www.politikerlede.com
Start
Velkommen
Politikernes privilegier
Tyveri
Korruption
Fuprejser
Skattevanvid
Skattefrihed

Grundloven
Ytringsfrihed
Politi og domstole
Forsvaret
Janteloven
Menneskerettighederne

Folketingsvalg
Kommuner og regioner
Danske regeringer
Folketinget
Non governmental org.
Fagbevægelsen
Kongehuset
Religion
Debat

A. Socialdemokraterne
B. Det Radikale Venstre
C. Konservative Folkeparti
D. Centrumdemokraterne
F. Socialistisk Folkeparti
I. Liberal Alliance
K. Kristendemokraterne
M. Minoritetspartiet
O. Dansk Folkeparti
V. Venstre
Z. Fremskridtspartiet
Ø. Enhedslisten
Å. Alternativet

Europæiske Union
Amerikanske præsidenter

Spar penge
Konkurrenceloven
Polsk arbejdskraft

Kontakt
politikerlede.com

Det Danske Riges Grundlov (©)

(Sitemap)

Danmarks Grundlov
Den Danske Grundlov blev underskrevet af Kong Frederik d. 7 den 5. juni 1849. Dermed blev det kongelige enevælde afløst af demokrati. Grundloven blev revideret sidste gang den 5. juni 1953. Det betyder, at to tredjedele af den gamle lov står helt uændret med forældet sprogbrug fra 1849. Det betyder også, at kongen stadig står som landets overhoved. Og det er naturligvis totalt latterligt.
Hvert år den 5. juni fejrer vi grundlovsdag. Så stiller politikerne sig op og roser Grundloven og kritiserer politiske modstandere. I virkeligheden hader de den gamle lov.

Grundloven udgør det juridiske grundlag for vores demokrati. Den beskytter os mod politiske platugler. Den beskytter os mod politiske fæhoveder med udemokratiske og onde hensigter. Alle mennesker i Danmark skal rette sig efter Grundloven. Når en politiker bliver medlem af Folketinget, så skriver vedkommende under på at ville overholde Grundlovens paragraffer. Så burde der ikke være nogen undskyldninger. Alligevel dukker grundlovsstridige forslag med jævne mellemrum op fra politiske fæhoveder på Christiansborg. Det er ret utroligt.

Vi antager, at ethvert politisk fjols kan læse og forstå Grundloven. Alligevel kan de ikke nære sig. De forsøger vedvarende at bøje og omgå Grundlovens bestemmelser i deres iver efter at bureaukratisere og tilrane sig magt og privilegier. Det har vi lært at leve med. Vi har selv valgt dem. Og vi er jo et fredeligt folkefærd!


Grundlovsbrud
Mange politikere hader Grundloven. Hver eneste gang, de planlægger en ny lov, så skal de sikre sig, at den ikke er grundlovsstridig. Gennem tiden er der alligevel opstået flere mere eller mindre oplagte grundlovsbrud i statens favør. Og ingen gør noget ved sagen. Det er nemlig nyttesløst. Danske dommere dømmer aldrig mod det etablerede system i sager, der kan få store politiske og økonomiske konsekvenser. Det er i sig selv et grundlovsbrud. Læs eksempelvis: Domstolene dømmer i statens favør
Flere eksempler nedenfor:

  • Ytringsfriheden er sikret i Grundloven og i de internationale menneskerettigheder. Alligevel har danske politikere lavet en række grundlovstridige begrænsninger. Se: Ytringsfrihed

  • Grundloven siger, at ingen person skal betale til en religion, der ikke er hans egen. Politikerne bryder denne paragraf ved at finansere folkekirken over statsskatterne. Se: Religion

  • Ifølge Grundlovens paragraf 66 skal Folkekirkens forfatning ordnes ved lov. Men det har politikerne gennem tiderne ignoreret. Det er et grundlovsbrud. Læs: Folkekirken er grundlovsstridig

  • Ifølge Gucci-Helle (S) i 2012 er det statsministeren, der alene udnævner en regerings ministre. Det er i strid med Grundlovens intentioner i paragraf 14. Ifølge denne paragraf er det kongen (el. dronningen), der udnævner og afskediger ministre. Politikerne er bare medunderskrivere af kongens beslutninger.

  • Ifølge Grundloven har kongen eller dronningen den udøvende magt i Danmark. I virkeligheden besidder regeringen denne magtbeføjelse. Monarken har intet at skulle have sagt. Og det er grundlovsstridigt. Se: Kongehuset

  • Folketinget er Danmarks lovgivende magt ifølge Grundloven. Når danske politikere overfører lovgivningsmagt til EU, så er det i strid med Grundloven. Se: EU

  • Ifølge Grundloven besidder domstolene den dømmende magt. Retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen. Men i virkeligheden sidder politikerne og trækker i trådene. Det er et alvorligt grundlovsbrud. Se: Politi og domstole

  • Den 11. oktober 2005 blev statsministeren (V) stævnet i Østre Landsret for brud på grundlovens §19 og §20 for Danmarks deltagelse i Irak-krigen. Den sag vinder ministeren pr. definition. Se: Venstre

  • Fredag den 19. december 2008 vedtog Folketinget den såkaldte »tuneserlov«. Den er formentlig i strid med Grundlovens paragraf 71. Se: Ytringsfrihed

  • Ca. 34 pct. af alle varetægtsfængslinger foregår i al hemmelighed. Det er brud på Grundlovens paragraf 65. Se: Domstole

  • Ifølge paragraf 11 i Grundloven kan der for medlemmer af Kongehuset bestemmes årpenge ved lov. Alexandra får årpenge - selv om hun valgte at udtræde som medlem af Kongehuset efter skilsmissen med prins Joachim. Der er tilsyneladende tale om et grundlovsbrud. Læs: Kongehuset

  • Da dronning Margrethe fyldte 70 år den 16. april 2010 forbød politiet en fredelig demonstration på Amalienborg Slotsplads. Det er grundlovsstridigt iflg. paragraf 79. Læs: Kongehuset

  • Danmark stemte nej til EURO´en i år 2000. Dermed står vi uden for EURO-samarbejdet. Alligevel vil Folketinget formentlig acceptere et EU-forslag om granskning og godkendelse af medlemslandenes finanslove. Det vil tilsyneladende være grundlovsstridigt. Læs: Straf til EURO-lande

  • I 2009 brød danse-Kristian (V) Grundloven. Læs: Skatteministeren brød Grundloven

  • I januar 2011 forsøgte kulturminister kloge-Åge (K) at bryde Grundlovens paragraf 77 ved at opfordre direktøren for Det Kgl. Bibliotek til at aflyse et debatmøde afholdt af Hizb-ut-Tahrir. Læs: Hizb-ut-tahrir

  • Den 8. marts 2011 blev integrationsministeren (V) i VK-regeringen fyret for at have administreret ulovligt i forhold til FN-konventionen fra 1961 og børnekonventionen fra 1989 angående begrænsning af statsløse. Men alle overså, at konventionerne er Grundlovsstridige iht. paragraf 44. Konventionerne er »ratificerede«. Det har intet med lovgivning at gøre. Og man kan kun opnå indfødsret som udlænding ved lov.

  • Politikerne blæser højt og flot på Grundlovens paragraf 72 om boligens ukrænkelighed. I 1995 havde Folketinget vedtaget omkring 160 undtagelser fra denne grundlovssikrede ret. I 2011 var antallet af undtagelser steget til 235 love og bekendtgørelser (kilde: Cepos).

  • I 2012 begyndte SKAT uden dommerkendelse at true med dagbøder og forlange teledata fra teleselskaberne i ligningssager. Det er i strid med Grundlovens paragraf 72 om telegraf- og telefonhemmelighed. Læs: SKAT vil snage i dine telefonsamtaler

  • I 2012 og 2013 var et par kinesiske politikere på besøg i Danmark. I den anledning forbrød Justits- og Statsministeriet sig med politiets hjælp mod Grundlovens paragraf 79 om forsamlingsfrihed ved at fjerne fredelige folk med tibetanske flag. Læs: Kinesisk præsident på statsbesøg

  • Den 28. juni 2013 vedtog S-R-SF-regeringen, Venstre, Konservative, DF og Liberal Alliance loven om den såkaldte »kontanthjælpsreform« til implementering den 1. januar 2014. Ifølge den nye reform har samlevende over 25 år gensidig forsørgerpligt, så snart en person i forholdet søger kontant- eller uddannelseshjælp. Tidligere påhvilede forsørgerpligt kun ægtepar. Kommunerne får altså ret til at inddrive midler fra den samlevendes ejendom, værdier mv. Det er i strid med Grundlovens paragraf 73 stk. 1. I øvrigt er loven på kant med Grundlovens paragraf 75 stk. 2.

  • I 2010 vedtog VK-regeringen ved lov det såkaldte optjeningsprincip for velfærdsydelser over for EU-borgere som arbejdstagere i Danmark. I 2013 begyndte S-R-SF-regeringen efter besked fra en EU-embedsmand at administrere stik imod den danske lovgivning. Det er brud på Grundlovens paragraf 20. Læs: Danske velfærdsydelser til alle EU-borgere

  • I november 2016 vedtog politikerne med et stort flertal at tillade indkaldelse af suppleanter til Folketinget ved afgivelse af folketingsmedlemmer som ministre ved regeringsdannelse. Derved kan antallet af folketingsmedlemmer kommer over 179. Og det er vel et brud på Grundlovens paragraf 28. I øvrigt nævner Grundlovens paragraf 31 ikke noget om indkaldelse af stedfortrædere til Folketinget.


    Politikere og kriminalitet
    Politikere begår også ulovligheder. Grundloven og Folketinget foreskriver nogle specifikke regler og procedurer for behandling af disse sager afhængigt af, om der er tale om almindelige lovovertrædelser eller ulovlig embedsførelse.

  • Folketingsmedlemmernes almindelige lovovertrædelser hehandles af politi og anklagemyndighed efter ophævelse af deres politiske immunitet. Denne kan ophæves af et flertal i Folketinget. Herefter sigtes, tiltales og dømmes politikere som alle andre kriminelle. Et flertal i Folketinget kan altså beskytte en kriminel politiker mod anklagemyndigheden. Vedkommende kan dog tiltales og evt. dømmes i sagen efter udtrædelse af Folketinget eksempelvis efter et folketingsvalg. Hves en folketingspolitiker bliver taget på fersk gerning i en kriminel handling, kan vedkommende uden videre tiltales og dømmes uden folketingets indblanding. Som konsekvens af reglerne har et folketingsmedlem udvidet ytringsfrihed ved ytringer i Folketinget ved at tiltale for injurier ikke kan finde sted uden tingets tilladelse.

  • Nuværende eller tidligere ministres ulovlige embedsførelse i forhold til ministeransvarlighedsloven behandles og dømmes af Rigsretten efter en flertalsbeslutning derom i Folketinget. Rigsretten er foreskrevet i Grundlovens paragraf 16, 59 og 60. Den består af 15 højesteretsdommere og 15 medlemmer valgt af Folketinget for seks år af gangen.
    To sager ud af ialt fem har ført til domfældelse. I 1910 blev indenrigsminister Sigurd Berg idømt bøde for forsømmelse med tilsynet med Den Sjællandske Bondestands Sparekasse, som justitsminister P. A. Alberti (V) bedrog i sin egenskab af formand. Den 22. juni 1995 blev Erik Ninn Hansen (K) idømt fire måneders fængsel for sine handlinger i den såkaldte Tamilsag.


    Ministeransvarlighedsloven
    Den 30. januar 1959 forliste grønlandsskibet Hans Hedtoft syd for Kap Farvel i Grønland på vej tilbage til Danmark. Alle 95 ombordværende druknede. Søfartskyndige havde to år tidligere advaret den ansvarlige Socialdemokratiske grønlandsminister - Johannes Kjærbøl - om sejlads i disse farvande om vinteren. Men dette undlod han at fortælle under en debat i Folketinget. Han førte dermed tinget bag lyset. Det resulterede i Ministeransvarlighedsloven af d. 15. april 1964. Tiltale og dom efter loven behandles af Rigsretten. Se nedenfor:

    §5. stk.1: En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter Grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.
    stk.2: Bestemmelsen i stk1. finder anvendelse, såfremt en minister giver urigtige eller vildledende oplysninger eller under folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen.

    §6 stk.1: Straffen efter §5 er bøde eller fængsel indtil 2 år.
    stk. 2: Er forholdet begået af uagtsomhed, er straffen bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

    §8: Ministres strafansvar forældes efter borgerlig straffelovs §§ 93-95. Forældelsesfristen er dog i intet tilfælde mindre end 5 år.

    Har denne lov relevans for nulevende politikere? I højeste grad. I september 2010 blev den konservative vicestatsminister og den tidligere sundhedsminister afsløret i at have løjet / vildledt Folketinget. Læs: mail-gate og Jakob hvem?
    Loven er dog ingen »rigtig« lov. Dens anvendelse er betinget af et politisk flertal i Folketinget. Hvis man har flertallet bag sig, så kan man i teorien stille sig op og lyve 1.000 gange dagligt uden konsekvenser. I øvrigt gælder loven også for myndighedernes embedsmænd - med mindre de har benyttet sig af en »nødløgn«. I 2014 fik to embedsmænd i Justitsministeriet frit lejde af tre dommere efter at have løjet over for Folketingets Retsudvalg. Dommerne vurderede deres løgn som værende en »nødløgn«. Ifølge disse dommere må man altså gerne nødlyve i Folketinget!!!!! Læs: Christiania-sagen


    Hvis du vil klage over myndighederne
    Det kan blive en kompliceret og tidskrævende sag at klage over en offentlig myndighed. Overvej nøje om du gider bruge din energi på sagen. Er det bedre at glemme en uretfærdighed og komme videre med sit liv? Eller skal man holde fanen højt og kræve retfærdighed? Læs nedenfor (pkt. 1-6):

    1. De fleste af os oplever en tvist med en offentlig myndighed. Man står tilbage med fornemmelsen af, at de er utroligt arrogante. Forsøg at ordne sagen mundtligt eller skriftligt. Gode råd:

  • Myndigheden har pligt til at begrunde et afslag. Afslaget er ugyldigt, hvis der ikke gives en begrundelse.
  • Myndigheden har pligt til at vedlægge en klagevejledning.
  • Vær ikke autoritetstro. Frækhed og vedholdenhed belønnes. Hvis man ikke kender sine rettigheder, så risikerer man at blive snydt. Sæt dig ind i tingene.
  • Gem kopi af alle dine breve og e-mails. Notér datoer for telefoniske henvendelser og navne på personer. Send vigtige papirer anbefalet eller aflever dem personligt.
  • Der findes klagenævn for alle offentlige myndigheder. Se relevant kontaktinformation nedenfor:

    Statens Informationstjeneste
    Nørre Farimagsgade 65
    1364 København K
    Tlf. 33 12 90 12

    Familieadvokaten
    Internet: familieadvokaten.dk

    Genvejen til det offentlige
    Internet: danmark.dk


    2. Den mest effektive måde at klage på er via medierne. Aviser eller TV. Skriv et læserbrev eller kontakt avisens redaktion. Avisomtale kan få enhver politiker og stivsindet embedsmand til at gøre i bukserne af skræk. Vi anbefaler EKSTRA BLADET. Alle politikere læser denne avis, før de går i Folketinget.

    3. Hvis du har tålmodighed, så klag til Ombudsmanden. Han er politikernes og forvaltningens officielle vagthund (se Grundloven §55). Denne institution blev indført ved grundlovsrevisionen 1953. Ombudsmanden har lovhjemmel til at undersøge politikernes og myndighedernes gøren og laden. Man skal bare være opmærksom på, at han er valgt af Folketinget. Politikerne har ingen juridisk pligt til at følge hans henstillinger. Et flertal i Folketinget kan afsætte ham. Han hæver pr. 2010 en årsløn på godt 1,9 million kr.

    Ombudsmanden
    Gammeltorv 22
    1457 København K
    Tlf. 33 13 25 12
    Internet: ombudsmanden.dk

    4. Hvis en myndighedsperson har begået en lovstridig handling, så er der grundlag for en politianmeldelse. Anklagemyndigheden tager herefter stilling til sagens substans. De afgør, om der skal rejses tiltale, eller om sagen skal frafaldes. Folketinget kan ophæve en MF´ers immunitet overfor straffeloven.

    5. Hvis alt andet fejler, så kan man rejse en civil retssag ved en domstol. Det kræver, at man er repræsenteret ved en advokat. Og det kan blive kostbart (gode råd om advokatbistand). Man kan få advokaten til at hjælpe med at søge om »fri pcoces«. Så bliver sagens omkostninger betalt af staten.

    6. Sidste udvej er forsøg på anlæggelse af sag ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Klagevejledning: Justitsministeriet


    Aktindsigt og mørklægningsloven
    Åbenhed er forudsætningen for et velfungerende demokrati. Derfor har forstandige mennesker indført ret til aktindsigt i statens og kommunernes forvaltning. En ganske selvfølgelig ret i et civiliseret samfund. På denne måde dæmmer man op for de værste plattenslagere og den værste korruption. Men især de borgerlige politikere er utilfredse med denne åbenhed. Det har naturligvis sin logiske forklaring.

    Som dansk statsborger har man som udgangspunkt ret til at få aktindsigt i papirer hos alle offentlige myndigheder. Denne ret omfatter også aktindsigt i kommunalpolitikernes og folketingspolitikernes sager. Ønsket om aktindsigt skal fremsættes mundligt eller skriftligt. Myndigheden skal give aktindsigt inden 10 dage. I modsat fald har man ret til et begrundet afslag og en tidsfrist over, hvornår indsigten kan gives. Myndighedens behandling af anmodningen skal altid være skriftlig. Og sagen skal arkiveres. De udleverede papirer i aktindsigten skal være originale. Myndighederne må ikke rette, korrigere, tilføje eller på nogen måde ændre i akterne. Det ville være et brud på Forvaltningsloven og dermed strafbart.
    En afvisning på en anmodning om aktindsigt fra en myndighed er måske et brud på lovgivningen. Man bør herefter overveje at anke. Spørg efter klageinstansen hos pågældende myndighed. Overvej at klage til Ombudsmanden (se kontaktinformation ovenfor). Man skal være opmærksom på, at visse sager er undtaget fra loven om aktindsigt iht. »mørklægningsloven« (læs nedenfor).

    Nogle politikere og embedsmænd hader åbenhed i forvaltningen og dermed aktindsigt. Især politikere af borgerlig observans. I 2016 udtalte miljø- og fødevareministeren (V) på et møde, at »aktindsigt er en sygdom«. Og hvorfor nu det? Fordi de ofte har noget at skjule i forhold til gældende lovgivning. De ønsker maksimal hemmeligholdelse i forhold til ansvar for beslutninger og aftaler. Lukkethed giver nemlig magt og minimal risiko for afsløring og straf. Mange af de politiske skandaler om plattenslageri, rejsefråds, bilagsfusk og misbrug af offentlige midler stammer fra mediernes aktindsigt i papirer fra kommunale byråd og ministerier. Derfor nedsatte politikerne den såkaldte »Offentlighedskommission« i 2002. Lærde mennesker (og venner med politikerne) gennemgik »kritisk« den eksisterende offentlighedslovgivning og fremkom med forslag til ændringer. Fra første færd ønskede systemet størst mulig lukkethed.
    I november 2009 efter syv års arbejde og udgifter på flere millioner kroner kom kommissionen så med en 1.200 sider lang rapport. Og konklusionen var ikke overraskende, at man skulle indskrænke retten til aktindsigt. VK-regeringen med justitsministeren (den konservative kødvasker) i spidsen besluttede nu at gå videre med sagen. Udveksling af dokumenter mellem ministre og Folketing i forbindelse med lovgivning skal holdes hemmelig for offentligheden. Forslaget blev vedtaget i kommissionen med 11 mod 10 stemmer. Den siddende ombudsmands stemme var udslagsgivende. Og det kan kun undre. Ombudsmanden er det offentliges vagthund. Instansen skal kontrollere politikerne gøren og laden. Men nu var han altså blevet blød i knæene i angst for at miste sit vellønnede job. Nogle fæhoveder påstod, at loven vil give mere åbenhed i forvaltningen!! Det er ikke løgn.

    I efteråret 2012 indgik S-R-SF-regeringen politisk aftale med Venstre og Konservative Folkeparti om at gennemføre en ny offentlighedslov på baggrund af kommissionens arbejde. Det nye lovforslag blev skarpt kritiseret af OECD, EU og Transparency International. Alligevel blev »Mørklægningsloven« vedtaget tirsdag den 4. juni 2013 med 99 stemmer for og 42 imod med ikrafttræden den. 1. januar 2014. Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance stemte imod. Den socialdemokratiske justitsminister Morten Bødeskovl stod i spidsen for loven. »Der er ikke tale om et lovforslag, der ruller gardinerne ned. Der er tale om en lov, der udbygger åbenheden i den offentlige forvaltning.....« - udtalte han i juni 2013 til Berlingske til alles forbløffelse.
    Herefter kan aktindsigt nægtes for dokumenter med eksempelvis personlige oplysninger, interne arbejdspapirer, kommunikation mellem ministre og folketingsmedlemmer, forhold til fremmede magter og politikernes kalendere. Myndighederne har ret men ikke pligt til at udlevere sådanne dokumenter iflg. paragraf 24 om ministerbetjening. Sager i »politisk proces« er undtaget fra aktindsigt. Dermed kan man arbejde i det skjulte med de fleste ting. Næsten enhver form for dokument kan nemlig henføres til en af disse kategorier. Desuden er der ingen tidsfrist for undtagelserne. Hermed gælder Arkivlovens regler, hvorefter dokumenterne først kan åbnes efter 20 år. Anmodning om aktindsigt og sagsbehandlingen skal altid være skriftlig.
    Ifølge den nye lov indskrænkes retten til aktindsigt for privatpersoner, borgergrupper, forfattere og freelancejournalister med en 25-timers-regel. Hvis myndigheden skal bruge mere end 25 timer på at behandle anmodningen om aktindsigt, så kan den afvises. Undtaget fra reglen er journalister fra massemedier og forskere fra et anerkendt forskningsinstitut. I øvrigt skal politikere også følge de officielle regler om aktindsigt. Et politisk parti kan altså nægtes aktindsigt i regeringens sager. Det skete op til folkeafstemningen om Danmarks EU-forbehold i 2015. Her blev politikere på Christiansborg nægtet indsigt i analyser om retsforbeholdet. Ganske uhørt. I lovens første 1,5 år (2013-2015) blev loven brugt til at nægte aktindsigt i 360 tilfælde. I 2013 bestemte Københavns Borgerrepræsentation og Aarhus Byråd sig for ikke at følge den nye offentlighedslov i deres forvaltninger. De har tilsyneladende ikke noget at skjule.

    Med den nye »Mørklægningslov« ville flg. tidligere skandaler aldrig været kommet for dagens lys:

  • Solcelle-sagen
  • Dagpenge-sagen
  • Skattesagen
  • CO2-kvotesvindel
  • Farum-sagen


    Dokumenter fra Den Kolde Krig holdes hemmelige
    I 2014 udkom bogen »Ulve, får og vogtere« om »koldkrigs-perioden« 1960-1991. Et sådant værk kræver indhentning af mange fakta og dermed efterforskning af et omfattende kildemateriale. Det krævede aktindsigt i dokumenter fra PET og flere ministerier. Så opstod problemerne. Forfatteren fik ikke mindre end 200 afslag på aktindsigt. Især angående referater fra statens Sikkerhedsudvalg i perioden (kilde: Ekstra Bladet, marts 2014).
    Statsministeriet og Justitsministeriet gjorde næsten alt for at hemmeligholde dokumenterne med hhv. 113 og 13 afslag på aktindsigt. Ventede med at svare på ansøgninger i op til et år i strid med reglerne. Afviste aktindsigt uden begrundelse og ignorerede Ombudsmandens positive afgørelser om ret til indsigt. Hos PET måtte forfatteren læse papirerne i et aflukket rum uden mulighed for kopiering. Og aktindsigt blev afvist med henvisning til forsvundne dokumenter og »hensynet til den danske stats sikkerhed og forholdet til fremmede magter«.
    Hvad er formålet med alle disse krumspring for at undgå aktindsigt fra myndighedernes side? Formålet er at skjule nulevende embedsmænds og politikeres kvajesager og ulovligheder.


    Hemmelige ministerkalendere
    I maj 2009 blev aktindsigt i ministrenes kalendere gjort umulige via en særlov. Herefter kan offentligheden ikke indhente viden om rækkefølgen af relevante begivenheder i forhold til politisk fuskeri og svindel.
    Anledningen til særloven og hemmelighedekræmmeriet var den kalenderindsigt foretaget af Ekstra Bladet og B.T. i 2009, som afslørede økonomi- og erhvervsminister Bambi´s omfattende misbrug af ministerbilen. Læs: Bambi misbrugte ministerbilen og Bambi misbrugte ministerbilen til jagt og golf


    Forbuds-Danmark
    Danske politikere er uhyre lovgivningsivrige. Det er fordi, de har for lidt at lave. Det er ren skatteyderbetalt beskæftigelsesterapi. Intet er for småt. Intet er for dumt. De producerer love og regler om alt mellem himmel og jord. De tror, at livet kan kontrolleres ned i mindste detalje.
    I 1990´erne producerede politikerne årligt ca. 1.000 nye love. Efter VK-regeringens dannelse i 2001 gik lov-møllen helt amok. I 2007 lavede man 1.854 nye love og bekendtgørelser. Det er verdensrekord målt pr. indbygger. Til sml. ligger antallet af nye love i Sverige konstant på ca. 1.475 årligt. Vi har nu så mange love, at politikerne ikke selv kan finde ud af at overholde dem.
    Se en oversigt over danske love på webadressen: retsinfo.dk


    Grundlovsstridig terrorlov
    Den pistolsvingende cowboy mr. Bush fra USA beordrede VK-regeringen til at lave en anti-terrorlov. Ifølge denne lov kan man straffes med op til 10 års fængsel for at yde økonomisk eller anden støtte til en organisation, der betragtes som en terrororganisation af EU eller USA. Danske statsborgere kan desuden udleveres til strafforfølgelse i andre EU-lande eller USA. Loven blev lavet efter terrorangrebet mod WTC i New York 2001.
    Loven er naturligvis grundlovsstridig. Den krænker retten til ytringsfrihed, aktionsfrihed og organisationsfrihed. Det er politikerne ligeglade med. De turde ikke modsige chefen fra Guds eget land. Det er endnu et eksempel på politikernes foragt for Grundloven.
    I 2004 blev foreningen OPRØR dannet i København og Århus som en reaktion mod terrorlovgivningen og dens indskrænkninger i ytringsfriheden.


    Den farlige lystfisker
    En 63-årig pensionist stod og fiskede på Esbjerg Havn fredag den 13. maj 2005. Det har han brugt sin fritid til i over 30 år. Havnearealet hører ind under den nye terrorlovgivning. En havnebetjent opdagede det farlige fiskeri, og meldte pensionisten til politiet!! De undersøgte sagen, og sikrede sig, at lystfiskeren ikke var en farlig forklædt terrorist. Politiet undersøgte desuden fiskene. De slap for videre tiltale.
    Den 15. juni 2005 besluttede politiet efter mange alvorgelige overvejelser, at pensionisten ikke skulle retsforfølges. Vi siger tillykke. Vi håber, at politiet i Esbjerg får noget at lave. De kan jo ikke sidde og spise citronmåner og kigge efter lystfiskere hele dagen.


    Grundlovsændring
    Vi har arvet Grundloven fra kloge danske kvinder og mænd. Grundloven er fundamentet for vores folkestyre og demokrati. Grundloven beskytter os mod antidemokratiske kræfter og politiske overgreb. Grundloven beskytter os mod Det Radikale Venstre. Den sikrer, at der er plads til os alle. Derfor skal vi værne om Grundloven.
    En ændring af Grundloven er en kompliceret sag - og heldigvis for det. Følgende procedure skal følges (Se Grundloven §88):

    1. Et folketingsflertal vedtager forslag til grundlovsændring.
    2. Folketingsvalg skal udskrives.
    3. Et nyvalgt Folketing skal vedtage forslaget til grundlovsændring.
    4. Forslaget til grundlovsændring skal vedtages ved en folkeafstemning. Mindst 40% af de stemmeberettigede skal stemme ja til ændringen.


    Hov - der mangler en paragraf
    I Grundlovens paragraf 34 står der, at Folketinget er ukrænkeligt. Enhver, der antaster dets sikkerhed eller frihed, enhver, der udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende befaling, gør sig skyldig i højforræderi.
    Ja. Det er jo meget godt. Men hvad gør befolkningen, hvis nogle politikere beslutter sig for at lave et statskup? Altså på udemokratisk vis og i strid med Grundloven at tilrane sig magten i Folketinget. Og hvis politi og militær er med på ideen. Hvad har befolkningen så ret til at gøre? Det står der ikke noget om i Grundloven. Og det er naturligvis en forglemmelse. Mon ikke der mangler en paragraf om, at befolkningen om nødvendigt med magt har ret til at genindføre demokrati.



    Frederik 7




    DANMARKS RIGES GRUNDLOV af 5. juni 1953


    Kapitel I

    § 1
    Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige.

    § 2
    Regeringsformen er indskrænket-monarkisk. Kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler.

    § 3
    Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.

    § 4
    Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.


    Kapitel II

    § 5
    Kongen kan ikke uden Folketingets samtykke være regent i andre lande.

    § 6
    Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.

    § 7
    Kongen er myndig, når han har fyldt sit 18. år. Det samme gælder tronfølgeren.

    § 8
    Forinden kongen tiltræder regeringen, afgiver han skriftligt i statsrådet en højtidelig forsikring om ubrødeligt at ville holde grundloven. Af forsikringsakten udstedes tvende ligelydende originaler, af hvilke den ene overgives Folketinget for at opbevares i sammes arkiv, den anden nedlægges i Rigsarkivet. Kan kongen som følge af fraværelse eller af andre grunde ikke umiddelbart ved tronskiftet afgive denne forsikring, føres regeringen, indtil dette sker, af statsrådet, medmindre anderledes ved lov bestemmes. Har kongen allerede som tronfølger afgivet denne forsikring, tiltræder han umiddelbart ved tronskiftet regeringen.

    § 9
    Bestemmelser angående regeringens førelse i tilfælde af kongens umyndighed, sygdom eller fraværelse fastsættes ved lov. Er der ved tronledighed ingen tronfølger, vælger Folketinget en konge og fastsætter den fremtidige arvefølge.

    § 10
    Stk. 1. Statens ydelse til kongen bestemmes for hans regeringstid ved lov. Ved denne fastsættes tillige, hvilke slotte og andre statsejendele der skal overlades kongen til brug.

    Stk. 2. Statsydelsen kan ikke behæftes med gæld.

    § 11
    For medlemmer af det kongelige hus kan der bestemmes årpenge ved lov. Årpengene kan ikke uden Folketingets samtykke nydes uden for riget.


    Kapitel III

    § 12
    Kongen har med de i denne grundlov fastsatte indskrænkninger den højeste myndighed over alle rigets anliggender og udøver den gennem ministrene.

    § 13
    Kongen er ansvarsfri; hans person er fredhellig. Ministrene er ansvarlige for regeringens førelse; deres ansvarlighed bestemmes nærmere ved lov.

    § 14
    Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre. Han bestemmer deres antal og forretningernes fordeling imellem dem. Kongens underskrift under de i lovgivningen og regeringen vedkommende beslutninger giver disse gyldighed, når den er ledsaget af en eller flere ministres underskrift. Enhver minister, som har underskrevet, er ansvarlig for beslutningen.

    § 15
    Stk. 1. Ingen minister kan forblive i sit embede, efter at Folketinget har udtalt sin mistillid til ham.
    Stk. 2. Udtaler Folketinget sin mistillid til statsministeren, skal denne begære ministeriets afsked, medmindre nyvalg udskrives. Et ministerium, som har fået et mistillidsvotum, eller som har begæret sin afsked, fungerer, indtil et nyt ministerium er udnævnt. Fungerende ministre kan i deres embede kun foretage sig, hvad der er fornødent til embedsforretningernes uforstyrrede førelse.

    § 16
    Ministrene kan af kongen eller Folketinget tiltales for deres embedsførelse. Rigsretten påkender de mod ministrene for deres embedsførelse anlagte sager.

    § 17
    Stk. 1. Ministrene i forening udgør statsrådet, hvori tronfølgeren, når han er myndig, tager sæde. Kongen fører forsædet undtagen i det i § 8 nævnte tilfælde og i de tilfælde, hvor lovgivningsmagten i henhold til bestemmelsen i § 9 måtte have tillagt statsrådet myndighed til at føre regeringen.
    Stk. 2. I statsrådet forhandles alle love og vigtige regeringsforanstaltninger.

    § 18
    Er kongen forhindret i at holde statsråd, kan han lade sagen forhandle i et ministerråd. Dette består af samtlige ministre under forsæde af statsministeren. Enhver minister skal da afgive sit votum til protokollen, og beslutning tages efter stemmeflerhed. Statsministeren forelægger den over forhandlingerne førte, af de tilstedeværende ministre underskrevne protokol for kongen, der bestemmer, om han umiddelbart vil bifalde ministerrådets indstilling eller lade sig sagen foredrage i statsrådet.

    § 19
    Stk. 1. Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden Folketingets samtykke kan han dog ikke foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker rigets område, eller indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse Folketingets medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af større betydning. Ej heller kan kongen uden Folketingets samtykke opsige nogen mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med Folketingets samtykke.
    Stk. 2. Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden Folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges Folketinget. Er Folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt indkaldes til møde.
    Stk. 3. Folketinget vælger af sin midte et udenrigspolitisk nævn, med hvilket regeringen rådfører sig forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Nærmere regler om Det Udenrigspolitiske Nævn fastsættes ved lov.

    § 20
    Stk. 1. Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.
    Stk. 2. Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på fem sjettedele af Folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.

    § 21
    Kongen kan for Folketinget lade fremsætte forslag til love og andre beslutninger.

    § 22
    Et af Folketinget vedtaget lovforslag får lovskraft, når det senest 30 dage efter den endelige vedtagelse stadfæstes af kongen. Kongen befaler lovens kundgørelse og drager omsorg for dens fuldbyrdelse.

    § 23
    I særdeles påtrængende tilfælde kan kongen, når Folketinget ikke kan samles, udstede foreløbige love, der dog ikke må stride mod grundloven og altid straks efter Folketingets sammentræden skal forelægges dette til godkendelse eller forkastelse.

    § 24
    Kongen kan benåde og give amnesti. Ministrene kan han kun med Folketingets samtykke benåde for de dem af Rigsretten idømte straffe.

    § 25
    Kongen meddeler dels umiddelbart, dels gennem vedkommende regeringsmyndigheder sådanne bevillinger og undtagelser fra lovene, som enten ifølge de før 5. juni 1849 gældende regler er i brug, eller hvortil hjemmel indeholdes i en siden den tid udgiven lov.

    § 26
    Kongen har ret til at lade slå mønt i henhold til loven.

    § 27
    Stk. 1. Regler om ansættelse af tjenestemænd fastsættes ved lov. Ingen kan ansættes som tjenestemand uden at have indfødsret. Tjenestemænd, som udnævnes af kongen, afgiver en højtidelig forsikring om at ville holde grundloven.
    Stk. 2. Om afskedigelse, forflyttelse og pensionering af tjenestemænd fastsættes regler ved lov, jf. dog herved § 64.
    Stk.3. Uden deres samtykke kan de af kongen udnævnte tjenestemænd kun forflyttes, når de ikke derved lider tab i de med tjenestemandsstillingen forbundne indtægter og der gives dem valget mellem sådan forflyttelse og afsked med pension efter de almindelige regler.


    Kapitel IV

    § 28
    Folketinget udgør én forsamling bestående af højst 179 medlemmer, hvoraf 2 medlemmer vælges på Færøerne og 2 i Grønland.

    § 29
    Stk. 1. Valgret til Folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget og har nået den i stk. 2 omhandlede valgretsalder, medmindre vedkommende er umyndiggjort. Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret.
    Stk. 2. Valgretsalderen er den, som har opnået flertal ved folkeafstemning i overensstemmelse med lov af 25. marts 1953. Ændring af den til enhver tid gældende valgretsalder kan ske ved lov. Et af Folketinget vedtaget forslag til en sådan lov kan først stadfæstes af kongen, når bestemmelsen om ændring af valgretsalderen i overensstemmelse med § 42, stk. 5, har været undergivet en folkeafstemning, der ikke har medført bestemmelsens bortfald.

    § 30
    Stk. 1. Valgbar til Folketinget er enhver, som har valgret til dette, medmindre vedkommende er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af Folketinget.

    Stk. 2. Tjenestemænd, som vælges til medlemmer af Folketinget, behøver ikke regeringens tilladelse til at modtage valget.

    § 31
    Stk. 1. Folketingets medlemmer vælges ved almindelige, direkte og hemmelige valg.
    Stk. 2. De nærmere regler for valgrettens udøvelse gives ved valgloven, der til sikring af en ligelig repræsentation af de forskellige anskuelser blandt vælgerne fastsætter valgmåden, herunder hvorvidt forholdstalsvalgmåden skal føres igennem i eller uden forbindelse med valg i enkeltmandskredse.
    Stk. 3. Ved den stedlige mandatfordeling skal der tages hensyn til indbyggertal, vælgertal og befolkningstæthed.
    Stk. 4. Ved valgloven gives nærmere regler vedrørende valg af stedfortrædere og disses indtræden i Folketinget samt angående fremgangsmåden i tilfælde, hvor omvalg måtte blive nødvendigt.
    Stk. 5. Særlige regler om Grønlands repræsentation i Folketinget kan gives ved lov.

    § 32
    Stk. 1. Folketingets medlemmer vælges for fire år.
    Stk. 2. Kongen kan til enhver tid udskrive nyvalg med den virkning, at de bestående folketingsmandater bortfalder, når nyvalg har fundet sted. Efter udnævnelse af et nyt ministerium kan valg dog ikke udskrives, forinden statsministeren har fremstillet sig for Folketinget.
    Stk. 3. Det påhviler statsministeren at foranledige, at nyvalg afholdes inden valgperiodens udløb.
    Stk. 4. Mandaterne bortfalder i intet tilfælde, før nyvalg har fundet sted.
    Stk. 5. Der kan ved lov gives særlige regler om færøske og grønlandske folketingsmandaters ikrafttræden og ophør.
    Stk. 6. Mister et medlem af Folketinget sin valgbarhed, bortfalder hans mandat.
    Stk. 7. Ethvert nyt medlem afgiver, når hans valg er godkendt, en højtidelig forsikring om at ville holde grundloven.

    § 33
    Folketinget afgør selv gyldigheden af sine medlemmers valg samt spørgsmål om, hvorvidt et medlem har mistet sin valgbarhed.

    § 34
    Folketinget er ukrænkeligt. Enhver, der antaster dets sikkerhed eller frihed, enhver, der udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende befaling, gør sig skyldig i højforræderi.


    Kapitel V

    § 35
    Stk. 1. Nyvalgt Folketing træder sammen kl. 12 den tolvte søgnedag efter valgdagen, dersom kongen ikke har indkaldt det til møde forinden.
    Stk. 2. Straks efter prøvelsen af mandaterne sættes Folketinget ved valg af formand og næstformænd.

    § 36
    Stk. 1. Folketingsåret begynder den første tirsdag i oktober og varer til samme tirsdag det følgende år.
    Stk. 2. På folketingsårets første dag kl. 12 sammentræder medlemmerne til møde, hvor Folketinget sættes på ny.

    § 37
    Folketinget træder sammen på det sted, hvor regeringen har sit sæde. I overordentlige tilfælde kan Folketinget dog samles andetsteds i riget.

    § 38
    Stk. 1. På det første møde i folketingsåret afgiver statsministeren en redegørelse for rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænkte foranstaltninger.
    Stk. 2. På grundlag af redegørelsen finder en almindelig forhandling sted.

    § 39
    Folketingets formand indkalder Folketinget til møde med angivelse af dagsorden. Det påhviler formanden at indkalde til møde, når mindst to femtedele af Folketingets medlemmer eller statsministeren skriftligt fremsætter begæring herom med angivelse af dagsorden.

    § 40
    Ministrene har i embeds medfør adgang til Folketinget og er berettigede til under forhandlingerne at forlange ordet, så ofte de vil, idet de i øvrigt iagttager forretningsordenen. Stemmeret udøver de kun, når de tillige er medlemmer af Folketinget.

    § 41
    Stk. 1. Ethvert medlem af Folketinget er berettiget til at fremsætte forslag til love og andre beslutninger.
    Stk. 2. Et lovforslag kan ikke endeligt vedtages, forinden det tre gange har været behandlet i Folketinget.
    Stk. 3. To femtedele af Folketingets medlemmer kan over for formanden begære, at tredje behandling tidligst finder sted tolv søgnedage efter forslagets vedtagelse ved anden behandling. Begæringen skal være skriftlig og underskrevet af de deltagende medlemmer. Udsættelse kan dog ikke finde sted for så vidt angår forslag til finanslove, tillægsbevillingslove, midlertidige bevillingslove, statslånslove, love om meddelelse af indfødsret, love om ekspropriation, love om indirekte skatter samt i påtrængende tilfælde forslag til love, hvis ikrafttræden ikke kan udsættes af hensyn til lovens formål.
    Stk. 4. Ved nyvalg og ved folketingsårets udgang bortfalder alle forslag til love og andre beslutninger, der ikke forinden er endeligt vedtaget.

    § 42
    Stk. 1. Når et lovforslag er vedtaget af Folketinget, kan en tredjedel af Folketingets medlemmer inden for en frist af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse over for formanden begære folkeafstemning om lovforslaget. Begæringen skal være skriftlig og underskrevet af de deltagende medlemmer.
    Stk. 2. Et lovforslag, som kan undergives folkeafstemning, jf. stk. 6, kan kun i det i stk. 7 omhandlede tilfælde stadfæstes af kongen inden udløbet af den i stk. 1 nævnte frist, eller inden begæret folkeafstemning har fundet sted.
    Stk. 3. Når der er begæret folkeafstemning om et lovforslag, kan Folketinget inden for en frist af fem søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse beslutte, at forslaget skal bortfalde.
    Stk. 4. Træffer Folketinget ikke beslutning i henhold til stk. 3, skal meddelelse om, at lovforslaget skal prøves ved folkeafstemning, snarest tilstilles statsministeren, der derefter lader lovforslaget bekendtgøre med meddelelse om, at folkeafstemning vil finde sted. Folkeafstemningen iværksættes efter statsministerens nærmere bestemmelse tidligst tolv og senest atten søgnedage efter bekendtgørelsen.
    Stk. 5. Ved folkeafstemning stemmes for og imod lovforslaget. Til lovforslagets bortfald kræves, at et flertal af de i afstemningen deltagende folketingsvælgere, dog mindst 30 procent af samtlige stemmeberettigede, har stemt imod lovforslaget.
    Stk. 6. Forslag til finanslove, tillægsbevillingslove, midlertidige bevillingslove, statslånslove, normeringslove, lønnings- og pensionslove, love om meddelelse af indfødsret, love om ekspropriation, love om direkte og indirekte skatter samt love til gennemførelse af bestående traktatmæssige forpligtelser kan ikke undergives folkeafstemning. Det samme gælder forslag til de i §§ 8, 9, 10 og 11 omhandlede love såvel som de i § 19 nævnte beslutninger, der måtte være i lovsform, medmindre det for disse sidste ved særlig lov bestemmes, at sådan afstemning skal finde sted. For grundlovsændringer gælder reglerne i § 88.
    Stk. 7. I særdeles påtrængende tilfælde kan et lovforslag, som kan undergives folkeafstemning, stadfæstes af kongen straks efter dets vedtagelse, når forslaget indeholder bestemmelse herom. Såfremt en tredjedel af Folketingets medlemmer efter de i stk. 1 omhandlede regler begærer folkeafstemning om lovforslaget eller den stadfæstede lov, afholdes sådan folkeafstemning efter foranstående regler. Forkastes loven ved folkeafstemningen, kundgøres dette af statsministeren uden unødigt ophold og senest fjorten dage efter folkeafstemningens afholdelse. Fra kundgørelsesdagen er loven bortfaldet.
    Stk. 8. Nærmere regler om folkeafstemning, herunder i hvilket omfang folkeafstemning skal finde sted på Færøerne og i Grønland, fastsættes ved lov.

    § 43
    Ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov; ej heller kan noget mandskab udskrives eller noget statslån optages uden ifølge lov.

    § 44
    Stk. 1. Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov.
    Stk. 2. Om udlændinges adgang til at blive ejere af fast ejendom fastsættes regler ved lov.

    § 45
    Stk. 1. Forslag til finanslov for det kommende finansår skal fremsættes for Folketinget senest fire måneder før finansårets begyndelse.
    Stk. 2. Kan behandlingen af finanslovforslaget for det kommende finansår ikke ventes tilendebragt inden finansårets begyndelse, skal forslag til en midlertidig bevillingslov fremsættes for Folketinget.

    § 46
    Stk. 1. Forinden finansloven eller en midlertidig bevillingslov er vedtaget af Folketinget, må skatterne ikke opkræves.
    Stk. 2. Ingen udgift må afholdes uden hjemmel i den af Folketinget vedtagne finanslov eller i en af Folketinget vedtaget tillægsbevillingslov eller midlertidig bevillingslov.

    § 47
    Stk. 1. Statsregnskabet skal fremlægges for Folketinget senest seks måneder efter finansårets udløb.
    Stk. 2. Folketinget vælger et antal revisorer. Disse gennemgår det årlige statsregnskab og påser, at samtlige statens indtægter er opført deri, og at ingen udgift er afholdt uden hjemmel i finansloven eller anden bevillingslov. De kan fordre sig alle fornødne oplysninger og aktstykker meddelt. De nærmere regler for revisorernes antal og virksomhed fastsættes ved lov.
    Stk. 3. Statsregnskabet med revisorernes bemærkninger forelægges Folketinget til beslutning.

    § 48
    Folketinget fastsætter selv sin forretningsorden, der indeholder de nærmere bestemmelser vedrørende forretningsgang og ordens opretholdelse.

    § 49
    Folketingets møder er offentlige. Formanden eller det i forretningsordenen bestemte antal medlemmer eller en minister kan dog forlange, at alle uvedkommende fjernes, hvorpå det uden forhandling afgøres, om sagen skal forhandles i et offentligt eller lukket møde.

    § 50
    Folketinget kan kun tage beslutning, når over halvdelen af medlemmerne er til stede og deltager i afstemningen.

    § 51
    Folketinget kan nedsætte kommissioner af sine medlemmer til at undersøge almenvigtige sager. Kommissionerne er berettigede til at fordre skriftlige eller mundtlige oplysninger såvel af private borgere som af offentlige myndigheder.

    § 52
    Folketingets valg af medlemmer til kommissioner og hverv sker efter forholdstal.

    § 53
    Ethvert medlem af Folketinget kan med dettes samtykke bringe ethvert offentligt anliggende under forhandling og derom æske ministrenes forklaring.

    § 54
    Andragender kan kun overgives til Folketinget ved et af dettes medlemmer.

    § 55
    Ved lov bestemmes, at Folketinget vælger en eller to personer, der ikke er medlemmer af Folketinget, til at have indseende med statens civile og militære forvaltning.

    § 56
    Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.

    § 57
    Intet medlem af Folketinget kan uden dettes samtykke tiltales eller underkastes fængsling af nogen art, medmindre han er grebet på fersk gerning. For sine ytringer i Folketinget kan intet af dets medlemmer uden Folketingets samtykke drages til ansvar uden for samme.

    § 58
    Folketingets medlemmer oppebærer et vederlag, hvis størrelse fastsættes ved valgloven.


    Kapitel VI

    § 59
    Stk. 1. Rigsretten består af indtil 15 af de efter embedsalder ældste ordentlige medlemmer af rigets øverste domstol og et tilsvarende antal af Folketinget efter forholdstal for 6 år valgte medlemmer. For hver af de valgte vælges en eller flere stedfortrædere. Folketingets medlemmer kan ikke vælges til eller virke som medlemmer af Rigsretten. Kan i et enkelt tilfælde nogle af den øverste domstols medlemmer ikke deltage i sagens behandling og påkendelse, fratræder et tilsvarende antal af de af Folketinget sidst valgte rigsretsmedlemmer.
    Stk. 2. Retten vælger selv sin formand af sin midte.
    Stk. 3. Er sag rejst ved Rigsretten, beholder de af Folketinget valgte medlemmer deres sæde i retten for denne sags vedkommende, selvom det tidsrum, for hvilket de er valgt, udløber.
    Stk. 4. Nærmere regler om Rigsretten fastsættes ved lov.

    § 60
    Stk. 1. Rigsretten påkender de af kongen eller Folketinget mod ministrene anlagte sager.
    Stk. 2. For Rigsretten kan kongen med Folketingets samtykke lade også andre tiltale for forbrydelser, som han finder særdeles farlige for staten.

    § 61
    Den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved lov. Særdomstole med dømmende myndighed kan ikke nedsættes.

    § 62
    Retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen. Regler herom fastsættes ved lov.

    § 63
    Stk. 1. Domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser. Den, der vil rejse sådant spørgsmål, kan dog ikke ved at bringe sagen for domstolene unddrage sig fra foreløbig at efterkomme øvrighedens befaling.
    Stk. 2. Påkendelse af spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser kan ved lov henlægges til en eller flere forvaltningsdomstole, hvis afgørelser dog skal kunne prøves ved rigets øverste domstol. De nærmere regler herom fastsættes ved lov.

    § 64
    Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven. De kan ikke afsættes uden ved dom, ej heller forflyttes mod deres ønske uden for de tilfælde, hvor en omordning af domstolene finder sted. Dog kan den dommer, der har fyldt sit 65. år, afskediges, men uden tab af indtægter indtil det tidspunkt, til hvilket han skulle være afskediget på grund af alder.

    § 65
    Stk. 1. I retsplejen gennemføres offentlighed og mundtlighed i videst muligt omfang.
    Stk. 2. I strafferetsplejen skal lægmænd medvirke. Det fastsættes ved lov, i hvilke sager og under hvilke former denne medvirken skal finde sted, herunder i hvilke sager nævninger skal medvirke.


    Kapitel VII

    § 66
    Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.

    § 67
    Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

    § 68
    Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.

    § 69
    De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.

    § 70
    Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.


    Kapitel VIII

    § 71
    Stk. 1. Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.
    Stk. 2. Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven.
    Stk. 3. Enhver, der anholdes, skal inden 24 timer stilles for en dommer. Hvis den anholdte ikke straks kan sættes på fri fod, skal dommeren ved en af grunde ledsaget kendelse, der afsiges snarest muligt og senest inden tre dage, afgøre, om han skal fængsles, og, hvis han kan løslades mod sikkerhed, bestemme dennes art og størrelse. Denne bestemmelse kan for Grønlands vedkommende fraviges ved lov, for så vidt dette efter de stedlige forhold må anses for påkrævet.
    Stk. 4. Den kendelse, som dommeren afsiger, kan af vedkommende straks særskilt indbringes for højere ret.
    Stk. 5. Ingen kan underkastes varetægtsfængsel for en forseelse, som kun kan medføre straf af bøde eller hæfte.
    Stk. 6. Uden for strafferetsplejen skal lovligheden af en frihedsberøvelse, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring af den, der er berøvet sin frihed, eller den, der handler på hans vegne, forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed til prøvelse. Nærmere regler herom fastsættes ved lov.
    Stk. 7. Behandlingen af de i stk. 6 nævnte personer undergives et af Folketinget valgt tilsyn, hvortil de pågældende skal have adgang til at rette henvendelse.

    § 72
    Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.

    § 73
    Stk. 1. Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.
    Stk. 2. Når et lovforslag vedrørende ekspropriation af ejendom er vedtaget, kan en tredjedel af Folketingets medlemmer inden for en frist af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse kræve, at det først indstilles til kongelig stadfæstelse, når nyvalg til Folketinget har fundet sted og forslaget på ny er vedtaget af det derefter sammentrædende Folketing.
    Stk. 3. Ethvert spørgsmål om ekspropriationsaktens lovlighed og erstatningens størrelse kan indbringes for domstolene. Prøvelsen af erstatningens størrelse kan ved lov henlægges til domstole oprettet i dette øjemed.

    § 74
    Alle indskrænkninger i den fri og lige adgang til erhverv, som ikke er begrundede i det almene vel, skal hæves ved lov.

    § 75
    Stk. 1. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.
    Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.

    § 76
    Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen.

    § 77
    Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingen sinde på ny indføres.

    § 78
    Stk. 1. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.
    Stk. 2. Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.
    Stk. 3. Ingen forening kan opløses ved en regeringsforanstaltning. Dog kan en forening foreløbig forbydes, men der skal da straks anlægges sag imod den til dens opløsning.
    Stk. 4. Sager om opløsning af politiske foreninger skal uden særlig tilladelse kunne indbringes for rigets øverste domstol.
    Stk. 5. Opløsningens retsvirkninger fastsættes nærmere ved lov.

    § 79
    Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.

    § 80
    Ved opløb må den væbnede magt, når den ikke angribes, kun skride ind, efter at mængden tre gange i kongens og lovens navn forgæves er opfordret til at skilles.

    § 81
    Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver.

    § 82
    Kommunernes ret til under statens tilsyn selvstændigt at styre deres anliggender ordnes ved lov.

    § 83
    Enhver i lovgivningen til adel, titel og rang knyttet forret er afskaffet.

    § 84
    Intet len, stamhus, fideikommisgods eller andet familiefideikommis kan for fremtiden oprettes.

    § 85
    For forsvarsmagten er de i §§ 71, 78 og 79 givne bestemmelser kun anvendelige med de indskrænkninger, der følger af de militære loves forskrifter.


    Kapitel IX

    § 86
    Valgretsalderen til de kommunale råd og menighedsrådene er den for valg til Folketinget til enhver tid gældende. For Færøernes og Grønlands vedkommende fastsættes valgretsalderen til de kommunale råd og menighedsrådene ved lov eller i henhold til lov.

    § 87
    Islandske statsborgere, der i medfør af loven om ophævelse af dansk-islandsk forbundslov m.m. nyder lige ret med danske statsborgere, bevarer de i grundloven hjemlede rettigheder, der er knyttede til dansk indfødsret.


    Kapitel X

    § 88
    Vedtager Folketinget et forslag til en ny grundlovsbestemmelse og regeringen vil fremme sagen, udskrives nyvalg til Folketinget. Vedtages forslaget i uændret skikkelse af det efter valget følgende Folketing, bliver det inden et halvt år efter den endelige vedtagelse at forelægge folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse ved direkte afstemning. De nærmere regler for denne afstemning fastsættes ved lov. Har et flertal af de i afstemningen deltagende og mindst 40 pct. af samtlige stemmeberettigede afgivet deres stemme for Folketingets beslutning, og stadfæstes denne af kongen, er den grundlov.


    Kapitel XI

    § 89
    Denne grundlov træder i kraft straks. Dog vedbliver den i henhold til Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1915 med ændringer af 10. september 1920 senest valgte Rigsdag at bestå, indtil nyvalg har fundet sted i overensstemmelse med reglerne i kapitel IV. Indtil nyvalg har fundet sted, forbliver de i Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1915 med ændringer af 10. september 1920 for Rigsdagen fastsatte bestemmelser i kraft.


    Tilbage til top