioner kr. til 97 millioner kr. i 2013. I 2012 tjente firmaet knap 400 millioner kr. med et overskud på ca. 80 millioner kr. I 2013 fik hver af firmaets seniore advokater lønforhøjelse på en million kr. Dermed kom den årlige gennemsnitsløn op på syv millioner kr. Ingen sætter spørgsmålstegn. Skatteyderne betaler.

    På et tidspunkt krævede en 31-årig kvinde erstatning, for at lægerne havde overset en kræftknude i hendes bryst. Nu var sygdommen blevet uhelbredelig. Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet reducerede erstatningen med den begrundelse, at hendes restlevetid var forkortet. Kvinden kontaktede herefter en advokat. Han fik Landsrettens og Højesterets dom for, at man ikke med hjemmel i lovgivningen kunne reducere erstatningen. Staten blev repræsenteret af Kammeradvokaten i sagen. Kvindens advokat fik 180.000 kr. for sit arbejde. Kammeradvokaten fik 510.000 kr. for at tabe sagen. Sådanne økonomiske skatteyderbetalte privilegier kommer af at have et dejligt monopol.

    I 2011 behandlede Kammeradvokaten konkursboet efter Amagerbanken. For dette arbejde hævede to af firmaets advokater 60 millioner kr. Behandling af konkursboene efter Sparekassen Østjylland og Fjordbank Mors behandlede firmaet for hhv. 11,5 millioner kr. og 13,9 millioner kr. Konkursen efter Sandgården Aps. blev behandlet for en hyre på 35 millioner kr. Det må siges at være en fed fortjeneste for overvejende rutinearbejde klaret af firmaets lavtlønnede sekretærer.

    Mon ikke man skulle tage denne gyldne ordning op til revision?




    Folketinget - den lovgivende magt


    Folketingsåret
    Et folketingsår varer ifølge Grundlovens paragraf 36 fra den første tirsdag i oktober til næste års ditto. Åbningsdagen starter med en gudstjeneste for Folketinget i Christiansborg Slotskirke. Herefter ankommer monarken (dronning Margrethe) og den øvrige kongefamilie til Christiansborg. De bliver budt velkommen i Rigsdagsgården af folketingets formand. Herefter indtager de deres pladser i den royale loge i folketingssalen. Sædvanligvis falder en eller flere af dem i søvn under de mange ligegyldige taler.
    Ved kongefamiliens ankomst og afgang fra salen rejser folketingspolitikerne sig op. Det er sædvanlig kotyme. Men det behager ikke alle politikere. Læs: Rejs jer op.....!!


    »Jydetinget«
    Vi har demokrati (græsk: folkestyre) i Danmark. Et folkevalgt repræsentativt demokrati, der er defineret af Den Danske Grundlov. Det betyder, at mindst hvert fjerde år skal der udskrives folketingsvalg. De indvalgte 179 politikere (MF´er) udgør Folketinget. Fire af disse kommer fra Grønland og Færøerne. Folketinget er Danmarks lovgivende forsamling. De 179 medlemmer er repræsentanter for aktuelt syv politiske partier. De sammensætter en regering, som udgør landets udøvende magt.
    De fleste af folketingsmedlemmerne er jyder. Det er forklaringen på, at københavnerne betaler verdens højeste skat. De skal nemlig forsørge jyderne. Ovre i Jylland går man rundt med halm i træskoene og kører i hestevogn. Man står først op klokken 10:00 ved landpostens ankomst. Derefter går man ud og kigger på køerne og får en snak med naboen om de dumme kjøvenhavnere. Ved middagstid har lillemor dækket op med kaffe og hjemmelavet pølse på en ternet dug. Derefter er det tid til en lur. Så er arbejdsdagen forbi. Jydepolitikerne har desuden ordnet det således, at asfalten er i Jylland, og bilerne er på Sjælland. Så kan man gå uforstyrret i plovfurerne med et strå i munden og kigge på fuglene. Jow da. Jow da.


    Politikerne og pressen
    For ikke så mange år siden kunne en journalist ringe direkte til en minister eller folketingspolitiker og stille spørgsmål. De tider er forbi. I dag bliver politikerne totalt paniske over sådanne henvendelser. De gemmer sig bag et tykt lag af spindoktorer, pressemedarbejdere, sekretærer og andre mystiske embedsmænd.
    Et interview skal berammes med aftale om emnet. Spørgsmålene kræves tilsendt på forhånd. Nogle emner må slet ikke berøres. Under selve interviewet står en eller flere støttepædagoger parate i baggrunden. Det endelige resultat kræves tilsendt til gennemlæsning før offentliggørelse. Ministrene benytter sig desuden af såkaldt »slicing«. Lovforslag og debatemner lækkes til forskellige medier med krav om spalte- og forsideplads eller andre finurlige krav for at sætte dagsordenen.
    Hvorfor er politikerne så bange for pressen? Fordi de fleste af dem aldrig har været i kontakt med den virkelige verden uden for Christiansborg. Mange af dem er unge uden livserfaring. Nogle af dem har ikke forstand på noget som helst. Derfor kryber de i skjul bag en hær af støttepædagoger.


    Jomfrutalerne
    En jomfrutaler er et nyvalgt uerfarent folketingsmedlem i sin første tale fra Folketingets talerstol. De andre politikere sidder spændt og følger slagets gang. De kaster mønter ind foran vedkommende. Når talen er vel overstået, så opfordres den nye politiker til at købe »kransekage« til forsamlingen for mønterne. Herefter ankommer tjenere med bakker med cognac.
    Sådan fejredes en jomfrutale for år tilbage. Men formentlig ikke mere. Der er for stor udskiftning af medlemmerne. De ville sejle rundt i en evig brandert.


    Folketingets præsidium
    Præsidiet er Folketingets øverste politiske ledelse. Det består af en formand og fire næstformænd. De er alle folkevalgte folketingsmedlemmer. Deres arbejde består i at tilrettelægge folketingets arbejde. Desuden skal de repræsentere Folketinget over for andre landes parlamenter. Med andre ord. De laver absolut ingen ting.
    Formanden får ca. 1,5 million kr. i årsløn. Desuden fri bil med privatchauffør samt en gratis 130 kvm. stor lejlighed på Christiansborg med udsigt til slotspladsen. De fire næstformænd får også en lejlighed stillet til rådighed. Og det hele er skattefrit. Derfor er jobbet eftertragtet blandt ældre udtjente folketingspolitikere. Det er det til enhver tid siddende politiske flertal, der har det afgørende ord mht. fordeling af formandsposten. Og nu skulle man tro, at alle disse højt betalte formænd kunne styre tingene. Næeeh, nej. Folketinget har også en direktør. Han laver heller ingen ting. For dette belastende arbejde hæver han over 2 millioner kr. om året (2010).
    I 2011 blev Mogens-momsfri (A) folketingsformand. Som noget af det første opstartede han en tradition med at rejse langt væk på spændende eksotiske destinationer i præsidiets rejseuge 10. Hidtil havde man holdt sig på et sparsommeligt plan i det europæiske nærområde. Men nu skulle der sightseeing og oplevelser på bordet som under hans tid som udenrigsminister. Den efterfølgende formand parabol-Pia (DF) fortsatte med den største selvfølgelighed denne skatteyderbetalte tradition. I perioden 2011-17 rejste præsidiet for omkring 2 millioner kr. til eksempelvis Japan, Mexico, Mongoliet, Filippinerne, Vietnam og Argentina. Læs: Præsidiets rejsefup og Mogens-momsfri som folketingsformand


    Lovgivning
    En af Folketingets vigtigste opgaver er at lave »love« for landet. En ny lov skal vedtages af et flertal af folketingspolitikerne. Loven skal forud gennemgå en første-, anden- og tredjebehandling. Det er for at undgå lovsjusk. En lov kan kun ændres ved at lave en ny lov. Og den skal også vedtages af et flertal i Folketinget.
    En »bekendtgørelse« er en detailregulering af en lov. Den kan laves af en minister. Bekendtgørelsen skal holde sig inden for rammerne af den lov, som den regulerer. Den er lige så bindende for befolkningen som en lov. Brud på love og bekendtgørelser er strafbart.

    Det er overordentlig morsomt at betragte politikere blive ramt af deres egne tåbelige love ude i virkeligheden. Hov´sa. Gælder lovene også for mig? Det var da ikke meningen. Et lille eksempel:

    I 1995 under SR-regeringen skærpede man rygeloven ved at forbyde rygning på offentlige steder som arbejdspladser, institutioner mv. I år 2000 forbød SR-regeringen rygning for elever på skoler. I 2005 under VK-regeringen vedtog et stort flertal i Folketinget at stramme rygeloven ved at cafeer og restauranter skulle anvise specielle rygepladser. I 2007 under VK-regeringen enedes et bredt flertal om helt at forbyde rygning på offentlige steder - herunder sygehuse, busser, tog mv. I 2008 blev aldersgrænsen for at købe tobak sat op til 18 år. I 2012 under S-R-SF-regeringen blev rygning på enkeltmandskontorer og rygning inden- og udendørs på skoler forbudt. Så gik det galt for nogle af de nikotonafhængige politikere. De hylede, klynkede og skreg.
    Læs: Rygekabinen (V) og Rygekabinen (S)


    Løgn og vildledning i Folketinget
    Folketinget er demokratiets motor. Det »fornemste« sted i parlamentarismen. Her skal politikerne fremkomme med deres synspunkter og vedtage de love, hvorefter landet regeres. Dette forhold skal tages alvorligt. Det siger sig selv. Ellers ender Danmark som en bananrepublik. Af samme grund har man belært af dårlig erfaring lavet lovgivning for ministrenes ageren i Folketinget i form af den såkaldte Ministeransvarlighedslov. Den siger, at man ikke må lyve og vildlede i Folketinget. Men det er nogle politikere for dumme til at fortså. I september 2010 udtalte landets konservative vicestatsminister følgende i anledning af »mail-gate«:

    »Når man er nede i Folketingssalen, så må en minister svare, som man vil...... Hvis du går ned og lytter til debatten i folketingssalen, så vil du opleve i forbavsende høj grad, at politikerne ikke svarer på det, de bliver spurgt om......!!!«

    Med andre ord. Der er gået inflation i begreberne »løgn« og »bedrag« i Folketinget. Der lyves, vildledes og tales uden om til den helt store guldmedalje. Politikerne ved det. Men befolkningen får det kun at vide, hvis medierne opdager det. Det er en af grundene til, at vi har lavet dette website.


    Kommissionerne
    Et flertal i Folketinget kan til enhver tid nedsætte en såkaldt »kommission« til undersøgelse af en sag hos en offentlig forvaltning, lokalpolitiker eller minister. Kommissionen kan ikke dømme eller frikende nogen i juridisk forstand. Blot forsøge at afdække et sagsforløb, som evt. efterfølgende kan blive genstand for en strafferetslig efterforskning. Og her kommer vi til sagens kerne. Før oprettelsen af enhver kommision sætter politikerne sig sammen bag lukkede døre for at aftale kommissoriet. Herved begrænser man kommissionens formål og ansætter de »rigtige« medarbejdere for at undgå at blive afsløret og efterfølgende risikere et strafferetsligt ansvar. Set i dette perspektiv er de fleste kommissioner det rene spild af skatteydernes penge. Oftest ender efterforskningen med små »næser« til et par embedsmænd eller politikere. En kommission burde etableres af eksempelvis anklagemyndigheden efter forud fastsatte retningslinjer helt uafhængigt af politikerne på Christiansborg. Når man selv er genstand for en undersøgelse, kan man ikke uvildigt sammensætte en undersøgelsesprocedure. Det er logik for burhøns. I den henseende er der bananrepublik i Danmark.
    I ethvert kommissionsarbejde scorer en mindre hær af advokater, bisiddere, sekretærer mv. kassen i adskillige år. En dag i retten løber typisk op i 245.000 kr. alene i advokatsalærer. En bisidder (advokat) får typisk 14.400 kr. pr. dag. Dertil kommer udgifter til husleje på mange millioner kroner. Og ofte afdækker kommissionerne intet væsentligt eller absolut ingen ting. I perioden 1983-2013 brugte man 350 millioner kr. på kommissioner. Eksempler nedenfor:

  • I september 2015 nedsatte V-regeringen en kommission til undersøgelse af politiets ulovligheder under kinesiske besøg i Danmark i 2012, 2013 og 2014.

  • I 2014 nedsatte et flertal i Folketinget Vederlagskommissionen for at skaffe politikerne solide lønstigninger. Det kostede ca. 1,1 million kr.

  • Skattesags-kommissionen i perioden 2011-2014 kostede 25 millioner kr. Personen bag lækagen af Kinnock´s skatteforhold blev ikke afsløret. Et par embedsmænd fik mild kritik.

  • PET-kommissionen i perioden 1999-2009 kostede 77,5 millioner kr. Efter 10 års undersøgelser fik PET i en 16 binds rapport mild kritik for ikke at have informeret det såkaldte Wamberg-udvalg ordentligt om sagerne.

  • Farum-kommissionen i perioden 2003-2012 kostede 60,9 millioner kr. Den 12.546 siders lange rapport konkluderede, at det skal være lettere for en kommunalbestyrelse at suspendere en borgmester.

  • Skattefradrags-kommissionen vedr. TDC´s skattefradrag i perioden 2003-2006 kostede 20,1 millioner kr. Tre embedsmænd fik mild kritik. Hovsamanden (V) fik dog en fyreseddel i forløbet.

  • Dan Lynge-kommissionen i perioden 2003-2006 kostede knap 11,3 million kr. Politiet fik mild kritik for ikke at have håndteret samarbejdet ordentligt og straffet hovedpersonen for hans forbrydelser.

  • Blekingegade-kommissionen i perioden 2010-2014 kostede 6,7 millioner kr. PET og Justitsministeriet skulle undersøges på mistanke om at have modarbejdet politiets efterforskning af Blekingegade-banden. Det blev afvist.

  • Statsløse-kommissionen i perioden 2011-2015 kostede 30,1 millioner kr. Den skulle undersøge, om integrationsministeren havde behandlet statsløses ansøgninger om dansk statsborgerskab korrekt.

  • Irak og Afghanistan-kommissionen startet i juni 2012 på initiativ af Socialistisk Folkeparti. Forventet afsluttet i 2017. I perioden 2012-2014 kostede kommissionen 13,3 millioner kr. uden at have afholdt et eneste møde!! I 2015 trak formanden sig fra jobbet. Lønudgifter til tre ansatte kostede 6,1 mio. kr. To mio. kr. gik til advokater. Og godt fem mio. kr. gik til lokale- og kontorholdsudgifter. Umiddelbart efter folketingsvalget den 18. juni 2015 nedlagde V-regeringen kommissionen. Nu skulle ulovlighederne fejes ind under gulvtæppet med hemmeligholdelse af de foreløbige undersøgelsesresultater i 20 år!! Og da havde løjerne kostet over 14 millioner kr.


    Næser og mistillidsvotum
    Når politikerne bliver afsløret i at lyve, fuske og platte i offentlig tjeneste, så udredes og bedømmes ulovlighederne af deres eget sammenskruede retssystem. De bliver altså bedømt af deres egne kollegiale venner og bekendte. På denne måde undgår de straf og ubehageligheder. En kritik i dette system går under betegnelsen »næse« (gammeldansk: nesæ; skam eller vanære).
    En »næse« får som regel ingen parlamentarisk konsekvens for en politiker. Man fortsætter ufortrødent i sit vellønnede job. I sjældne tilfælde kan et flertal i Folketinget dog udtrykke »mistillidsvotum« til en minister. Det medfører en fyreseddel. Det skete eksempelvis for justitsministeren i S-R-SF-regeringen i december 2013. Læs: Christiania-sagen
    Hvilken politiker har rekord i »næser«? Det siger sig selv. Det har »verdens klogeste mand« med 80 af slagsen.


    Statsborgerskab til udlændinge
    I følge Den Danske Grundlov kan dansk statsborgerskab kun tildeles ved lov. Hvert år i april og oktober vedtager Folketinget derfor en ny lov med navne på op til 5.000 udlændinge (overvejende muslimer) for at tildele dem statsborgerskab (indfødsret) og hermed ret og krav på alverdens sociale ydelser i Danmark. Så er de heldige lukket ind i det vantro prardis med evig offentlig forsørgelse fra vugge til grav. Og man er ikke kræsen. I 2014 tildelte man statsborgerskab til en 46-årig formodet massemorder fra Rwanda i Afrika. I 1994 som 26-årig skulle han have deltaget flittigt i myrderiet på 800.000 tutsier. En af hans foretrukne drabsmetoder gik ud på at gennembanke folk i hovedet med en kølle. Den 7. april 1994 skulle han brutalt have dræbt en kvinde og hendes spædbarn foran faderen på denne måde. Han skulle desuden have deltaget i et uhyggeligt massedrab på 1.000 mennesker, som havde søgt tilflugt i en kirke. Siden 2014 havde de rwandiske myndigheder og SØIK efterforsket hans rolle i myrderiet. I maj 2017 blev han anholdt og varetægtsfængslet i fire uger med henblik på en evt. udlevering til Rwanda.
    Vi har kun set toppen af isbjerget. I disse år tildeles dansk statsborgerskab til vanvittige terrorister. De vælter ind i landet med politikernes velsignelse.


    Christiansborg fejrer islamisk ramadan
    Mandag den 6. september 2010 fejrede Christiansborg afslutningen på den islamiske ramadan for tredje år i træk. Den tyrkiske avis ZAMAN betalte og arrangerede festen. Avisen er en del af en islamisk fundamentalistisk bevægelse, der som formål har at islamisere hele Tyrkiet. Den tyrkiske socialordfører fra Socialistisk Folkeparti var avisens repræsentant til begivenheden. Hun havde inviteret 180 gæster til spisning i Snapstinget (Folketingets restaurant). Eksempelvis deltog socialministeren fra Venstre, finansordføreren fra Enhedslisten, IT-ordføreren fra Socialdemokraterne og en tidl. overrabiner. Statsminister bilags-Lars (V) var også inviteret. Men han meldte afbud.
    Ramadanen blev behørigt fejret med suppe, fisk og is. Avisen ZAMAN viste billeder og film. Og de deltagende politikere lod sig gladeligt fotografere.

    Et folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti kritiserede den islamiske fest på Christiansborg. Det fik den tyrkiske SF´er til at svare, at »hvis du ikke bryder dig om det danske folkestyre og respekten for mindretal, så skulle du måske overveje at slå dig ned et andet sted i verden......« Ifølge den tyrkiske politiker skal danske kritikere af islam altså forlade Danmark for at gøre plads til muslimerne.


    Folkemødet på Bornholm
    I 2011 i juni måned rejste samtlige folketingspolitikere til Bornholm i tre dage til såkaldt Folkemøde. Bertel-pis-mig-i-øret-bims fra Venstre var idé- og ophavsmand til løjerne. Nu skulle politikerne møde »folket«. Arrangementet blev herefter en årligt tilbagevendende tradition. Formålet skulle være at give »folket« mulighed for at møde politikerne. I 2014 var det hele eksploderet med tusindvis af deltagere. Politikere, embedsmænd, lobbyister, presse, fagbevægelse, private organisationer og NGO´er. Nu var der ikke meget »folkemøde« tilbage. Almindelige arbejdende mennesker har nemlig ikke tid til at møde op til den slags pjat. Desuden er alle hoteller på øen optaget og priserne banket i top og således kun for mennesker, der får regningen betalt. Pensionister, arbejdsløse og turister går undrende rundt og kigger på det omrejsende politiske cirkus.

  • På Folkemødet i weekenden 15-17 juni 2012 i Allinge mødtes statsrevisorerne med Rigsrevisor og Folketingets Ombudsmand fredag eftermiddag i to timer på det lokale bibliotek. Efter den lille hyggesnak nød man en god frokost på Allinge Røgeri med udsigt over Kampeløkken Havn. Maden blev skyllet ned med store kolde fadøl. Efter de store anstrengelser overnattede herskabet på Strandhotel Abildgaard i Allinge til 4.000 kr. pr. person. Udgifterne for det lille 2-timers møde løb op i 40.000 kr. (kilde: BT).
  • I 2013 brugte Danmarks Evalueringsinstitut 21.850 kr. på at fragte en kaffevogn til Bornholm. Dette år løb udgifterne for politikere og forskellige institutioner op i over 4,2 millioner kr.
  • I 2014 brugte Statsbiblioteket 4.776 kr. på 23 flasker champagne. Proffesionshøjskolen Metropol betalte en kunstner 130.375 kr. for at indrette deres telt. Herefter brugte de 22.200 kr. på underholdning med en »rapper«. Politikere fra Region Nordjylland brugte 240.000 kr. på et privatfly for at komme komfortabelt til mødet. Udgifterne dette år beløb sig til over 5,8 millioner kr.
  • I 2015 gik det helt galt. Den islamkritiske Geert Wilders fra Holland mødte op for at sige sin mening om islam. Det blev man så forskræmt over, at 500-600 betjente inkl. aktionsstyrken og to hjemmeværnsskibe blev beordret til øen. Udgifterne for denne panikangst løb op i 26 millioner kr. Dertil kommer udgifterne til selve mødet.
  • I 2016 blev omkring 1.000 betjente fra hele landet udkommanderet til folkemødet. De blev indlogeret på det finske krydstogtskib Viking Cinderella. Fed ferie på andres regning.
  • I 2017 kom folkemødet til at koste omkring 48 millioner kr. eksklusive udgifterne til arbejdskraft. Medarbejderne fra Danmarks Radio boltrede sig i fire dages fest og druk i dejligt solskin. Diverse TV-værter havde fået tilladelse til at optræde i 97 arrangementer. Og deres løn var hemmelig. Men ifølge velunderrettede kilder forlanger en TV-vært ca. 13.000 kr. i timen for at være mikrofonholder.

    I virkeligheden er folkemødet tre dages skatteyderbetalt ferie for de deltagende politikere og embedsmænd. Hygge, snik snak, presseomtale, fest, hotelophold, mad og druk på skatteydernes regning. I 2016 sendte Danmarks Radio eksempelvis 160 ferieglade medarbejdere afsted. Bornholms Kommune yder et stort tilskud til festlighederne. Bag de store telte opsættes hemmelige telte til VIP-folket. Her sidder de selvbestaltede vigtig-Petere langt væk fra »folket« og mæsker sig med snacks, fadøl og rødvin. På andres regning naturligvis.

    Skatteyderbetalt ferie på Bornholm



    Udlån af Folketingets lokaler
    En folketingspolitiker kan låne Folketingets lokaler efter ganske enkle regler. Et arrangement må ikke medføre en økonomisk gevinst. Man må opkræve penge for forplejning og diverse praktiske gøremål. Men man må ikke tjene penge på at låne befolkningens lokaler. Skatteyderne betaler nemlig altid for AV-udstyr, rengøring og opstilling og nedtagning af stole mv. De simple selvfølgelige regler kan læses på Folketingets website ft.dk.
    Nogle mennesker er for dumme (med vilje?) til at forstå tingene. Læs: Lånte Folketingets lokaler imod reglerne


    Marienborg
    I 1745 opførtes på foranledning af ØK-direktør og kaptajn Olfert Fischer et dejligt landsted på 8,8 hektar land ved Frederiksdal i Lyngby-Tårbæk Kommune nord for København. Den 3-længede ejendom med tjenestebolig og drivhusgartneri ligger med en formidabel udsigt lige ned til Bagsværd Sø og Mølleåen. Stedet fik navnet Marienborg efter Olferts kone Marie Lindencrone. I 1934 købte højesteretssagfører C.L. David stedet. Han blev begravet i parken og testamenterede hele herligheden til staten som bolig for landets til enhver tid siddende statsminister. Den 1. januar 1960 overtog staten (skatteyderne) Marienborg og dermed alle relaterede ejendomsudgifter.
    Statsministeriet har naturligvis lavet regler for brugen af Marienborg. Det er bydende nødvendigt. I modsat fald ville skiftende statsministre og deres skidtvigtige ægtefæller misbruge og totalt ødelægge stedet. Og politikernes ophold på stedet er jo ikke gratis for skatteyderne. Derfor lavede man en regel om, at »hvis statsministeren i accept af brugsretten overnatter på Marienborg, vil der være en formodning om, at Marienborg er stillet til rådighed for privat brug. Det vil efter de gældende regler umiddelbart udløse beskatning af fri helårsbolig i hele den periode, hvor Marienborg er stillet til rådighed for privat brug«. En ganske selvfølgelig skatteregel gældende for alle danske statsborgere. Hvis man overnatter i en fri helårsbolig stillet til rådighed af arbejdsgiveren, så en man skattepligtig. Skatteværdien af privat brugsret for Marienborg var ca. 8.550 kr. pr. mnd i 2016.
    Tidl. statsminister Fjogh (V), Gucci-Helle (S) og bilags-Lars (V) frasagde sig brugsretten til stedet for at undgå beskatning af 8.550 kr. pr. mnd. svarende til 102.600 kr. årligt. Og det var aldrig noget problem indtil 2015. På det tidspunkt blev bilags-Lars (V) statsminister for anden gang. Og her mangler der altid penge i den private husholdning (manden er gift med en færing). Derfor blev skattereglerne for Marienborg i hast lavet om med et nyt lovforslag den 11. november 2015. Reglerne trådte i kraft samme dag som offentliggørelsen af lovforslaget før vedtagelsen i Folketinget!! Nu kunne statsministeren nyde livet på Marienborg i skattely. Læs: Skattely på Marienborg


    Energisvineri på Christiansborg
    I november 2007 afslørede Elsparefonden, at der bruges mere energi om natten på Christiansborg, end der bruges i andre offentlige bygninger om dagen. Lys, computere og andre installationer står tændt døgnet rundt. Desuden skulle vinduerne være utætte. Derfor er der fuld knald på radiatorerne.
    Selvfølgelig sviner politikerne med energien. Skatteyderne betaler regningen.


    Ministerielle sammenlægninger
    Når en ny regering tiltræder, så så skal tingene laves om. Koste hvad det vil. De nye ministre har fikse ideer. Og det koster altid penge. Det er de fløjtende ligeglade med. Skatteyderne betaler. Eksempler nedenfor (kilde: Ekstra Bladet).

  • Da Indenrigs- og Sundhedsministeriet blev gendannet i februar 2010 under VK-regeringen (minister: Bertel-bims (V)), kostede det ialt ca. 4,1 millioner kr.
  • Da Ligestillingsministeriet blev indlemmet i Beskæftigelsesministeriet i 2009 kostede det ca. 83.000 kr.
  • I perioden 2007-2011 skiftede Socialministeriet i Holmens Kanal i København navn fire gange. I 2007 hed det Socialministeriet. I 2009 ændrede man navnet til Velfærdsministeriet. I foråret 2010 blev Socialministeriet genoprettet. I 2011 skiftede det navn til Social- og Integrationsministeriet. Hele dette bizarre cirkus kostede ca. 1,6 millioner kr.

    Udgifterne går til nye skilte og adgangskort. Nyt brevpapir. Nye telefonnumre og istandsættelse af kontorer. Desuden skal der lige festes med behørig indtagelse af sprut og pindemadder, mens man beundrer de nye websites.


    Løsgængerne
    En løsgænger i Folketinget er en folkevalgt politiker uden partipolitiske tilhørsforhold. Nogle har selv meldt sig ud af deres parti. De fleste er blevet smidt og sparket ud. De fører en skyggetilværelse i tinget og sidder bagerst i salen på den såkaldte »grebning«. Ved et kommende valg ryger de ud af Folketinget.
    Løsgængerne er en belastning for skatteyderne. I en overgangsordning på seks mdr. har de ret til at modtage 39.951 kr. om måneden til assistentbistand og andre udgifter. Disse penge tilgår sædvanligvis folketingsgrupperne. I 2006 blev der udbetalt ialt 101 millioner kr. i gruppestøtte. I 2007 var der fire løsgængere i Folketinget. Det kostede skatteyderne 958.824 kr. (kilde: Politiken.dk).


    Wikipedia
    Som bekendt er det en ren loppetjans at være ansat som embedsmand på Christiansborg. Det meste af dagen går med at pille næse, læse aviser og gå rundt på gangen og spille smart. Nogle sniffer kokain på lokummerne. Desuden bruges tiden på at opdatere interleksikonet Wikipedia til chefens fordel. Stik imod enhver regel og anstændighed. Et leksikon skal være neutralt uden politisk reklame for politiske fæhoveder. Men det er ikke sivet ind hos tykhovederne på Christiansborg og omegn.
    Wikipedia har adskillige gange måttet advare og give IP-adressen på Christiansborg karantæne for at tilgå leksikonet med rettelser og tilføjelser. »Vandalisering med ord« - kalder man det på Wikipedia efter at have observeret 344 bizarre rettelser fra Christiansborg i perioden 2005-2012 (kilde: BT, jan. 2013).
    Hvem får sin Wikipedia-profil sminket? Læs:

  • Gucci-Helle (S)
  • Bilags-Lars (V)
  • Spørge-Ellen (V)
  • Fjogh´s tidl. spindoktor


    Folketingets alkoholpolitik
    På Christiansborg er der retningslinjer for embedsmændenes og andre medarbejderes forbrug af alkohol i arbejdstiden. Men der er ingen regler for folketingspolitikernes alkoholforbrug. De kan bælle sig så stang hamrende spritstive og bovlamme, de vil. I tide og utide er politikerne ude i medierne med formaninger om alle andres alkoholforbrug. Men i Folketinget kan de sidde i en ordentlig koger eller godt bagstive og stemme om love og regler for befolkningen. Det er naturligvis komplet vanvittigt.
    Under statsminsiter Fjogh (V) blev der i 2002 lavet forsigtige regler for druk i Statsministeriet. Herefter må der kun serveres alkohol i begrænset omfang ved særlige lejligheder. Desuden må der nydes en øl el. et glas vin ved åbnings- el. afslutningsdebatten i Folketinget og under særlige sociale arrangementer. Men den slags bliver altid misforstået. Det går naturligvis galt for nogen. Eksempler nedenfor:

  • Som statsminister bællede bilags-Lars (V) ivrigt på flyet på arbejdsrejser til udlandet. Læs: Druk i arbejdstiden
  • I Venstre dannede man i 2006 den såkaldte badeklub. En svireloge for bælleglade venstrepolitikere og diverse medløbere.
  • Læs om rødvinsfænomenet promille-Peter fra Venstre.
  • Per Hækkerup fra Socialdemokratiet lod nordmændene løbe med olierettighederne i Nordsøen, fordi han var herrestiv af druk.
  • Jens Otto Krag fra socialdemokratiet var statsminister og alkoholiker.
  • Jens Peter »døgnbrænder« fra Venstre opholdt sig døgnet rundt i Snapsetinget (Folketingets restaurant). Og hvorfor nu det? Fordi han konstant sejlede rundt i en brandert. Sønnen har så vidt vides ikke noget alkoholproblem (selv om man skulle tro det).


    Snapstinget i skattely
    I 2010 indførte VK-regeringen og Dansk Folkeparti loft over prisen på kommunalt udbragt mad til folkepensionister. Leverandørerne kunne ikke selv styre grådigheden. Priserne var ved at eksplodere for en gang lunkent vakkumpakket hundeæde. Fra den 1. juli 2010 kostede en hovedret 45 kr. Prisen steg til 46 kr. den 1. januar 2011. Og fra 2012 kostede den 47 kr.
    Men hvad med de vellønnede folketingspolitikere med årlige indtægter på 700.000-1.500.000 kr.? Hvad betalte de i 2011 for en hovedret i Snapstinget på Christiansborg? De betalte højest 40 kr. for en luksusret fra Meyers Kantiner. Hvert måltid er nemlig tilskudsberettiget med 50 kr. betalt af skatteyderne. I virkeligheden skulle de betale 90 kr. for måltidet (kilde: Ekstra Bladet).

    I sommeren 2014 forhandlede kapitalfonden »IK Investment Partner« om at købe Claus Meyers Kantiner og Løgismose med henblik på at fusionere de to virksomheder. I november 2014 faldt købet på plads med en pris på 700 millioner kr. Dermed kom kapitalfonden til at drive Snapstinget på Christiansborg og flere madsteder for Københavns Kommune. Restauranten på Christiansborg var nemlig drevet af Meyers Kantiner siden januar 2011. I oktober 2014 havde fonden stiftet L+M Holding Aps i Luxembourg med henblik på at aftage overskuddet fra Snapsetinget og derfra sende midlerne til skattelyet Jersey i Den Engelske Kanal. Det kaldes »Luxembourg-modellen« blandt revisorer og skattely-selskaber. Derved havner pengene hos ukendte investorer og partnere til kapitalfonden. Det er lovligt ifølge EU-reglerne. Men det var nok ikke intentionen, da aftalen med Meyers Kantiner blev forlænget i foråret 2014 frem til 2017 af folketingets formand Mogens-momsfri (A). Han krøb da også i sit sædvanlige flyverskjul for at undgå et interview om kvajesagen hos Ekstra Bladet. Kontrakten kunne nemlig ikke ophæves i forhold til et stort erstatningsansvar.

    Skatteyderne inkl. pensionisterne betaler altså 56 pct. af politikernes mad i skattely-Snapstinget på Christiansborg. Utroligt. I øvrigt var der tidligere »glade dage« i Snapstinget. Her mødtes politikerne efter endt arbejdsdag ved faste stamborde. Så blev der spist, røget og drukket til den store guldmedalje. Og mange branderter blev sovet ud på kontorerne. Jens Otto Krag (S), Viggo Kampmann (S) og Per Hækkerup (S) var ivrige deltagere. Og Hans Engell (K) og Peter Brixtofte (V) deltog med høj glasføring i 1990´erne.


    Kokain- og hashmisbrug på Christiansborg
    I november 2006 undersøgte dagbladet B. T. 30 toiletter på Christiansborg for spor af kokain. Testen var identisk med politiets testmetode og således 100 pct. sikker. På tre toiletter i Provianthuset fandtes spor af frisk narkotika. På et dametoilet ved Dansk Folkeparti´s lokaler fandt man spor af kokain. På to toiletter ved lokaler tilhørende Enhedslisten og Det Radikale Venstre fandt man kokainrester.
    Folketingets formand var forfærdet. Han anmeldte efterfølgende sagen til Københavns Politi. De skulle nu finde narkomanerne. Herefter hørte man ikke mere til sagen.
    I januar 2007 blev en medarbejder fra Folketingets administration sigtet af Københavns Politi for besiddelse af narkotika. Personalet havde selv kontaktet ordensmagten. To betjente anholdt manden, mens han var i besiddelse af 0,75 gram kokain samt flere tomme poser. Han blev herefter sigtet for besiddelse af tre gram kokain. Den pågældende blev efterfølgende fritaget for tjeneste.
    I 2014 kunne Ritzau oplyse, at 25 pct. af Folketingets medlemmer svarende til 45 politikere har prøvet at ryge hash. Vi vidste det! Der er naturligvis en logisk forklaring på politikernes tåbeligheder. De sidder på lokummerne og sniffer coke og ryger tjald. Derefter går de i Folketinget og kvajer sig. Vi venter spændt på resultatet af efterforskningen. Hvem er narkomanerne på Christiansborg? Hvilke politikere købte kokain af den anholdte mand?


    Rygekabiner og rygeforbud på Christiansborg
    Da geden (A) blev formand for Folketinget efter folketingsvalget den 15. september 2011, gjorde tillidsrepræsentanterne for folketingets ansatte ham opmærksom på den sundhedsmæssige problematik omkring tobaksrygningen på stedet. Sammen med de øvrige partiers gruppeformænd fik han herefter flertal for at gennemføre et rygeforbud på enkeltmandskontorerne på Christiansborg pr. 1. januar 2012. På disse kontorer sidder især ministre, departementschefer, afdelingschefer mv. Til gengæld blev der opstillet et antal nye rygekabiner. I forvejen er der generelt rygeforbud inden døre på Christiansborg. Nu skulle forbuddet også gælde de fine middagsherrer og damer.
    Venstre, Dansk Folkeparti og Ny Alliance var imod forbuddet. Søren Espersen (DF) og Bertel pis-mig-i-øret bims (V) hylede, klynkede og skreg. Den nye fødevare- og forbrugsminister (A) i S-R-SF-regeringen opstillede sin egen rygekabine i ministerkontoret. Der skulle skam ikke gælde de samme regler for rygning på borgen som i resten af landet.

    I marts 2006 besluttede Folketingets ledelse sig for at opstille fire rygekabiner på Christiansborg. Man lejede kabinerne af firmaet Smoke Solution Aps. for 7.600 kr. pr. kabine pr. måned inkl. service. I 2012 havde det kostet skatteyderne 2.006.400 kr. I maj 2012 afslørede Ekstra Bladet, at man kunne købe fire identiske kabiner for en nypris på kun 640.000 kr. Folketinget havde altså betalt en overpris på 300 pct. for kabinerne. »Vi har da gjort en god forretning. Vi klager ikke. Absolut ikke.....« - udtalte en af medejerne af firmaet til avisen. I 2010 og 2012 købte Folketinget de fire kabiner for i alt 30.000 kr.
    Ekstra Bladet spurgte den 18. april 2012 Folketinget om rygekabinernes samlede lejeudgifter. Den 27. april oplyste man, at Folketinget havde købt kabinerne. Men man oplyste ikke om udgifterne. Der kom først svar på spørgsmålet den 16. maj, efter at avisen havde spurgt anden gang. Folketinget prøvede altså at skjule sandheden.


    Gratis iPhones og iPads
    I 2010 fik alle 179 folketingsmedlemmer samt mange af folketingets medarbejdere tilbudt en gratis iPhone af mærket »iPhone 3GS« på 16 gigabyte. Den kostede ca. 5.500 kr. stykket i butikkerne (kilde: B.T.). Folketingets sikkerhedschef gav de glade modtagere besked på ikke at opdatere deres telefoner. På trods af, at der ikke var installeret sikkerhedssoftware. Dermed kunne ethvert skolebarn hacke sig ind på telefonerne og læse brugernes private e-mails. Det opdagede Ekstra Bladet i august 2011. Så fik sikkerhedschefen en skideballe.
    Under åbningsdebatten den 7. oktober 2010 fremviste ferie-Lene (K) ivrigt sin iPhone til statsminister bilags-Lars (V). Under afslutningsdebatten tidligere på året blev et socialdemokratisk folketingsmedlem set opdatere sin Facebook-profil 59 gange. Det fik folketingets formand til at foreslå et forbud mod brug af iPhones i Folketinget.
    Efter folketingsvalget den 15. september 2011 blev »geden« (A) formand for Folketinget. Så blev der delt nye gaver ud. Alle 179 folketingsmedlemmer fik tilbudt en skatteyderbetalt iPad. Folketingspolitikerne bruger nu arbejdstiden i Folketinget til at besvare private e-mails, SMS´e, surfe på internettet og opdatere deres profiler på Facebook og Twitter. Bilags-Lars (V) kan sidde og surfe porno. Skatteyderne betaler for det hele. I 2014 lancerede Ekstra Bladet en kampagne om trusler og tilsvining af politikere på især sociale medier. Nu væltede en flodbølge af tårer frem fra kvinderne. Hændervridende fortalte de om trusler om voldtægt og endnu værre ting på deres iPads. Men ikke et ord om deres ligegyldige nonsens i deres opdateringer foretaget fra folketingssalen i arbejdstiden. Nu var de skræmte høner blevet ramt af den virkelige verden. Læs i øvrigt: Trusler mod politikerne
    Politikerne skal vel selv betale deres multimedieskat?


    Politikernes sutte-klud: Facebook og Twitter
    I januar 2017 blev Donald Trump (rep.) indsat som præsident i USA. Han sidder næsten dagligt og kommunikerer med vælgerne og medierne på Twitter. Det blev han hånet for hos adskillige danske politikere. Og det var naturligvis det rene hykleri. For som bekendt laver de fleste danske politikere ikke dagens gerning. Mange af dem bruger det meste af arbejdsdagen på Facebook og Twitter. Her udgyder de deres umiddelbare ligegyldige meninger om stort og småt. Noget af dette nonsens offentliggøres herefter i medierne. Journalisterne følger nemlig med på sidelinjen. På denne måde får politikerne hurtigt adgang til medier og vælgere uden at skulle stille op til besværlige interviews. Nogle politikere er så forgabte i deres eget vrøvl, at det bliver en ren besættelse at ytre sig »on line« på de sociale medier. Under debatterne i selve folketingssalen sidder de og opdaterer deres profiler med deres skatteyderbetalte iPhones og iPads delvist skjult under bordet.

    På Facebook kan man få karantæne og blive nedlukket efter brud på reglerne om mishagsytringer, trusler og nøgenbilleder. I 2012 blev Pia Kjærsgaard (DF) eksempelvis udelukket i 24 timer for at have kaldt Helle Thorning Schmidt (A) »naiv og dum«. I juli 2013 ville politikere fra Venstre og Socialdemokraterne lægge politisk pres på websitet for at tvinge dem til at acceptere »danske værdier«. Det er ikke løgn. Nu skulle der lovgives om Facebook. »Facebook har nogle censur-regler, som ikke harmonerer med danske traditioner og værdier..... og så kan vi på EU-parlamentarisk plan lægge politisk pres på virksomheder som Facebook.....« - udtalte den politiske ordfører (spørge-Ellen) fra Venstre. Hele det danske og europæiske politiske system skulle altså sættes i sving med at opdrage politikernes sutte-klud-Facebook. En opgave af kollosal betydning for danske politikere. Facebook er en privat amerikansk virksomhed med overvægt af brugere under 20 år. Firmaet bestemmer selv reglerne og lugten i bageriet. Danske politikere med den slags problemer dokumenterer deres egen inkompetance og overflødighed.

    Ifølge Statsministeriets regler må en embedsmand ikke administrere en ministers profil på sociale medier som Facebook og Twitter. Embedsmændenes involvering i den slags pjat er nemlig omfattet af Forvaltningsloven og dermed komplicerede regler om aktindsigt. Men embedsmændene og spindoktorerne sidder alligevel og overvåger og opdaterer profilerne stik imod reglerne. Eksempelvis eksisterer der et »fadøls-filter« på Facebook-profilen tilhørende bilags-Lars (V). Alle kommentarer om fadøl og druk bliver straks slettet døgnet rundt af en støttepædagog fra partiet.
    I marts 2015 afslørede Jyllands-Posten løgn og bedrag om Facebook-profilerne hos Socialdemokraterne. »I må IKKE styre ministrenes Facebook-sider. Det skal I selvfølgelig benægte, at I gør. Hvis de spørger, hvem der har adgang, så sig, at det kun er ministeren selv.....« - kunne man læse i en mail fra det socialdemokratiske partikontor til S-ministrenes spindoktorer. Også hos Socialdemokraterne blæser man på Statsministeriets regler.

    I øvrigt bliver mange af de kvindelige politikere totalt forskrækkede over mødet med vælgerne i den virkelige verden uden for Christiansborg. På deres Facebook-profiler bliver de truet med ydmygelse, tæsk, voldtægt og endnu værre ting. Så tuder hele flokken hysterisk. Deres liv er ødelagt. De kan ikke sove om natten. Familielivet hænger ikke længere sammen. Alligevel sidder de i arbejdstiden og udgyder deres totale nonsens over for vælgerne. Det er naturligvis en provokation. Skatteyderne betaler nemlig politikernes iPads, iPhones, internetforbindelsen og arbejdstiden. Som tak skal man have deres verbale pladder smidt i hovedet. Læs: Trusler mod politikerne
    »Twitter er en daglig påmindelse om, at 50 pct. af befolkningen er under gennemsnitlig intelligens.....« - udtalte den dygtige og anerkendte evolutionsbiolog Richard Dawkins i december 2015 til Politiken. En sandhed, der direkte kan overføres til Folketinget.


    Politiske fløje
    Princippet i dansk politik er meget enkelt. Der er to fløje: Den »borgerlige« fløj (højre-fløjen el. blå blok) og den »socialistiske« fløj (venstre-fløjen el. rød blok). De to fløje har i virkeligheden samme politiske program. At stjæle skatteydernes penge og opretholde egne privilegier.


    Borgerlige politiske partier Socialistiske politiske partier
    V. Venstre
    C. Det Konservative Folkeparti
    O. Dansk Folkeparti
    Y. Ny Alliance
    A. Socialdemokraterne
    B. Det Radikale Venstre
    F. Socialistisk Folkeparti
    Ø. Enhedslisten




    Folketingssalen
    Folketinget mødes i folketingssalen på Christiansborg Slot i København. Der afholdes ialt ca. 100 møder i løbet af 28 uger om året. Resten af tiden pjækker politikerne for at drikke rødvin og skrive ligegyldige bøger om sig selv. De har nemlig ingen officiel fast arbejdstid.
    Folketingsmøderne bliver ofte transmitteret direkte på DR2. Som regel ser man kun 15-30 MF´ere i salen. Resten af de 179 politikere holder pjækkedag. Eller også sidder de på kontorerne, hvor man har installeret højttalere til transmission af folketingsdebatten. Så behøver de ikke at bevæge sig ned ad trapperne. Ved afstemninger skal der dog være mindst 105 medlemmer til stede. Så skændes de om, hvem der skal gå i salen og bruge energi på at trykke på knappen.
    Nu skulle man tro, at denne store tomme sal kunne passe sig selv. Næeh, nej. Ialt 440 mennesker er ansat til jobbet. Man har eksempelvis ansat en folketingsformand, fire næstformænd og fire tingsekretærer. Formanden skal sørge for god ro og orden. Sørge for at politikerne ikke bander og råber højt. Han skal gribe ind, hvis politikerne viser fuckfingeren og kommer op at slås. Denne lille loppetjans aflønnes med 1,4 million kr. om året. Resten af staben udgøres af direktører, sekretærer, vagter, bude og rengøringsfolk. Skatteyderne betaler.
    Den bageste række i folketingssalen kaldes »grebningen«. Disse pladser er forbeholdt løsgængere, novicer samt anden- og tredjerangspolitikere. Desuden politikere med opbrugt kvajekonto. På væggen over talerstolen i folketingssalen hænger fire figurer lavet af billedhuggeren J. N. Sondrup. De symboliserer visdom, årvågenhed, retfærdighed og sandhed. Ha ha ha ha ha ha ha! Ha ha ha ha ha ha ha ha! Visdom og sandhed. Ha ha ha ha ha ha! Figurerne burde hedde: dumhed, sløvhed, uretfærdighed og løgn. Over talerstolen hænger et vægtæppe skænket af Augustinus-fonden i 1987. Tæppet har titlen: »Som en rejselysten flåde«. Læs: Fuprejser
    Som bekendt er menneskets dumhed uendelig (kilde: Albert Einstein). Det gælder i høj grad på Christiansborg. Politikerne og embedsmændene inviterer familie, venner, bekendte og andre interesserede på besøg på borgen. Typisk slæbes hele selskabet ind i folketingssalen for at tage selfies fra formands- og talerstolen. Røde Johanne fra Enhedslisten blev eksempelvis fotograferet med et par knolde fra DR2 på formandsstolen. Efter interne regler er fotografering ikke tilladt i salen. I 2015 var det bare blevet for meget. Præsidiet måtte derfor opsætte snore til spærring af trapperne til stolene. Hvad med at låse døren??


    Typisk arbejdsdag i Folketinget




    Analslaven i Folketinget
    Onsdag den 29. maj 2013 var der afslutningsdebat i Folketinget før politikernes tre måneder lange sommerferie. I salen er der opkobling til et trådløst netværk. Dermed kan politikerne sidde og chatte på eksempelvis Twitter. Men uden for Christiansborg kan man også følge med. Og pludselig var der en besked fra »analslaven« skrevet fra Folketinget (kilde: MetroXpres)!!!

    Hvem er analslaven i Folketinget?



    Journalisterne og flugtvejene
    Omkring 100 journalister har i dagtiden konstant ophold på Christiansborg for at holde øje med politikernes gøren og laden - eller mangel på samme. Derved får befolkningen hurtig besked. Når der er indgået et forlig, behov for speciel information eller ønske om tilsvining af politiske modstandere, så stimler toppolitikerne sammen i flokke i nakken på hinanden for at smile, nikke og sige kloge ord til journalisterne. Især når tingene bliver transmitteret på TV. Så er det dejligt at være politiker og få gratis reklame. I de små hjem sidder pårørende og nyder synet af far eller mor højt på strå.
    Men når journalisterne er med til festen, så kommer de også til balladen. Kvajesagerne, løgnene, plattenslageriet og ulovlighederne. Så ryger kæden af for politikerne. Ingen kommentarer. Nu flygter de rundt på gangene, og lader som om de taler i mobil. Skynder sig ind på et tilfældigt kontor. Der er nemlig mange krinkelkroge på Christiansborg. Og det er politikerne glade for. Umiddelbart bag folketingssalen findes eksempelvis et lille baglokale til politikerne. Med en elevator kan man herfra køre ned på en indskudt etage, hvor embedsmændene holder til. Via en lille vindeltrappe kan man herfra komme ned til en dør på stueplan kun få meter fra udgangen. Og denne hemmelige flugtrute benyttes flittigt. Så skal man ikke forklare plattenslageriet.
    I 2013 gav Folketingets formand en journalist og en fotograf fra Ekstra Bladet seks måneders karantæne for at have interviewet kødvaskeren (K) i 36 sekunder. Læs: Utroskab, straks-skilsmisse og ny lejlighed


    Offentlighed i Folketinget
    Møder i folketingssalen er offentlige, og kan overværes fra tilhørerpladserne. Man skal opføre sig pænt. Man må ikke råbe og skrige og fortælle politikerne sin mening. Man må heller ikke kaste med tomater og rådne æg - desværre. Overtrædelse af reglerne kan medføre straf iflg. straffelovens §137 stk 2.
    Den 19. april 2010 var 28 personer fra »bedsteforældre for asyl« mødt op til 1. behandling af en ny udlændingelov i Folketinget. Da integrationsministeren (muslim-Birthe)(V) holdt et indlæg fra talerstolen, brød de 28 bedsteforældre ud i sangen »Barndommens land« af Benny Andersen. Venstreministeren blev rasende. »Stands mødet, så bliver de straffet.....« - råbte hun hysterisk. Efterfølgende blev de anholdt af politiet og senere hver især idømt en bøde på 1.500 kr. i byretten.

    Akut sygdom er dog enhver mands herre. Man kan blive dårlig og brække sig ud over rækværket!! Det kan vist ikke være ulovligt. Vær opmærksom på, at der er overvågningskameraer i salen.
    Der er møde i Folketinget tirsdag og onsdag kl. 13:00 samt torsdag og fredag kl. 10:00. Bestilling af besøg og omvisninger på tlf. 33 37 55 00.


    §-20 spørgsmål og andet pjat
    Folketingets politikere kan stille spørgsmål om offentlige anliggender til regeringens ministre. Det er en demokratisk rettighed. Dette foregår som samrådsspørgsmål, udvalgsspørgsmål og paragraf-20-spørgsmål i spørgetiden i Folketingssalen. Ofte bliver der stillet totalt meningsløse og tåbelige spørgsmål for at drille ministeren. Vanvittig papegøje- og tågesnak fra politiske originaler. Det foregår med fuldt overlæg for at irritere, stresse og forbruge ministrenes tid i et forsøg på at forhindre dem i at beskæftige sig med relevante ting. På den måde forsøger man at rive gulvtæppet væk under den politiske opposition. I virkeligheden misbruger man skatteydernes penge.

  • I 2005 blev der stillet 6.000 §-20 spørgsmål og 9.000 udvalgsspørgsmål.

  • I folketingsåret 2006 blev der stillet 6.564 §-20 spørgsmål. Tosserne i Enhedslisten tegnede sig for 1.810 af disse svarende til knap 28 pct.

  • I perioden 15. oktober 2011 - december 2012 stillede integrationsordføreren fra DF 70 samrådsspørgsmål til 15.000 kr. pr. stk., 492 udvalgsspørgsmål til 2.500 kr. pr. stk. og 41 paragraf-20-spørgsmål til 1.500 kr. pr. stk. I alt 2.341.000 kr.

  • I perioden 2011-2014 stillede Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti spørgsmål for 4.507.500 kr.

    Besvarelse af et spørgsmål kræver ofte stor forberedelse af ministeren og ministeriets embedsmænd. Det koster altså skatteyderne en masse penge. Et gennemsnitligt samrådsspørgsmål koster eksempelvis 15.000 kr. at besvare. Men det rager politikerne en fjer. Det er bare med at bruge løs af ressourcerne.
    Den 8. maj 2006 skrev MetroXpress, at mange af politikernes spørgsmål i virkeligheden stammer fra de såkaldte lobbyister. Det er repræsentanter for forskellige private interesse- og erhvervsorganisationer. De kontakter en folketingspolitiker med sympati for deres sag. Derefter bliver spørgsmålet taget op i Folketingssalen. På denne måde fungerer politikerne bare som en slags sendebud. Netavisen Altinget.dk skulle have kendskab til flere af den slags lobbyister. Lobbyisternes metode er ikke ulovlig. Men hvis der bliver givet gaver og penge under bordet i samme anledning, så kaldes det korruption. Og det er strafbart.

    I 2012 var det blevet for meget for de nye folketingsmedlemmer. De kaldte Folketinget en »børnehave«. »Niveauet var ofte langt højere i de gymnasieklasser, hvor jeg underviste for nylig. Og man længes sommetider efter at være et sted, hvor diskussionerne fører til konstruktive resultater......« - udtalte forsvarsordføreren fra Dansk Folkeparti til B.T. i februar 2012.


    Folketingets udgifter
    Politikerne hygger sig på Christiansborg. Der er ingen mødepligt. Man kan bare blive hjemme under dynen eller tage en tur i sommerhuset. Der kan man sidde og drikke rødvin eller skrive en bog. I den dejlige rødvinsbrandert får man fikse og guddommelige ideer. Dem lækker man skyndsomst til pressen, før andre får samme idé. Befolkningen står tilbage som store måbende spørgsmålstegn. Er politikerne idioter?

    Christiansborg og omegn er udtamponeret med skatteyderbetalte kontorer. Herfra kan politikerne kigge ud på deres hårdtarbejdende undersåtter. Sekretærerne har mødepligt og sørger for kaffe og frugt. Hvis politikerne møder på arbejde, skal de bare sætte sig ned og kigge i computeren. Læse et par e-mails. Tale lidt i telefon. Kigge i kalenderen. Man skal endelig virke fortravlet, hvis nogen kommer forbi. Så er det tid til en times frokost i kantinen. Over middag går man til et enkelt udvalgsmøde og spiser en kage. Derefter er arbejdsdagen forbi. Klokken 14:00 går man hjem. Farvel. Vi ses måske om et par dage.

    Politikernes dagdrivertilværelse i Folketinget kostede skatteyderne en støt stigende årlig formue. Formandsposten gives til gamle udslidte folketingspolitikere. De laver absolut intet for deres årsløn på over en million kroner og fri bolig på Christiansborg. Derfor skændes de indbyrdes bag lukkede døre for at få det gode ben. De løbende udgifter kan de heller ikke styre. I perioden 2003-2008 var folketingets formand en gammel venstrepolitiker med en bemærkelsesværdig slæbende tankegang. Det gik naturligvis galt. Merudgifterne eksploderede med ca. 70 millioner kr. fra 899 millioner i 2003 til 969 millioner kr. i 2008. I 2015 var udgifterne til Folketinget eksploderet til ca. 1,1 milliard kr. Og regnskaberne er ikke tilgængelige for aktindsigt. Dermed kan man hemmeligholde totalt vanvittige udgifter for befolkningen.
    Hvert år bruger Folketinget ca. 2,2 millioner kr. på gaver og festlige aktiviteter. Under udenlandsrejser bruger politikerne ca. 270.000 kr. på gaver. En fest for Christiansborg-journalister i 2008 kostede 300.000 kr. Møder med grøndlandske politikere kostede 400.000 kr. Folketingets åbning den første tirsdag i oktober koster hvert år ca. 90.000 kr.
    Nogle tal nedenfor (kilde: Folketinget.dk):


    Folketingets udgifter 2004 (mio kr.)
    Parlamentarisk arbejde
    folketingsvederlag & pension
    indenlandsk transport
    partistøttepenge
    udvalgsarbejde
    interparlamentariske forsaml.

    parlamentarisk arbejde ialt

    141.9
    11.9
    100.0
    23.4
    11.2

    288.5
    Folketingets administration
    lønninger
    ombudsmand
    tjenestemandspension
    tjenestemandspens. bidrag
    administrative udgifter

    administration ialt

    153.7
    -2.5
    14.6
    -4.4
    19.6

    181.1
    Fællesudgifter
    vedligeholdelse af bygninger mv.
    IT-udgifter
    kontorhold mv.

    fællesudgifter ialt

    31.9
    46.8
    25.8

    104.4
    Institutioner tilknyttet Folketinget 200.6
    Folketingets udgifter ialt 774.6


    Folketingets udgifter 2015 (mio kr.)
    Parlamentarisk arbejde
    folketingsløn, eftervederlag, pension
    indenlandsk transport
    partistøttepenge
    udvalgsarbejde

    parlamentarisk arbejde ialt

    194.6
    12.0
    134.0
    23.5

    364.1
    Folketingets administration
    lønninger, pension
    ombudsmand
    statsrevisorer
    Rigsrevisionen
    Øvrige driftsudgifter

    administration ialt

    212.0
    64.0
    6.0
    202.0
    166.0

    650.0
    Folketingets udgifter ialt 1.014



    Kvinder i Folketinget
    Efter folketingsvalget den 15. september 2011 var der 70 kvindelige folketingsmedlemmer svarende til 39,1 pct. Det største antal nogensinde. Skrappedullerne og slyngveninderne møver sig ind. I øvrigt - hvis kvinder tænker for meget, så tager det energi fra livmoderen. Derved får de svært ved at blive gravide. Gravide folketingspolitikere tænker altså ikke ret meget.


    Folketinget og indvandrerne
    Ca. 10 pct. af den danske befolkning udgøres af fremmede nationaliteter og deres efterkommere (1. januar 2002: 147.000. April 2011: 562.000). Den danske stat har derfor som målsætning, at fire pct. af de ansatte i statens område skal have udenlandsk baggrund. I tide og utide kritiserer politikerne erhvervslivet for ikke at ansætte udlændinge. Det viser sig at være rent hykleri. Politikerne lever ikke selv op til målsætningerne.
    Efter folketingsvalget den 15. september 2011 kom kun fire politikere med indvandrerbaggrund i Folketinget svarende til 2,2 pct. De fire MF´ere var fra Det Radikale Venstre (2), Venstre (1) og Socialistisk Folkeparti (1).
    Personalestyrelsen har lavet en opgørelse over antal udlændinge og deres efterkommere i ministerierne. Se tabellen nedenfor:


    Udlændinge i ministerierne (2006)
    Ministerium Udlændinge (%)
    Kirkeministeriet 7.7
    Integrationsministeriet 7.2
    Statsministeriet 4.8
    Videnskabsministeriet 4.2
    Indenrigsministeriet 3.4
    Socialministeriet 3.1
    Familieministeriet 2.9
    Beskæftigelsesministeriet 2.8
    Kulturministeriet 2.6
    Finansministeriet 2.4
    Fødevareministeriet 2.1
    Udenrigsministeriet 2.0
    Undervisningsministeriet 1.8
    Trafikministeriet 1.3
    Miljøministeriet 1.2
    Skatteministeriet 1.1
    Justitsministeriet 0.8
    Forsvarsministeriet 0.8
    (kilde: Ekstra Bladet, 10. juli 2006)



    Hættemåger på Folketingets talerstol
    Den 8. april 2008 besluttede Folketingets Præsidium (fem mænd), at det er tilladt at bære et religiøst tørklæde til dække af håret på talerstolen i folketingssalen. Den muslimske burka kan dog ikke tillades. Den forhindrer en sikker identifikation af pågældende person.
    Det er altså nu tilladt at bære et religiøst »kyskhedsbælte« på hovedet i Folketinget. En muslimsk kvindeundertrykkende klud, der symboliserer forskellen mellem »tro« og »vantro« samt »rene« og »urene«. Det er ret utroligt. En almindelig dansk klaphat eller en cowboyhat må ikke bæres på talerstolen.


    Folketinget aflyttes
    I juni 2008 vedtog et snævert flertal i den svenske Riksdag, at den svenske efterretningstjeneste pr. den 1. januar 2009 må aflytte al e-mail, internettrafik og mobiltelefoni, der krydser den svenske grænse.
    Det danske folketing er kunde hos det svenske TELIA. En stor del af IT-kommunikationen på Christiansborg bliver derfor sendt tur/retur over den svenske grænse. Det betyder, at Forsvarets Radioanstalt i Sverige lytter med.
    Der er selvfølgelig kun een løsning. Annuller abonnementet hos TELIA.


    Afdankede politikere
    Når en folketingspolitiker forlader sit job, så er vedkommende totalt ligegyldig i de politiske sammenhænge på Christiansborg. Så enkelt er det. Man har naturligvis ret til at sige sin mening om politik. Men man er ikke med, hvor beslutningerne tages. Og det har visse afdankede politikere meget svært ved at acceptere. De betragter stadig sig selv som uundværlige autoriteter. I tide og utide fremhæver de egne kvaliteter og gamle politiske »sejre« i medierne. Og alle er ligeglade. Læs eksempelvis om den tidligere udenrigsminister fra Venstre, der stadig tror, at han i egen høje person reddede de baltiske lande fra russerne: Verdens klogeste mand


    Politiske partier som arbejdsgivere
    Alle politiske partier i Folketinget fungerer i høj grad som arbejdsgivere for en masse lønnede medarbejdere. Folketingspolitikerne hyler og skriger vedvarende om fordelene ved den danske arbejdsmarkedsmodel. Den sikrer ro på arbejdsmarkedet. Den er betinget af aftaler om løn, arbejdsforhold, ferie mv. mellem Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og LO (Lønmodtagernes Organisation). Og den er betinget af et betalt medlemsskab af disse organisationer. Men er de politiske partier som arbejdsgivere medlem af DA?
    Næeh, nej. De fører sig frem med egne hjemmelavede regler om løn, overarbejde, barsel mv. over for deres lønnede medarbejdere. Hvis man ikke makker ret, så falder der bare en fyreseddel. Hvad kalder man det?

    Ynkeligt hykleri



    Ulønnet arbejdskraft
    Hvert år modtager de politiske partier og deres landsorganisationer over 100 millioner kr. i skatteyderbetalt partistøtte. Det har politikerne selv gennemført med lovgivning. Pengene skal eksempelvis bruges til aflønning af kontorpersonale. Alligevel søger partierne hvert år ulønnet arbejdskraft. Ofte unge mennesker i et uddannelsesforløb. De skal så varte politikerne op i et slavelignende ansættelsesforhold uden løn. Nogle får tiden meriteret som en del af deres uddannelse. Men ikke alle. Det er ret utroligt, at især de socialistiske partier med deres råben og skrigen om beskyttelse af de økonomisk svagest stillede vil være bekendt at udnytte folk på den måde. Hykleriet kender ingen grænser. Læs om slaveriet hos en radikal folketingspolitiker: Ulønnet arbejdskraft
    I 2013 udnyttede flg. partier unge mennesker (kilde: BT, maj 2013):

  • Enhedslisten: to ulønnede meritpraktikanter.
  • Det Radikale Venstre: fem ulønnede meritpraktikanter og 6-8 ulønnede medarbejdere.
  • Socialistisk Folkeparti: otte ulønnede meritpraktikanter.
  • Venstre: 13 ulønnede meritpraktikanter.
  • Socialdemokraterne: 12 ulønnede meritpraktikanter.

    Hvorfor accepterer unge mennesker at arbejde ulønnet for politikerne? Det er ganske uforståeligt og helt ude af trit med almindelige arbejdsmarkedsprincipper. Hvor er fagbevægelsen i disse sager? Hvorfor laver de røde drukmåse ikke blokade af Christiansborg? Og hvor er SKAT? En ulønnet medarbejder må da kræve modregning på årsopgørelsen.


    Ministerierne
    En veritabel hær af medarbejdere og tyndbenede embedsmænd er ansat i ministerierne i området omkring Christiansborg. Fælles for dem alle er deres uforståelige højrøvethed. De synes alle ynkeligt, at de er havnet på toppen af kransekagen. Selv om deres gennemsnitsløn ligger under niveauet for et tilsverende job i det private erhvervsliv. Nogle fakta nedenfor.


    Ministerier (august 2011)
    Ministerium Budget (milliarder kr.) Antal fuldtidsansatte
    Statsministeriet 0,13 80
    Integrationsministeriet 3,3 298
    Kirkeministeriet 0,6 38
    Videnskabsministeriet 20,7 111
    Indenrigs- og sundhedsministeriet 200,9 240
    Socialministeriet 7,0 257
    Beskæftigelsesministeriet 206,2 121
    Kulturministeriet 6,1 109
    Finansministeriet 8,2 258
    Fødevareministeriet 12,1 160 (3.400 i hele koncernen)
    Udenrigsministeriet 14,9 850 (2.317 i hele koncernen)
    Udviklingsministeriet 12,3 (fra Udenrigsmin.) 15
    Undervisningsministeriet 6,1 468
    Transportministeriet 2,7 171
    Miljøministeriet 2,1 90
    Skatteministeriet 5,3 135 (1.350 i hele koncernen)
    Justitsministeriet 15,1 175
    Forsvarsministeriet 23,2 165
    Klima- og Energiministeriet 1,4 109
    (kilde: Jyllands-Posten, august 2011)





    Atombunkeren til regering og kongehus
    I 1970´erne opførte man REGAN Øst i Hellebæk ved Helsingør i Nordsjælland. Den skulle tjene som reserve til den allerede eksisterende REGAN Vest i Nordjylland. De underjordiske bunkere skulle huse regering, kongehus og diverse embedsmænd i tilfælde af krig. I 2012 nedlagde man det jydske anlæg.
    Hellebæk-bunkeren fungerer i dag som tilflugtssted for regering og kongehus under katastrofer, terror og krig. Det 4.500 kvm store anlæg i tre etager med jernarmeret betontag på 2,4 meter er gravet ned i en bakke. På øverste etage er der plads til regeringens medlemmer og embedsmænd fra Udenrigsministeriet. En treværelses lejlighed skal huse kongehusets medlemmer. Desuden findes der et hospital med plads til læger og sygeplejersker samt et præstelokale. På mellemste etage findes lokaler til Forsvarsministeriet med et situationsrum, køkken og kantine. Nederste etage fungerer som teknisk etage med nød-generator, ventilationsanlæg, olietanke, vandboringer og kommunikationsanlæg (IT-udstyr, internetforbindelse, mobiltelefoni).
    Den daglige drift af anlægget varetages af medarbejdere fra Forsvaret. Med kort varsel kan bunkeren gøres klar til gæsterne. Den almindelige befolkning må blive ude i det radioaktive nedfald. Anlægget kan i øvrigt skimtes med »Google Maps«.




    Tilbage til top