www.politikerlede.com
Start
Velkommen
Politikernes privilegier
Tyveri
Korruption
Fuprejser
Skattevanvid
Skattefrihed

Grundloven
Ytringsfrihed
Politi og domstole
Forsvaret
Janteloven
Menneskerettighederne

Folketingsvalg
Kommuner og regioner
Danske regeringer
Folketinget
Non governmental org.
Fagbevægelsen
Kongehuset
Religion
Debat

A. Socialdemokraterne
B. Det Radikale Venstre
C. Konservative Folkeparti
D. Centrumdemokraterne
F. Socialistisk Folkeparti
I. Liberal Alliance
K. Kristendemokraterne
M. Minoritetspartiet
O. Dansk Folkeparti
V. Venstre
Z. Fremskridtspartiet
Ø. Enhedslisten
Å. Alternativet

Europæiske Union
Amerikanske præsidenter

Spar penge
Konkurrenceloven
Polsk arbejdskraft

Kontakt
politikerlede.com
ahot.dk

Snyltere i paradis (©)

(Sitemap)

Politisk motiv
Embedsmænd, spindoktorer
De priviligerede
Løn, eftervederlag og pension
Ferie
Transport og ministerbiler
Fede ben
Offentlig partistøtte
Pjækkerøvene
Det grå guld
Ugeplan for en MF´er


Motiverne




Det politiske motiv
Folk bliver politikere af mange grunde. Og vi har efterhånden hørt alle de latterlige fraser:

Jeg vil gerne gøre en forskel
Det er en udfordring
Jeg vil gøre en indsats for samfundet
Hjælpe de svage
Det er sjovt at være med, hvor beslutningerne tages


Flosklerne er naturligvis ren og skær verbalonani. Rent pladder. Alle politiske motiver udspringer fra primitiv egoisme. Forfængelighed, magtliderlighed og pengebegær. Folk bliver politikere, fordi de vil forsørges i luksus med ministerbil, privilegier og fede skatteyderbetalte pensioner ud fra naive forestillinger om specielle evner, der samtidigt vil gøre dem elskede, rige og berømte. Nogle politikere er direkte forkert skruet sammen i hovedet. Vi henviser diplomatisk til afsnittet: Personlighedsforstyrrelser
Så blev den ged rundbarberet.


For egen vindings skyld
Den politiske titel er kun til låns. Efter næste folketingsvalg ryger man måske ud fra Christiansborg. Måske ryger man ud efter at have løjet i Folketinget eller efter en rigtig ubehagelig kvajesag. Så er det slut med skatteyderbetalt luksus og privilegier. Risikoen for at kvaje sig er stor. Evnerne står nemlig sjældent mål med ambitionerne. Derfor er det med at rage til sig i tide. Nogle er rene naturtalenter i at snyde systemet. De platter med den største selvfølgelighed. Andre er mere forsigtige og fusker i det skjulte. Nye fiduser løber som en lynild gennem kontorerne bag lukkede døre. Alle vil være med i et eller andet omfang. Alle gør det.

Skatteyderne betaler kleptokraternes fest


Misbruget af skatteydernes penge foregår konstant i det politiske system. Jo højere på strå, desto større misbrug. Efter mange år på Christiansborg, mister mange politikere grebet om virkeligheden med en gigantisk selvretfærdig ejerfornemmelse i forhold til statskassen. Plattenslageriet betragtes herefter som en uskreven ret. Man reagerer fornærmet, hvis nogen kritiserer eller opdager fuskeriet. Vi andre har svært ved at forstå fænomenet. Kan en psykiater mon give en god forklaring?
I 2016 åbenbarede SF-politikeren Özlem Cekic ærligt sin mening om netop denne problematik på Facebook: »Jeg er skuffet over Christiansborg. Jeg troede, at når man blev folketingspolitiker, så var det, fordi man ville gøre en forskel først og fremmest for danskerne..... og at politikerne havde mod til at kæmpe for sagen og ikke kun for karrieremulighederne for sig selv.....«


Dansen om guldkalven



Er der et kontrolsystem?
De fleste politikere raaaaaaager til sig. Udnytter, vrider og platter systemet til egen fordel. Men hvordan går det an? Hvorfor gribes der ikke ind over for fusk, snyd og plattenslageri? Der må vel være en slags internt kontrolsystem i centraladministrationen. Og det er der ganske vist. Masser af kontrol. Det hviler alene på embedsværket. Alle de velbetalte små mappemænd i pænt tøj. Alle slipsedrengene med drømmen om at komme til tops i systemet. Og her kommer vi til kernen i problemet. De fleste af disse mennesker beskytter deres job og karriere. De lader tingene passere. Fuskeri og ulovligheder bliver fejet ind under gulvtæppet i angst for at få fingrene i klemme. Man kigger på sagerne med »mørkelygten«. På denne måde får politikerne frit spil. Jo højere man er placeret i lønrammen, jo mildere bliver der set på ulovlighederne. Hvis man stiller sig på tværs og afslører chefen eller ministeren, så er jobbet og forfremmelsen i fare.

Stå aldrig til søs. Lad de andre stå. Så ender du med kors, bånd og stjerner på......





Bureaukratiet



Skatteyderbetalt bureaukrati
Danmark har verdens største offentlige sektor målt i forhold til antallet af indbyggere. Der er tre offentlige kontornussere for hver producerende person. Det er en af grundene til, at vi betaler verdens højeste skat. Der er nemlig ikke producerende mennesker nok til at skabe nye værdier til at betale udgifterne. I stedet fisker man pengene op af folks lommer i et uset vanvittigt omfang.

Danskere i almindelighed og danske politikere i særdeleshed lider af et mærkværdigt kronisk behov for at »administrere« selv den mindste ligegyldige detalje. Dermed suger man producerende arbejdskraft ind bag skriveborde og papirbunker på mystiske kontorer med skuffer, skabe, reoler, computere og telefoner. Her sidder tusindvis af folk og nusser med papirer dagen lang i et selvforstærkende vanvid. Man opretter råd, nævn, udvalg, kommissioner og styrelser. Receptioner, sekretariater, sektionsafsnit og underafdelingers underafdelinger. Der er ingen ende på opfindelserne og argumenterne for at hælde endnu flere ikke producerende nussere ind på kontorerne. Til sidst sidder alle og gemmer sig uden at foretage sig noget fornuftigt. Sagerne bliver syltet i en papirbunke på et eller andet kontor med en ansvarsangst tyndbenet kontornusser. Nødvendige beslutninger bliver ikke ført ud i livet. Ansvar bliver overført til næste kontor længere nede ad gangen. Når tingene går galt, kan ansvaret fedtes af på en lang række embedsmænd. Skandaler og ubehagelige beslutninger udtyndes i et støvet snirklet bureaukrati. Politikerne elsker det.

Det overvægtige bureaukrati har en anden fordel. Gode venner og bekendte kan få et job. Børnene kan få et sommerferiejob. Besværlige kolleger kan flyttes rundt i systemet til et andet kontor. Afdankede politikere kan få et hyggested før pensionering.

Tusindvis af embedsmænd er ansat i bureaukratiet. Papirnussere, skrivebordsgeneraler, mappedyr, høvdinge, mellemledere, direktører og topchefer. Alle skubber tonsvis af papir rundt til hinanden på de fine skriveborde. Der holdes møder om selv den mindste detalje. Der holdes formøder for at planlægge møder. Beslutningsprocesserne og møderne er blevet et mål i sig selv. Substansen er forsvundet. Skatteyderne finanserer det vanvittige pengemisbrug i det skøre bureaukrati.


Udvalgene
Alle politikere på Christiansborg er medlem af et eller flere »udvalg«. Der sidder de og hygger sig med skatteyderbetalt kaffe og brød. Og hvad snakker de om på udvalgsmøderne? De snakker eksempelvis om ferie under fremmede himmelstrøg. Helst et eksotisk sted med fire- eller femstjernede hoteller på den anden side af jordkloden. De planlægger de såkaldte udvalgsrejser. Når de er blevet enige om et dejligt feriemål, så opfinder de et eller flere udvalgsfaglige formål. Det legitimerer rejserne. I virkeligheden er det rent fup. Ren ferie på skatteydernes bekostning. Når de når frem til destinationen, bruger de nogle timer på et par møder med ligegyldige folk. Går til nogle udstillinger. Eller kigger på bygninger og kunst. Resten af tiden går med at nyde livet.
Hvert udvalg har et toårigt fastlagt rejsebudget. Rejseiveren er så stor, at pengene ofte bruges op før tiden. Så tigger de flere penge af Folketingets Præsidium. Eller bruger af næste års budget. Skatteyderne betaler gildet. Læs mere under: Fuprejser
En oversigt over de skatteyderbetalte hyggesteder på Christiansborg nedenfor:



Skatteyderbetalte udvalg
Præsidiet (FPR)
Udvalget for Forretningsordenen (UFO)
Underudvalget under Udvalget for Forretningsordenen (UUF)
Udvalget til Valgs Prøvelse (UVP)
Arbejdsmarkedsudvalget (AMU)
Boligudvalget (BOU)
Det Energipolitiske Udvalg (EPU)
Erhvervsudvalget (ERU)
Europaudvalget (EUU)
Finansudvalget (FIU)
Forsvarsudvalget (FOU)
Indfødsretsudvalget (IFU)
Kirkeudvalget (KIU)
Kommunaludvalget (KOU)
Kulturudvalget (KUU)
Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU)
Det Politisk-Økonomiske Udvalg (PØU)
Retsudvalget (REU)
Skatteudvalget (SAU)
Socialudvalget (SOU)
Sundhedsudvalget (SUU)
Trafikudvalget (TRU)
Uddannelsesudvalget (UDU)
Udenrigsudvalget (URU)
Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (FLF)
Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik (UUI)
Udvalget for Videnskab og Teknologi (UVT)
Udvalget vedrørende Grønlandske Forhold (UGF)
21-mands-udvalget vedrørende Færøerne (FÆU)
§71-tilsynet (§71)
Det Udenrigspolitiske Nævn (UPN)
Udvalget vedrørende Det Etiske Råd (UER)
Europaudvalget, Underudvalg (UEU)
Udvalget til Prøvelse af Valgene (UPV)


Skatteyderbetalte kommissioner mv.
Danmarks Nationalbanks repræsentantskab
Danmarks Radios bestyrelse
Dansk Interparlamentarisk Gruppes bestyrelse
Det Udenrigspolitiske Nævn
Europarådet
Folk og Værn-Udvalget
Folketingets Grønlandsfond
Folketingets Økontaktudvalg
Kommissionen om øget grønlandsk selvstyre
Kontaktudvalget for Det Tyske Mindretal
Kunstrådets repræsentantskab
Landsskatteretten
Ligningsrådet
Lønningsrådet
NATOs Parlamentariske Forsamling
Naturklagenævnet
Nordisk Råd
OSCE's parlamentariske Forsamling
Rigsretten
Statens Kunstfonds repræsentantskab
Statsrevisorerne
Sygekassernes Helsefonds bestyrelse
Tilsynsrådet vedrørende beskæftigelsen af de indsatte
Udvalget vedr. Internationalt Ligestillingsarbejde
Udvalget vedrørende Det Etiske Råd
Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne
Vestunionens Parlamentariske Forsamling



Kommissionerne
Når et eller andet samfundsproblem får mediernes eller befolkningens bevågenhed, så aner politikerne ofte ikke deres levende råd. I stedet for at tage en beslutning, smider de problemet i en syltekrukke. En såkaldt »kommission«. Her siddder deres venner og bekendte i flere år og piller næse. Når journalisterne spørger ind til problemet, så henviser politikerne bare til, at kommissionen skal have ro til arbejdet. På et eller andet tidspunkt har alle så glemt problemstillingen. Hokus pokus. Skatteyderne får regningen for politikernes inkompetance. Det drejer sig altid om mange millioner kroner. Læs: Kommissionerne og Venstre


Embedsmændene
Mange politikere har ikke en kæft forstand på det, de får løn for at beskæftige sig med. Det er ingen hemmelighed på Christiansborg. Derfor ansætter man en hær af højtlønnede kontorchefer, sektorledere, sagsbehandlere, jurister og departementschefer. Hele denne bataljon af kontornussere skal fagligt og juridisk assistere den til enhver tid siddende regering med uafhængig information, vurderinger og analyser. Det skal klæde ministrene på til at fremføre korrekt information over for Folketinget. Embedsværket har principielt to formål:

  • De skal forhindre, at ministrene dummer sig. De skal bortforklare politiske kvajenumre og økonomisk fuskeri. De tjener som bolværk og buffere mellem ministrene, den politiske opposition og offentligheden. Hver eneste gang en minister udtaler sig i Folketingssalen eller i pressen, så har sagen forinden været vendt, drejet og diskuteret med embedsmændene. På denne måde prøver man at undgå at udstille ministrenes værste uvidenhed og inkompetance.

  • Embedsmændenes anden funktion går ud på at tage skraldet og agere »prügelknabe«. Når tingene er kørt helt af sporet for en minister, så er det dejligt at kunne kaste skylden på embedsværket. En topembedsmand bliver fyret eller degraderet. Så slipper ministeren for videre tiltale og ballade i pressen. Hyppigere og hyppigere ser man, at politikerne skubber embedsmændene foran sig i en politisk sag for at slippe helskindet igennem. Stærke ministre »tvinger« embedsmændene til at anlægge bestemte politiske holdninger i deres vurderinger. I embedsværket kaldes det for brug af »mørkelygten«. Man belyser en sag ved at udelukke specifikke detaljer. Det gavner karrieren. Herefter går ministeren i Folketinget med forkert og utilstrækkelig information. Det fik formanden for de offentlige chefer i DJØF til at reagere i marts 2010. I et fortroligt brev til Folketingets formand bad han denne om at gøre noget ved problemet (kilde: Ekstra Bladet). I 2014 udkom bogen »Mørkelygten« om netop dette emne.
    Et enkelt eksempel på brug af »mørkelygten« hos Venstre i 2010: Det ulovlige optjeningsprincip


    Embedsmændene fester for vores penge
    Politikerne fester, æder og drikker for over hundrede millioner kroner om året. Ministeriernes embedsmænd kan også være med. De bruger ca. 200.000 kr. om dagen på bespisning, mødekaffe og blomster til diverse receptioner (kilde: Ugebrevet A4). I 2007 brugte de 36,9 millioner kr. til disse formål. I 2008 var udgifterne steget til 42,3 millioner kr. svarende til en stigning på ca. 15 pct. De dyreste ministerier i denne sammenhæng er Økonomi- og Erhvervsministeriet , Kirkeministeriet og Sundhedsministeriet.
    Skatteyderne betaler.


    Embedsmændenes lønfest
    I 2008-2010 havde vi finans-, bankkrise og underskud på 100 milliarder kr. på de offentlige finanser. Derfor lavede VK-regeringen den såkaldte genopretningsplan (fattigpakken) med nulvækst og besparelser på alle områder involverende stort set alle samfundsgrupper - undtagen topcheferne i embedsmandsværket. De fik i 2009 lønstigninger på mellem 6,7-18,7 pct. svarende til en gennemsnitlig årlig lønforhøjelse på 121.000 kr. På samme tid hvor ministerierne skulle spare en milliard kroner. Statens 22 departementschefer steg 39 pct. i løn i perioden 2006-2015 til en gennemsnitlig årsløn på 1.873.150 kr. Kommunal- og koncerndirektørerne steg hhv. 34,2 og 33 pct. i løn i perioden august 2007-august 2015 (kilde: Ugebrevet A4).
    Desuden har eksempelvis departementscheferne en solid bonusordning. Som chefer indstiller de sig selv til bonus med opregning af selvvalgte resultater og vurdering af disse. Det kan give op til 300.000 kr. kr. i årlig bonus. Ordningen er i virkeligheden et tag-selv-bord. Eksempelvis scorede Justitsministeriets departementschef en række solide bonus´er i 2011-2013 (kilde: Ekstra Bladet):

  • 2011-12: 80.000 kr.
  • 2012-13: 100.000 kr.

    »Ingen kommentarer...... Spørg hos Personalestyrelsen......« - lød det samstemmende fra flere af de højtlønnede chefer. Læs i øvrigt: Departementschefernes lønfest


    Embedsmænd forgyldes for at holde kæft
    Vi kender alle en af slagsen. En tilsyneladende intelligent person i et højtlønnet job. På en eller anden måde er det lykkedes at komme højt på strå. I virkeligheden er vedkommende et totalt fæhoved. På et eller andet tidspunkt går det galt. Så vasker alle hænder. De mennesker, der ansatte fæhovedet, vil ikke indrømme fejltagelsen. Det beviser nemlig deres dårlige dømmekraft.
    I statsadministrationen er der mange af den slags mennesketyper under træværket. Hundredevis af højtbetalte embedsmænd. De er limet fast til underlaget. Når de har kvajet sig til en fyreseddel, så betaler man dem for at holde kæft. De får en eller anden loppetjans på et hengemt kontor. Et såkaldt »kommitteret« job til den sædvanlige løn. Så sladrer de ikke om alt fuskeriet. Eksempler nedenfor:

  • Forsvarschefen og »jægerbogsskandalen« i 2009.
  • Rigspolitichefen og politireformen i 2008.
  • Direktør for Udlændingestyrelsen og korruptionsskandalen i 2006.


    Departementschefernes lønfest
    I Danmark har hvert ministerium en ansvarshavende topchef. En såkaldt departementschef. En sådan person med ansvar for mange medarbejdere skal naturligvis have en god løn. Men tingene kører altid af sporet ved manglende kontrol. I alt 22 af disse chefer lever som konger og grever på skatteydernes regning med lønninger højere end ministrene, mystiske bonusordninger, privatchauffør i skattefri luksusbiler og fede pensioner. Alene bonusordningerne løber typisk op i 200.000 - 300.000 kr. årligt for en enkelt chef. En skattefri kørselsordning i luksusbil koster skatteyderne op til 250.000 kr. årligt ekskl. løn til privatchauffør. Det afslørede Ekstra Bladet i 2014. I perioden 2006-2015 steg deres årsløn med 39 pct. til gennemsnitligt 1.873.150 kr.
    Ingen af departementscheferne turde kommentere deres egne forhold. Og heller ikke den ansvarlige finansminister blå Bjarne (A). Og hvorfor nu det? Fordi disse topchefer oftest har mere forstand på tingene end de skiftende dumme ministre. Det er virkelig op ad bakke for en tungnem minister ikke at have departementschefens velvilje.
    Data for nogle departementschefer nedenfor (2014):

  • Departementschef i Statsministeriet. Årsløn ekskl. pension: 2.043.748 kr. Bonus på 300.000 kr. i 2011. Mercedes S 350 CDI (nypris 1,7 mio. kr.) med privatchauffør.

  • Departementschef i Finansministeriet. Årsløn ekskl. pension: 1.958.420 kr. Audi A8 3.0 (nypris 1,6 mio. kr.) med privatchauffør.

  • Departementschef i Erhvervsministeriet. Årsløn ekskl. pension: 1.820.246 kr. Bonus på 250.000 kr. 2011-14. Audi A8 3.0 (nypris 1,6 mio. kr.) med privatchauffør.

  • Departementschef i Justitsministeriet. Årsløn ekskl. pension: 1.768.033 kr. Bonus på 220.000 kr. 2011-14. Audi A8 3.0 (nypris 1,6 mio. kr.) med privatchauffør.

  • Departementschef i Udenrigsministeriet. Årsløn ekskl. pension: 1.651.114 kr. Bonus 25.000 kr. 2013-14. Audi A8 3.0 (nypris 1,6 mio. kr.) med privatchauffør.

  • Departementschef i Forsvarsministeriet. Årsløn ekskl. pension: 1.500.000 kr. BMW 730 Diesel (nypris 1,5 mio. kr.) med privatchauffør.



    Råd, nævn og styrelser
    Ministerier, regioner og kommuner administrerer en række råd, nævn og styrelser. Ifølge lovgivningen skal de politiske partier fylde disse steder op med skatteyderbetalte embedsmænd. Og det giver anledning til en del skænderier. Politikerne forsøger vedvarende at fylde disse hyggekontorer op med egne folk. Embedsmænd med egen »partifarve«. På denne måde tilstræber man systematisk at indføre egne politiske synspunkter helt ind i landets administration. Hvis man kan dominere eksempelvis Danmarks Radio med egne partikammerater, så får man sikkert den »rigtige« mediedækning. Eksemplerne er mange.
    Enhver politisk opposition anklager den til enhver tid siddende regering for dominans, kammerateri og vennetjenester med hensyn til at besætte disse jobs. Når oppositionen selv kommer i regering, så gør de nøjagtigt det samme. Og alle benægter plattenslageriet. Alle lyver. Før VK-regeringen kom til magten i 2001, beskyldte statsminister Fjogh (V) SR-regeringen for at misbruge deres magt på dette område. Hvad skete efter VK-valgsejren i 2001? Råd, nævn og styrelser blev besat med liberalt indstillede folk. Læs: Kristian kedelig søgte liberalister
    Disse jobs er såkaldt fede ben med en god løn for en minimal arbejdsindsats. Ca. 67 pct. af jobbene besættes med mænd med en højere uddannelse fra et højere funktionærjob fra den statslige sektor i Københavnsområdet.


    Spindoktorer, rådgivere mv.
    I enhver børneinstitution må man ansætte pædagoger for at forhindre, at børnene kvajer sig og kommer galt afsted. Sådan er det også på Christiansborg. I 2014 kostede det skatteyderne godt 37 millioner kr. under S-R-regeringen. Alle ministerier har een eller flere støttepædagoger. Officielt kaldes de spindoktorer, pressemedarbejdere og personlige rådgivere. Deres primære opgave går ud på at dæmme op for ministrenes kvajesager og beskytte dem mod besværlige journalister. De skal fortolke og fordreje sandheden i politikernes favør. Og lyve big time om nødvendigt. En stor del af deres tid går med at plante anonyme løgnehistorier hos journalister og medier. Eksempelvis går de rundt med ministrene på gangene på Christiansborg for at kunne hive dem væk fra ubehagelige spørgsmål fra pressekorpset. På denne måde bliver de sande intentioner og kvajesagerne fejet ind under gulvtæppet. Det er meget let af få et job som spindoktor på Christiansborg. Man skal bare kunne håndtere en computer og logge ind på ministrenes Facebook og redigere deres tåbelige profiler. Læs: Politikernes sutte-klud: Facebook
    En af de første spindoktorer på Christiansborg blev ansat af finansministeren som ministersekretær i Schlüter-regeringen (1989-1993). Det endte helt galt. Læs: sofa-Erik

    Efterhånden er der opstået en hel industri af disse overflødige højtlønnede barnepiger. De er alle ministerielt ansatte og således aflønnet af skatteyderne. I virkeligheden laver de ingenting. Sidder på hyggelige kontorer bag fine skriveborde og piller næse. Kigger i computer og taler i mobiltelefon. Opdaterer ministrenes profiler på Facebook og Twitter stik imod Statsministeriets regler. En gang imellem går de en tur på gangen og spiller »karl-smart«. Desuden deltager de flittigt i de skatteyderbetalte ministerrejser.
    Barnepigebrigaden danner nu et ekstra lag mellem befolkningen og de folkevalgte politikere. Hvis man som almindelig vælger eller journalist går ind på Christiansborg for at tale med en politiker eller embedsmand, så blinker og hyler alle alarmer. Døre og skotter bliver hurtigt lukket. Politikerne kryber i flyverskjul. Send spindoktoren derud - lyder det febrilsk i forkontorerne.
    Behovet for støttepædagoger afhænger af ministrenes kompetancer og deres angst for at dumme sig. Nogle ministre forventer, at et stort bureaukrati kan forhindre kvajesager. De gemmer sig bag spindoktorerne i et håb om at kunne skjule deres manglende kvalifikationer. Nogle politikere tør ikke gå uden for en dør uden e støttepædagog. Et enkelt eksempel: Fiskeriminister på fisketur
    Nogle ministre kommer på katastrofekurs på første dag i jobbet. Så kommer barnepigerne på arbejde med at designe den nye minister. Tøj og make-up. Farven på slipset. Kropssprog og gangart. Stemmeføring. Attitude over for politiske modstandere. Alt bliver diskuteret. Formålet er at sælge varen med det værdiløse indhold. Eksempelvis bruger Gucci-Helle (S) sko med ekstra høje hæle under stående debatter med bilags-Lars (V). Han er kun 1,67 m. høj. Dermed kan hun stå overlegent og kigge ned på ham. Det skulle være en fordel. Skatteyderne betaler.

    Spindoktorernes og rådgivernes beføjelser er defineret i »betænkning 1443« fra 2004:
  • Rådgivere ansættes i tilknytning til en minister. De må alene agere i forhold til den minister, som har ansat dem. Denne regel har ministrene ansvar for at overholde. Ellers bryder de forvaltningsloven. Når en minister fratræder sit job, så mister de personlige rådgivere også jobbet.
  • Rådgiverne har ifølge reglerne ikke instruktionsbeføjelser i forhold til det almindelige embedsværk. De må altså ikke udstikke ordrer og kommandere rundt med de øvrige ansatte i ministerierne.
  • Rådgiverne skal overholde dansk lovgivning og holde sig inden for gældende ret i deres rådgivning og bistand til ministeren. De er omfattet af principperne om sandhedspligt og faglighed. De må ikke bevidst videregive urigtige oplysninger eller oplysninger, som i den givne sammenhæng må anses for vildledende.
  • En rådgiver må ikke medvirke til en ministers valgkamp og samtidig oppebære løn som ansat i et ministerium.
  • En spindoktor el. rådgiver skal benytte ministeriets e-mail og ministeriets officielle brevpapir i sit arbejde. Dermed bliver korrespondancen registreret og gemt. Men i stigende grad er de begyndt at bruge egne private e-mails til at plante anonyme sladderhistorier og føre uofficiel korrespondance med medierne. Dermed bryder de offentlighedsloven.

    Før VK-regeringen overtog regeringsmagten i 2001 havde venstrepolitikerne gjort nar af socialdemokraternes mange politiske rådgivere. Da Venstre selv dannede regering, tillod statsminister Fjogh (V) en enkelt særlig politisk rådgiver pr. minister. Herefter eksploderede udgifterne til propagandaapparatet og støttepædagogerne. Læs om Venstres Pressetjeneste på Christiansborg.
    Udgifterne steg fra 18 millioner kr. i 2002 til 30 millioner kr. i 2007. Det svarer til 62 pressemedarbejdere fordelt på 14 spindoktorer og 48 pressechefer. Af dette beløb udgjorde lønningerne ca. 29,6 millioner kr. Resten af pengene blev brugt på aviser, mobiltelefoner, internetomkostninger og repræsentation mv. I perioden 2002-2009 brugte man som et minimum 92 millioner kr. på de politiske rådgivere. Fjoghs rådgivere var dyrest med en udgift på ca. 10,5 millioner kr. i nævnte periode. En spindoktor tjente i 2014 i gennemsnit 950.000 kr. Tal fra Finansministeriet samme år dokumenterede samlede årlige udgifter på 236 millioner kr. til statslige spin-, kommunikations- og pressefolk (401 årsværk).
    Da Gucci-Helle (A) blev statsminister efter valget den 15. september 2011 tillod hun hver topminister at ansætte to særlige politiske rådgivere. Det drejer sig om hende selv som statsminister, finansministeren, beskæftigelsesministeren, økonomi- og indenrigsministeren, forskningsministeren, skatteministeren, erhvervsministeren og udenrigsministeren. I 2013 var det blevet til i alt 29 pædagoger svarende til en lønudgift på 23 millioner kr. I 2017 under VLAK-regeringen ansatte man 21 særlige rådgivere svarende til en lønudgift (ekskl. pension) på 16,4 millioner kr. Læs om sossernes rekord under: Gucci-Helle

    Der er efterhånden så mange spindoktorer og pressemedarbejdere på Christiansborg, at de har taget magten fra politikerne. De har stille og roligt dannet deres egen stat i staten med egne hemmelige regler. Deres eget politiske magtimperium. I 2001 var 50 pct. af spindoktorerne tidligere journalister fra de store dagblade. I 2013 kom 45 pct. af dem fra en stilling som kommunikationsrådgiver, 47 pct. fra en politisk partiorganisation og kun 8 pct. fra et journalistjob.
    Svage og konfliktsky ministre har ikke en chance. De bliver kørt rundt i manegen af deres støttepædagoger. Visse journalister og medier bliver udelukket fra interviews og pressekonferencer, hvis de ikke fedter for støttepædagogerne. Der er nu så mange af disse platugler, at deres gøren og laden skaber politiske problemer. Ministrene risikerer at ryge ned fra taburetten på grund af rådgivernes egne private kvajesager. Nogle skræmmende eksempler nedenfor, hvor en støttepædagog mere eller mindre har været den direkte årsag til en politisk skandale:

  • Heunicke´s støttepædagog overfusede journalist
  • Spindoktor i SF fik fyreseddel
  • Jægerbogen
  • Lækage-sagen
  • Mail-gate
  • Fjoghs spindoktorer
  • Venstres pressetjeneste
  • Traktor-Troels spindoktor ville lække Gucci-Helles skatterapport
  • Lille Sørens (V) luderbesøg
  • Finansministerens (V) fuskeri med EU-hektarstøtte

    Under valgkampe er det ikke rimeligt, at skatteyderne skal finansere spindoktorernes arbejde for enkeltpolitikere og politiske partier. I 2004 lavede man derfor en regel for deres aflønning i en sådan situation: »De særlige rådgivere bør ikke kunne medvirke til deres ministers valgkamp samtidig med, at de oppebærer løn som ansatte i et ministerium«.
    Reglen lægger op til, at en minister og et politisk parti selv skal aflønne spindoktorerne under en valgkamp. Og hvordan omgår man denne regel? Det er ganske enkelt. Under valgkampe bliver spindoktorerne fritstillet fra deres arbejde. Som kompensation modtager de en skatteyderbetalt fratrædelsesgodtgørelse. Det svarer til lønnen under valgkampen. Hokus pokus. Skatteyderne betaler.
    Under valgkampen til folketingsvalget den 13. november 2007 blev der udbetalt fratrædelsesgodtgørelse på ca. 450.000 kr. til spindoktorer i otte ministerier. Statsminister Fjoghs (V) støttepædagog fik 75.000 kr. Og det er mystisk. Statsministeren var en af de varmeste fortalere for den nye aflønningsregel. Se hvilke ministre (november 2007), der omgik reglen:

  • Statsminister, Fjogh (V)
  • Erhvervsminister, Bambi (K)
  • Beskæftigelsesminister, Rottweileren (V)
  • Justitsminister, Kavalergangen (K)
  • Forsvarsminister, Rambo (V)
  • Kulturminister, kultur-Brian (K)
  • Transportminister, Jakob Axel Nielsen (K)
  • Forbrugerminister, cola-Carina (K)




    Udgifter til spindoktorer
    VK-regeringens skatteyderbetalte støttepædagoger tjente godt i 2007 (kilde: Ekstra Bladet, 26. august 2008). Årsløn pr. spindoktor inkl. pension:

  • Statsministeriet: 1.275.225 kr.
  • Erhvervsministeriet: 1.068.896
  • Justitsministeriet: 946.695 kr.
  • Beskæftigelsesministeriet: 1.150.000
  • Forsvarsministeriet: 1.005.973 kr.
  • Finansministeriet: 822.620 kr.
  • Skatteministeriet: 822.556 kr.
  • Undervisningsministeriet: 765.300 kr.
  • Videnskabsministeriet: 810.300 kr.
  • Fødevareministeriet: 612.061 kr.

    I 2014 under S-R-regeringen var udgifterne til støttepædagogerne eksploderet til godt 37 millioner kr. Læs nedenfor (kilde: Finansministeriet):

  • Udenrigsministeriet: 4.376.608 kr.
  • Økonomi- og Indenrigsmin.: 3.253.764 kr.
  • Statsministeriet: 2.868.605 kr.
  • Skatteministeriet: 2.530.141 kr.
  • Justitsministeriet: 2.479.771 kr.
  • Min. for børn, ligestilling, integration: 2.299.375 kr.
  • Transportmin.: 2.292.809 kr.
  • Beskæftigelsesmin.: 2.230.961 kr.
  • Udd. og Forskningsmin.: 2.165.673 kr.
  • Sundhedsministeriet: 2.024.040 kr.
  • Forsvarsministeriet: 1.512.325 kr.
  • Finansministeriet: 1.422.910 kr.
  • Miljøministeriet: 1.338.729 kr.
  • Klimaministeriet: 1.109.771 kr.
  • Undervisningsmin.: 1.068.581 kr.
  • Min. for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri: 972.133 kr.
  • Kulturministeriet: 958.711 kr.
  • Min. for Landdistrikter: 956.791 kr.
  • Erhvervs- og Vækstmin.: 939.419 kr.
  • Kirkeministeriet: 262.204 kr.



    Folketingssalen



    Mødetyranniet
    I gamle dage sendte man et brev. Eller løftede telefonen og gav en besked. Ingen grund til panik. Alle problemer kunne løses ved simpel kommunikation. Det var bare et spørgsmål om at sætte kompetente folk til at tage fornuftige beslutninger. Den tid er forbi. I 1970´erne startede mødetyrraniet. Det afskaffede ganske langsomt beslutsomme og kompetente folk. I dag tør ingen længere tage et ansvar. I stedet for holdes møder for at udtynde ansvaret og opfinde konsensusbeslutninger. Det er aftalt på et møde.....!! - bliver der sagt, når tingene går galt. På den måde kan uduelige chefer og politikere tage beslutninger i et ynkeligt univers af total inkompetance og ansvarsfraskrivelse. Det medfører naturligvis dårlige og ligegyldige beslutninger. Dokumentationen herfor ses dagligt i dansk politik.

    Inkompetente mennesker holder møder


    Ansvars- og beslutningsangste mennesker løser problemer ved at afholde et møde. Der holdes møder om alt mellem himmel og jord. Intet er for stort. Intet er for småt. Der holdes formøder for at planlægge formøder til møder. Der aftales, planlægges og arrangeres. Der skrives mødedatoer ind i computere. Mødekalendere hænges op i kontorer og gange. Der indkøbes borde, stole og videoskærme. Bygges kontorhuse med mødelokaler. Der ansættes støvede kontornussere til at arrangere og planlægge møder. Hele arbejdsdage går med møder. Man afholder kurser og skriver tykke bøger om møder. Bureaukraterne og politikerne elsker det. Nu behøver de ikke tage beslutninger og ansvar. De holder bare et møde.

    Før i tiden blev succes målt i produktion. Man skulle producere en vare eller en ydelse for at optjene sin løn. I dag kan man nøjes med at producere en mødeaktivitet. Møder er blevet et produkt og et formål i sig selv. Der er opstået en veritabel mødeindustri. Et helt nyt erhverv, der går ud på at udvikle, formidle og tjene penge på møder. Og alle klapper i hænderne. Møderne tager beslutningerne og ansvaret. Hurra.

    Danmark er mødetyranniets paradis. Hvis man smider alle de blege tyndbenede mødefyrster ud fra alle mødelokalerne, så ville vi være besparet for en masse vanvid. Når bureaukraterne holder møder, fordi de ikke kan finde på andet at lave, så producerer de problemer. De skaber luftkasteller, fantasifostre og spøgelser. De opfinder problemstillinger, som ikke eksisterer i den virkelige verden. De opfinder løsninger på falske forudsætninger. På den måde vedligeholder de deres egne formålsløse aktiviteter.

    Møder er tidsspilde. Møder er dovne menneskers undskyldning for ikke at lave noget. Møder er beskæftigelsesterapi for inkompetente bureaukrater. Møder er undskyldninger for ikke at tage beslutninger og ansvar. Møder er vor tids idioti. Møder koster skatteyderne milliarder af kroner. Politikerne og bureaukraterne griner. Skatteyderne betaler.
    Vi har et forslag:
    Giv dem en skovl i hånden



    Konsulenterne
    Skal vi sidde i rundkreds og røre ved hinanden? Skal vi kigge hinanden dybt i øjnene og krænge vores røv om til en sommerhat? Skal vi arrangere temadag og sidde i robåd med chefen med et glas rødvin og snakke overlevelsesstrategi og erfaringer med vores første kys? Det ønsker konsulenterne. Og de tager sig fyrsteligt betalt.

    Gennem de sidste 20 år er der opstået en veritabel konsulent- og coachindustri. En hær af badutspringere og fusentaster, der forsøger at bilde os ind, at de ikke kan undværes. Gamle rundryggede militærfolk og bjergbestigere. Afdankede erhvervsledere. Mystiske mappemænd, fæhoveder og dumrianer som ikke kan bruges andre steder. Alle disse selvbestaltede rådgivere tjener deres penge på at fortælle os ting, som vi allerede ved. På kostbare kurser gør de enkle hverdagsfænomener indviklede. Teoretiserer banal viden. De kalder bare tingene noget andet. Giver dem et engelsk popsmart navn. Hvert år opfinder de et nyt mirakelord. Et nyt begreb, der skal få gammel muggen leverpostej til at glide ned. Og fylde deres bankkonti op med skatteyderpenge.

    Outsourcing. Insourcing. Omstillingsparathed. Kompetanceudvikling. Kvalitetssikring. Audit. Benchmarking. Læringsudbytte. Kommunikationsstrategi. Tværfaglighed. Behovsanalyse. Samordningsmoduler. Funktionsbærende enheder. Markedsevident feedback. Management. Akkrediteringsordninger. Brugernær produktion. Multitasking. Human ressource management. Key account management. Team management. New public management. Innovations-platforme. I 2015 skulle man være »flow-orienteret« på sit arbejde. I 2016 fandt »Mystery Makers« på at spærre fjolser inde i aflåste rum for lade dem »team builde« sig ud igen ved at løse forskellige mysterier. Det er ikke løgn.

    Hver gang der konstrueres et nyt fint ord, tjener konsulenterne penge. Så skal der afholdes nye kurser, kick-off-møder og temadage. Nye overlevelsesevents. Nye møder og kongresser hvor den gamle vin bliver serveret i nye flasker. Politikerne, cheferne og embedsmændene stimler sammen. Alle vil være med. Alle vil høre om det nye mirakelord. Herefter kommer mellemlederne og de almindelige ansatte på kursus. Oppe på talerstolen står konsulenterne og snakker volapyk. De fægter med arme og ben og gentager det nye ord igen og igen. Alle må tage det til sig. Ingen kan undvære det nye begreb, hvis de vil overleve i branchen. I smøgpausen kigger folk på hinanden. Tør man indrømme, at man intet forstår? Tør man sige, at det hele er spild af tid og penge? Er man blevet klogere og dygtigere, når man møder klokken lort på arbejde mandag morgen? Selvfølgelig er man ikke det.

    Konsulenternes nye mirakelord er »lean«. Nu skal vi alle fodres med »lean«. Det er engelsk og betyder »hældning« eller »magert kød«. »Lean production« betyder afskaffelse af unødvendige arbejdsrutiner. På denne måde optimeres produktion. Skulle det være en ny og revolutionerende idé? Ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha! På almindeligt dansk betyder »lean«: Få fingeren ud af røven og kom i gang med at arbejde.

    Konsulentindustrien er et lokum. En stor ildelugtende beskidt møgspand, hvor skadelige bakterier gror uhæmmet og formerer sig på skatteydernes bekostning. I de første ti måneder af 2010 omsatte konsulentindustrien for 4,2 milliarder kr. til kunder i det offentlige. I 2009 anslog Statsrevisorerne en statslig udgift til konsulentbistand på 3,9 milliarder kr. Og hvorfor er konsulenterne så populære i det offentlige system? Fordi ingen tør tage et ansvar eller en beslutning alene. Når en hær af højtbetalte konsulent-tosser har været ind over forløbet, så udtyndes ansvar og beslutninger. Forkerte konklusuioner kan senere fedtes af på konsulenterne. I inkompetancens hellige navn. Det ender næsten altid med en stor regning til skatteyderne. En sidste kommentar til konsulentindustrien og deres medløbere:

    Uduelige fæhoveder





    De priviligerede



    Levebrødspolitikerne
    De fleste folketingspolitikere bliver rekrutteret fra de ungdomspolitiske organisationer. I marts 2007 offentliggjorde to studerende ved Ålborg Universitet deres speciale i sociologi. Specialet var baseret på interview med 2.495 medlemmer fra disse organisationer. Det viser sig, at en typisk ungdomspolitiker læser statskundskab på universitetet og bor i en storby. Desuden har vedkommende veluddannede og politisk engagerede forældre. Altså priviligerede mennesker.
    De fleste politikere på Christiansborg har altså en akademisk baggrund. De flytter hjemmefra i en ung alder og direkte over på et kollegieværelse eller en forældrefinanseret ejerlejlighed. Derefter bruger de 4-5 år på studier i en beskyttet tilværelse. Nogle ender herefter på Christiansborg. På intet tidspunkt stifter de bekendtskab med »den virkelige verden« på en almindelig arbejdsplads.
    I november 2010 viste en analyse lavet af CEVEA (borgerlig tænketank), at kun 10,5 pct. af folketingspolitikerne besidder en erhvervsuddannelse. Til sml. er tallet 31,8 pct. i befolkningen. De øvrige politikere er akademikere. BT opgjorde i 2012, at 20 pct. svarende til 36 ud af 179 folketingspolitikere i 2012 aldrig havde færdiggjort deres uddannelse eller havde haft et fuldtidsjob uden for politik. I 2014 havde 41,7 pct. af folketingets 175 politikere en Djøf-uddannelse med en samlet andel af akademikere på 54,3 pct.

    Der er 179 folkevalgte medlemmer af Folketinget (MF). De fleste af dem bliver genvalgt år efter år. De mister derved grebet om den virkelige verden. De lever et overbeskyttet vanetænkende skatteyderbetalt luksusliv, som de for alt i verden vil bevare og beskytte. Efter nogle år på Christiansborg bliver privilegierne og luksuslivet deres vigtigste politiske motiv. Love og regler produceres udelukkende for at opretholde deres egen magelige nassende tilstand. Politiske meninger og holdninger bliver ligegyldige. De ender som politiske parasitter med flyverskjul i træværket i ministerierne omkring Christiansborg. Det koster årligt befolkningen milliarder af kroner. Det er naturligvis ikke meningen med folkestyret. Meningen er, at folket skal kunne indvælge nye, friske og dygtige folk og fravælge plattenslagerne, fuskerne, kludremiklerne og fæhovederne.

    Det danske demokrati er et levebrødsdemokrati


    Folketingspolitikernes vigtigste opgave er at stemme om lovforslag i Folketinget på Christiansborg. Hvert år kommer der 200-300 nye lovforslag. De skal vedtages eller afvises på ca. 100 møder i salen. Resten af tiden holder de fri eller hygger sig på kontorerne med skatteyderbetalte aviser og kaffe. Mange politikere er så dovne, at de aldrig viser sig i folketingssalen. Derfor har man installeret højttalere på kontorerne. Så kan de sidde og lytte til folketingsdebatten fra kontorstolen, mens de lumrer med kaffen og kigger porno i computeren. Velbekomme. Se et typisk ugeskema for en MF´er nedenfor.


    Skatteyderbetalte privilegier
    Af en eller anden uforståelig grund mener landets politikere sig selvskrevet til en masse skatteyderbetalte pvivilegier. Eksempler nedenfor:

  • Frikort til DSB (1. klasse), Movia og Metro.
  • Fri rejse med færger
  • Fri brobizz
  • Fri indenrigsflyvning mellem Chr.borg og bopæl (og i arbejdsøjemed)
  • Fri hyrevognskørsel (i arbejdsøjemed)
  • Godtgørelse for kørsel i egen bil
  • Frikort til Tivoli og Zoologisk Have
  • Tilskud til spisning i Snapsetinget på Chr.borg
  • Ekstra lejlighed i København (v. bopæl udenfor Sjælland) og tilskud for dobb. husførelse
  • Et antal hotelovernatninger efter specifikke regler

    Ud over de skatteyderbetalte privilegier vælter det ind med privilegier fra forskellige interesseorganisationer og erhvervslivet. Her risikerer politikerne at komme i konflikt med korruptionslovgivningen. Det rager de fleste en fjer. Grådigheden er for stor. Mere nedenfor.


    Maksimum for skatteyderbetalt reræsentation
    Den 10. april 2007 faldt der dom i Farum-sagen. Den tidligere venstreborgmester blev idømt to års ubetinget fængsel. Han blev eksempelvis dømt for mandatsvig ved at have spist og drukket for en formue. Pengene blev hentet i kommunekassen.
    Med dommen blev der sat en juridisk grænse for politikernes repræsentationsudgifter. En politiker samt dennes gæster må maksimalt spise og drikke for 1.000 kr. pr. person. Før denne dom var der frit slag. Politikerne kunne bare bruge løs af skatteydernes penge.


    Berusede politikere
    I Danmark har ca. 93 pct. af alle arbejdspladser forbud mod alkoholindtagelse i arbejdstiden (kilde: Sundhedsstyrelsen). Dette forbud gælder også for de ansatte på Christiansborg. Men ministrene og de menige folketingsmedlemmer kan bare drikke løs. De er nemlig undtaget fra reglerne. De er jo valgt og ansat af folket - lød det som undskyldning fra en socialdemokrat i april 2008 (kilde: Nyhedsavisen).
    Folketingspolitikerne kan altså fulde sig i arbejdstiden. De kan sidde på kontorerne og i Snapstinget og drikke sig høne hamrende stive. Derefter kan de gå i Folketinget og opføre sig som idioter. Nogle politikere lader skatteyderne betale regningen. Eksempelvis: bilags-Lars (V) og promille-Peter (V) samt Sundhedsordfører plakatfuld i Folketinget


    Politikernes boligfest
    Knap 90 pct. af folketingspolitikerne er boligejere. Den gennemsnitlige værdi af deres ejerbolig er 2,6 millioner kr. Ministrenes ejerboliger er gennemsnitligt 4,6 millioner kr. værd. De fleste boligejere findes i Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Til sammenligning ejer kun 60 pct. af den almindelige befolkning deres egen bolig. Boligejerne er altså stærkt overrepræsenteret i Folketinget (kilde: Jyllands-Posten, juli 2006).
    Ifølge Danmarks Statistik udgør såkaldt almene boliger 19,7 pct. af boligmassen i Danmark. Men kun to ud af 175 folketingsmedlemmer svarende til 1,1 pct. bor i en almen lejebolig. Det skrev Ekstra Bladet i april 2011 efter en gennemgang af politikernes adresser. Man udbad sig en kommentar fra socialordføreren i Venstre. »Det vil jeg ikke kommentere......« - svarede han ynkeligt og krybende.
    Folk med forstand på økonomi har foreslået, at man omlægger noget af skatteprovenuet fra indkomstskat til boligskat. Det er Venstre, Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti imod. Nu forstår vi hvorfor.


    Gratis luksusboliger i København
    Når almindelige arbejdende mennesker fra provinsen rejser til København for at arbejde, så må de tage til takke med en skurvogn, et værelse hos private eller et hotelværelse. Sådan er det ikke for politikerne. Folketinget har spenderet 140 millioner kr. på luksuslejligheder på centralt beliggende steder i Wildersgade på Christianshavn og Tordenskjoldsgade bag Det Kgl. Teater. Læs nedenfor.

    I november 2010 stod 49 møblerede luksuslejligheder mellem 61-95 kvm. klar til indflytning for folketingspolitikere fra Fyn og Jylland i ejendommen Tordenskjoldsgade 7-9 bag Det Kgl. Teater i København. Et stenkast fra Christiansborg og Strøget. Ejendommen, som tidligere var en del af balletskolen, blev købt og istandsat for 125 millioner kr. i årene forinden. Alle lejligheder blev møbleret for ca. 50.000 kr. Prisen for hver lejlighed løb op i 2,6 millioner kr. Skatteyderne betaler huslejen på 5.000 kr. pr. mnd., vandafgift, el, varme, fællesantenne og evt. andre boligudgifter.
    Ejendommen blev renoveret af firmaet Tordenskjold Boliger Aps. Da firmaet lavede afleveringsforretning i efteråret 2010, manglede Folketinget at betale 904.824 kr. for arbejdet. Det ville man først betale efter udbedring af en række fejl og mangler. Firmaet bragte herefter disse ting i orden til overtagelsen i november 2010. I december måned havde Folketinget så lavet en ny mangelliste. Der skulle eksempelvis fjernes fingeraftryk fra en væg i opgangen!!!!! Da firmaet kom for at bringe de sidste ting i orden, blev de nægtet adgang til ejendommen. Nu var politikerne nemlig flyttet ind!!!! Herefter stævnede firmaet Folketinget for manglende betaling.
    Det almene boligselskab KAB tilbød Folketinget billigere lejligheder på Nørrebro og i Valby. Men det interesserede ikke folketingets formand (tidl. finansminister for Venstre). »Jeg er kommet til den erkendelse, at jyder også er mennesker..... jeg har skrevet under på Grundloven - ikke på janteloven......« - udtalte han storskrydende og arrogant til Ekstra Bladet. I en pressemeddelelse i august 2009 udtalte han, at de nye lejligheder ville blive 50-60 kvm. store. Men det var en stor løgn. Formentlig for at undgå misundelse. De to største lejligheder i to plan kom op på 95 kvm. stykket. Kun to lejligheder er på 61 kvm. De øvrige er mellem 62-91 kvm. store. I øvrigt har OSCE kontor i bygningen.
    Folketinget har fastsat en øvre grænse på 19.950 kr. pr. kvm. for byggeri under almene boligselskaber til almindelige mennesker i København. Men kvadratmeterprisen for politikernes luksuslejligheder i Tordenskjoldsgade kom op på ca. 31.750 kr. Det er ikke noget problem. Da folketingspolitikerne lavede loven, undtog de sig selv fra reglen.

    Folketinget har desuden købt ni lejligheder til provinspolitikerne for 11,5 millioner kr. i en ejendom i Wildersgade 15 ved Christianhavns Kanal i København. De blev møbleret for 50.000 kr. pr. lejlighed. Istandsættelsen blev udført af polske arbejdere med en gennemsnitlig arbejdstid på 58 timer pr. uge. De blev betalt med 40 kr. i timen. Desuden var de formentlig illegalt ansat. Da luksuslejlighederne i Tordenskjoldsgade stod færdige i november 2010, flygtede politikerne ud af ejendommen i Wildersgade for at komme ind i de nye og større lejligheder bag det Kgl. Teater.

    Ved Ridebanen på Christiansborg er en enkelt lejlighed indrettet til en folketingspolitiker fra provinsen. Her skal man skrabe, fedte og spytslikke ekstra grundigt for at komme i betragtning.

    Provinspolitikerne kan nyde livet i København fra de bedste og mest centralt beliggende adresser. Det sammer gælder deres koner, kærester, elskerinder og børn mv. For det er jo sådan, tingene foregår. Det koster dem ikke en krone. De mister det såkaldte skattefrie omkostningstillæg på ca. 57.228 kr. årligt. Men de beholder tillægget for dobbelt husførelse på knap 30.000 kr. årligt. De bliver således betalt for at bo gratis.
    Provinspolitikerne er naturligvis glade. Så glade, at man ikke kan få navnene oplyst på de indflyttede politikere. Folketingets Præsidium vil ikke udlevere et eneste navn. Og man kan godt spare sig en tur til bygningerne for at se på navneskilte i porten. Der står ingen navne. Men Villy Sleepingvalley fra Socialistisk Folkeparti fik en lejlighed i 2011 i Tordenskjoldsgade. Det samme gælder Cola-Carina fra Det Konservative Folkeparti, partilederen fra Ny Alliance og fødevareminister reklame-Henrik fra Venstre.

    Natten til torsdag den 30. november 2014 havde ukendte gerningsmænd skrevet »korrupte svin« og »boliger til alle« på den fine bygning på Tordenskjoldsgade. Et par vinduer var blevet smadret. Om morgenen blev politikerne forskrækkede. »De skulle have en røvfuld, rent ud sagt, når de ikke kan respektere andre folks ejendom.....« - udtalte en politiker fra Dansk Folkeparti. »Hærværk er en uacceptabel ting. Det gælder ikke kun, når det er Folketingets ejendom.....« - udtalte en politiker fra Socialistisk Folkeparti. Men de heldige politikere i luksuslejlighederne havde glemt en lille ting. Ejendommen er folkets (skatteydernes) ejendom. De betaler jo enhver form for rengøring i ejendommen under alle omstændigheder.


    Frikort, rabatkort og gratis underholdning
    Af en eller anden mærkværdig grund synes mange private erhverv, at vores højtbetalte politikere skal belønnes med gratis gaver. Det tog naturligvis overhånd på et tidspunkt. Derfor lavede Personalestyrelsen i 2007 regler for området for alle offentligt ansatte. Vejledningen »god adfærd i det offentlige« fastslår, at en gave ikke bør overstige et niveau på ca. 500 kr. som f.eks. en bog eller en vingave. Men reglerne siver ikke ind hos politikerne. Politikerne mener ikke, at reglerne gælder for dem. Eksempler nedenfor.

  • Politikerne kommer gratis ind til premierer, gallaforestillinger, indvielser og festforestillinger.
  • Tivoli og Zoologisk Have i København udstyrer folketingspolitikerne med gratis gæste-adgangskort.
  • DFDS lusker frikort til bilfærger og dejlige kahytter ind på ministerkontorerne.
  • Kulturministre får frikort til teatre, museer, Nordisk Film, Arken, Louisiana, Bella Center og Statens Naturhistoriske Museum. Ægtefæller, kærester og elskerinder er naturligvis inkluderet.
  • Tøjforretninger lusker rabatkort ind hos politikerne. Eksempelvis: Gucci-Helle (A) og lille Søren fra Østermarie (V)
  • I 2008 blev det afsløret, at den konservative vicestatsminister havde fået gratis jagt- og golfture betalt af erhvervslivet.
  • H. C. Andersen-festen i Parken i april 2005 gav et underskud på 15-20 millioner kr. Den katastrofale økonomi skyldtes uprofessionel og manglende politisk styring. Skatteyderne betalte en stor del af underskuddet. Politikerne betalte intet for deres billetter.
  • I januar 2005 åbnede den nye Opera i København. Den er bygget og betalt med midler fra A. P. Møllers Fond. Pengene i fonden er skattefrie. Operabygningen er altså i virkeligheden betalt af skatteyderne. Politikerne og deres ægtefæller var inviteret med til åbningsfesten. De betalte intet for billetterne og sad på de bedste pladser. Ved samme lejlighed så vi i TV et interview med et ganske almindeligt ægtepar. De havde betalt 3.000 kr. for to ståpladser. Hustruen var gravid i ottende måned. Hun måtte stå op i tre timer.

    De begunstigede politikere fører sig i begyndelsen rødmende og akavede frem. Laksko, pingvintøj og lange kjoler bliver indkøbt eller lejet. Mange kan ikke helt forstå den vanvittige gaveregn. Men efterhånden bliver det en selvfølge. De lader sig herefter gladeligt fotografere som betydningsfulde verdensmænd på de bonede gulve. Sætter sig andægtigt ind på de bedste pladser. I pausen konverseres de »rigtige« mennesker i VIP-logerne. Her har vælgerne ingen adgang. Måske kan man være heldig at give hånd til en fra kongehuset. Så nejer, bukker og skraber man dybt som en rigtig undersåt.

    Ministrenes gaver skal ifølge reglerne offentliggøres på ministeriernes websites. Læs mere under: Korruption


    Dejlige gaver
    Politikerne og topembedsmændene glæder sig til fødselsdagene, jubilæerne, jul og nytår. Så vælter det ind med gaver fra NGO´er, ambassader, fagforeninger, erhvervsorganisationer og alskens mystiske sammenslutninger. En minister kan score cigarer, vin og spiritus til et helt års forbrug. Vi taler om vin, spiritus og chokolade. Kalendere og askebægere. Fyldepenne. Slips. Ure og tasker. Manchetknapper og smykker til fruen. Kun fantasien sætter grænser. Bureaukraterne elsker det og fylder luksusbilerne op. Skatteyderne betaler.

    Der er dog visse grænser for gavegiveriet. Der eksisterer officielt to slags gaver for politikere:

  • Lejlighedsgaver. Disse gaver er givet i anledning af fødselsdage, jubilæer og lign. De er reelt skattefri. Hver gaves værdi må gerne overstige 750 kr. uden at skulle opgives til skattevæsenet.
  • Andre gaver. Disse gaver er kun skattefri, hvis deres værdi ligger under 750 kr. Hvis værdien overstiger dette beløb, så skal de opgives til SKAT. De er altså skattepligtige. Man kan dog vælge at »afvise« en sådan gave ved at lægge den i depot i ministeriet eller Statsministeriet. Så skal den ikke opgives til SKAT.

    I Personalestyrelsens vejledning fra 2007 for offentligt ansatte står, at en gave ikke bør overstige et niveau på 500 kr. - som f.eks. en bog eller en vingave. Men ministrene mener naturligvis ikke, at reglerne gælder for dem. De vil beholde gaverne.
    Pr. april 2009 skal et ministerium offentliggøre rejseudgifter, repræsentationsudgifter og modtagne gaver mv. på ministeriets website. Det blev indført som led i en såkaldt »åbenhedsordning«. Man besøger pågældende website, og klikker sig frem til »ministeren« el. »ministeriet«. Derefter klikker man på »aktiviteter og udgifter« eller »åbenhedsordning«. Links til ministerierne: Folketinget


    Skatteyderbetalt julefrokost
    Det er tilsyneladende almindelig kotyme, at en minister holder skatteyderbetalt julefrokost med sine medarbejdere og topembedsmænd. I Justitsministeriet skulle en sådan aften med et par embedsmænd typisk løbe op i 10.000 kr. I april 2006 fik den konservative justitsminister en påtale af Rigsrevisionen for at have spist og drukket for 19.330 kr. til en julefrokost i 2001. Men det hjalp ikke. I 2011 holdt den socialdemokratiske justitsminister temadag med efterfølgende julefrokost for 284 medarbejdere for 396.035 kr.
    Politikerne forsvarer sig med, at der ingen regler er på området. Der er ingen faste rammer for en kuvertpris, når en minister bespiser sine gæster. I forbindelse med retssagen mod Brixtofte i Farum Kommune, talte bagmandspolitiet om mandatsvig ved kuvertpriser over 1000 kr.
    Skatteyderbetalte julefrokoster. Hvorfor skal vi andre betale for politikernes og embedsmændenes fornøjelser? Betaler vi også regningen på luderbaren? Vi forstår det ikke.

    Hvis man vil opleve folketingspolitikerne på slap line udenfor normal arbejdstid (efter kl. 14:00), så skal man besøge de små listige beværtninger i stræderne omkring Christiansborg. Og der skal man naturligvis være parat til at filme med sin mobil. Eksempelvis:
  • Toga Vinstue, Store Kirkestræde, København K
  • RUBY, Nybrogade, København K


    Runde fødselsdage
    Politikernes "runde" fødselsdage finanseres af skatteyderne. Festerne og receptionerne med fornemme gæster afholdes på Christiansborg. Alt foregår i arbejdstiden. God mad og spiritus bliver bragt af specielle cateringfirmaer tilknyttet det politiske system. Gaver og blomster bliver overrakt under taler og klapsalver. Nogle politikere er så frække, at de omdeler lister med gaveønsker før festen. Alt betales af offentlige midler. Når branderten køres hjem i hyrevogn, så ordnes regningen med en skatteyderbetalt bon.
    Hvorfor skal vi finansere politikernes fødselsdage? Vi forstår det ikke.


    Gratis kjoler
    Under VK-regeringen 2001-2005 opstod der en ny fidus på Christiansborg: Køb kjolestoffet og få resten gratis.
    Statsministerfruen, justitsministeren (K) og ministeren for udviklingsbistand (V) fik syet kjoler gratis på Odense Skrædderskole og Alexandraskolen i Frederikshavn. Statsministerparret fik gratis kjolesyning for formentlig 165.000 kr. (læs: Venstre). Fuskeriet blev naturligvis opdaget. De pågældende ministre kunne ikke se, at de havde gjort noget forkert!
    Kan alle kvinder få gratis kjolesyning på skrædderskolerne? Har de fine ministre hørt om ordet »korruption«? Har de betalt skat af de gratis ydelser?


    Gratis iPhone
    I 2010 blev samtlige 179 folketingepolitikere tilbudt en gratis iPhone til en værdi på ca. 5.500 kr. i butikkerne. Læs: Gratis iPhones


    Bilags-regler
    Umiddelbart før folketinget tog på sommerferie den 12. juni 2008 fremkom VK-regeringen med et regelsæt for bilag og ministerrejser. Det var en direkte konsekvens af flere venstreministres uregelmæssigheder. Læs eksempelvis: bilags-Lars og rottweileren

    Nye regler:
  • alle ministerier skal efter en repræsentation påføre bilagene med dato, deltagere, og deltagerkreds på en standardiseret blanket.
  • udgifter til partimøder i et ministerium skal straks tilsendes partiet.
  • ministersekretariaterne skal kontrollere alle bilag og sørge for deres korrekte betaling.
  • hver måned skal et ministeriums økonomikontor checke ministerens gave- og repræsentationsbilag.
  • hvis en ministerægtefælle deltager i en udlandsrejse, og der ikke foreligger en invitation, så skal ægtefællens udgifter afholdes af ægteparret.




    Løn, pension og orlov



    Offentlighedsloven
    I Danmark kan politikerne selv sidde og bestemme deres løn, pensioner og andre privilegier. De vedtager bare løjerne i Folketinget. Den slags går altid galt. Mennesker bliver altid overmandet af primitiv grådighed. Derfor er det uomtvisteligt nødvendigt med offentlighed i forhold til politikernes aflønningsforhold. Skatteyderne finansierer jo festen.
    Ifølge dansk lovgivning er oplysninger om politikeres og ministres løn, pension og eftervederlag mv. tilgængelige for offentligheden efter anmodning om aktindsigt hos Moderniseringsstyrelsen. Naturligvis. Hvilke motiver andre end snyd kan en politiker have for at skjule sine statslige lønforhold? Læs eksempelvis: Det mystiske eftervederlag


    Vederlagskommissionen
    I 2012 sad Venstres folketingsgruppe som sædvanligt og kedede sig på Christiansborg. Så fik Kristian Jensen, Ellen Trane Nørby, Inger Støjberg og Lars Chr. Lilleholt en storslået idé. De ville have mere i løn. Politikerne i Norge og Sverige får nemlig højere løn end danske politikere. Men Folketingets andre partier nedstemte forslaget den 12. juni 2012 i en tid med finanskrise (naturligvis). I stedet for at passe sit arbejde brugte »danse-Kristian« (V) herefter formentlig oceaner af tid på sagen. I 2014 gik Radikale Venstre, Socialdemokraterne og SF endelig med på forslaget. Så festede man i Venstre. Nu var bilags-Lars (V) nemlig igen løbet tør for lommepenge.
    Et sådant projekt kræver selvfølgelig en »uafhængig kommission« for at give tingene et legitimt udseende. Ellers ville politikerne igen blive beskyldt for at give sig selv lønforhøjelser. Og man skulle finde en kommissionsformand med den »rigtige« holdning til projektet. Den lå lige til højrebenet. Tidl. departementschef og nuværende DR-formand Michael Christensen havde nemlig forinden givet DR-generaldirektøren en helt ubegrundet lønforhøjelse på 700.000 kr. årligt samtidig med fyring af 100 DR-medarbejdere. En mand med en sådan mentalitet var netop hvad politikerne skulle bruge til deres kommission. Herefter oprettede man den såkaldte »Vederlagskommission« bestående af tidl. politikere, embedsmænd og DR-formanden Michael Christensen. Nu håbede man på samme gavmildhed i en undersøgelse af lønforholdene for folketingsmedlemmer, ministre og regionsformænd. Og man besluttede sig for i »gensidig forståelse mellem aftalepartnerne at følge indstillingen fra kommissionen«. Naturligvis. Opgaven var nemlig at gennemtrumfe solide lønforhøjelser. Kommissionens opgaver blev grundigt forberedt:

  • Analyse af den samlede vederlæggelse af borgmestre, regionrådsformænd, folketingsmedlemmer og ministre.
  • Forslaget til ny vederlæggelse skal »tage højde for den udvikling, der over de seneste år har været i politikernes arbejdsvilkår«.
  • Arbejdet skal være færdiggjort inden udgangen af 2015.

    I januar 2016 blev kommissionens anbefaling med stigning i grundlønnen på 14 pct. for folketingspolitikere, 12 pct. for ministre og 30,5 pct. for landets borgmestre lækket til Politiken før den officielle offentliggørelse. Altså som forventet solide lønstigninger til i forvejen højtlønnede mennesker. Så skulle man tro, at politikerne straks rettede ind på geled. Det havde de jo på forhånd aftalt. Men det gjorde de ikke. Og hvorfor nu det? Fordi kommissionen mandag den 18. januar 2016 åbenbarede politikernes virkelige lønningsforhold i forhold til de nye anbefalinger. Og det drejede sig om en lønnedgang totalt set på grund af afskaffelse af omkostningstillægget samt reduktion af eftervederlag og luksuspensionerne. Se nedenfor.

  • Folketingsmedlemmer: gennemsnitlig total årsløn 1.193.000 kr. (2015) med reduktion til 1.106.000 kr. i den nye anbefaling.
  • Ministre: gennemsnitlig total årsløn 2.586.000 kr. (2015) med reduktion til 1.969.000 kr. i den nye anbefaling.
  • Udenrigs- og finansmin.: gennemsnitlig total årsløn 2.762.000 kr. (2015) med reduktion til 2.317.000 kr. i den nye anbefaling.
  • Statsmin. og folketingsform.: gennemsnitlig total årsløn 3.027.000 kr. (2015) med reduktion til 2.666.000 kr. i den nye anbefaling.
  • Borgmestre: grundløn øges med 30,5 pct. med reduktion totalt set af årslønnen på mellem 34.000 og 129.000 kr. i ny anbefaling.

    Stort set alle politikerne undtagen landets borgmestre spredtes for alle vinde som en flok forskræmte høns med afvisning af anbefalingerne stik imod deres primære løfter om af følge kommissionens forslag. Ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha! Ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha! Den havde de nok ikke lige set komme. I april 2016 lukkede politikerne kommissionen med bevarelse af deres luksuspensioner og en lønforhøjelse til landets borgmestre på 31 pct. Et almindeligt HK-medlem skal arbejde i 222 år for at optjene en pension svarende til en politiker med otte år på ministerkontoret. Loppetjansen i kommissionen gav formanden 111.000 kr. i honorar. De fem øvrige medlemmer tjente alle op til 35.000 kr. I alt havde kommissionen kostet skatteyderne ca. 1,1 million kr. i jan. 2016.


    Skatteyderbetalt luksusløn
    Folketingspolitikerne bestemmer selv deres egen lønindkomst og pension samt længden af deres egne ferier. Disse ting forhandles helst hemmeligt i Folketinget. Lønforhøjelser bliver altid vedtaget. ALTID. Størrelsen er derefter. Desuden er folketingsmedlemmer og ministre forudlønnede. Den høje løn udbetales før udført arbejde. Overordentligt mærkværdigt. Læs nedenfor:

    Folketingsmedlemmer:
  • En almindelig folketingspolitiker tjener i grundvederlag ca. 625.000 kr. om året (2015) svarende til 52.083 kr. pr. måned.
  • Dertil kommer det skattefrie årlige omkostningstillæg på 60.000 kr. svarende til 5.000 kr. pr. måned. Tillægget skal bruges på repræsentation, rejser, IT-udstyr, frimærker mv. Men Folketinget har i al hemmelighed overtaget disse udgifter. Dermed fungerer tillægget som en lønforhøjelse svarende til en værdi på 137.000 kr. årligt.
  • For folketingsmedlemmer boende uden for København ydes godtgørelse for ekstra boligudgifter op til 100.203 kr. årligt svarende til 8.350 kr. pr. måned. Pengene er skattefrie. Tillægget bortfalder for MF´ere med en bolig ejet af Folketinget.
  • Med sammenregning af grundløn, omkostningstillæg, eftervederlag og pension tjener en almindelig folketingspolitiker ca. 1.193.000 kr. årligt (2015). Til sammenligning ligger den gennemsnitlige lønindkomst for danske lønmodtagere under 300.000 kr. årligt (kilde: Danmarks Statistik, 2011).
  • Ifølge The Economist i 2013 befinder danske parlamentarikere sig på en 11´te plads rent lønmæssigt i sml. med 28 andre lande.

    Ministre:
    En minister tjener i gennemsnitligt grundvederlag ca. 1.177.250 kr. årligt. Udenrigsministeren, finansministeren og vicestatsministeren tjener 110 pct. af grundvederlaget svarende til ca. 1.294.700 kr. årligt. Statsministeren tjener 125 pct. af grundvederlaget svarende til ca. 1.471.000 kr. årligt. Ved sammenregning af grundløn, tillæg, eftervederlag og pension tjener en gennemsnitlig minister ca. 2.586.000 kr. årligt. Udenrigs- og finansministeren tjener ca. 2.762.000 kr. årligt og statsministeren og folketingsformanden ca. 3.027.000 kr. årligt.
    Lønnen til ministre og folketingsmedlemmer reguleres ifølge reglerne for tjenestemænd i det offentlige. I øvrigt har folketingspolitikerne frikort til SAS, Metro, DSB, HT og Taxa. Det sparer dem for tusindvis af kroner årligt.

    Der er ingen mødepligt i Folketinget. Man kan blive væk fra sin arbejdsplads i dagevis uden problemer. Det politiske arbejde går ud på at sidde og snakke og drikke kaffe. Resten af tiden går med at tale i mobiltelefon og kigge i computer. Dagligdagen krydres med skatteyderbetalte fester og receptioner. Man har altid en eksotisk skatteyderbetalt rejse at glæde sig til. Den årlige ferie er på 2-3 måneder. Politikerne har således en arbejdsuge på langt under 37 timer. Timelønnen er enorm. Skatteyderne betaler.


    Omkostnings- og boligtillæg
    En folketingspolitiker, der har fast bopæl/folkeregisteradresse uden for Sjælland eller Nyborg kommune, havde frem til 2008 ret til et årligt skattefrit omkostningstillæg på ca. 71.573 kr. Beløbet udbetaltes efter dokumentation af udgifter til husleje, renter på lån, varme, vand, fællesantenne, el mv. Dertil kommer et boligtillæg på ca. 30.000 kr. årligt. Pengene skal kompensere for rejseaktivitet, hotelophold og leje eller køb af en bolig i eksempelvis hovedstadsområdet. Et folketingsmedlem fra provinsen kunne på denne måde skattefrit score op til 100.203 kr. årligt oven i folketings- eller ministerlønnen på hhv. 1.193.000 kr. og 2.586.000 millioner kr. årligt.

    Folketingets Præsidium administrerer ordningen. En gang årligt ved årets begyndelse skal medlemmet afgive erklæring om, at den frie lejlighed anvendes som det almindelige overnatningssted i forb. med møder på Christiansborg. Men man kontrollerer ikke, om politikerne overholder reglerne. Det overlades til de kommunale myndigheder. Med andre ord er der fri mulighed for fuskeri. Den 12. oktober 2006 besluttede man, at tillægene ikke skal være omfattet af reglerne om offentlighed i forvaltningen. Man kan altså ikke få aktindsigt i folketingspolitikernes tillæg. Ekstra Bladet kunne den 13. marts 2008 oplyse, at 44 millioner kr. var blevet udbetalt til politikerne i perioden 2001-2007.
    Hvorfor al dette hemmelighedskræmmeri? Hvad skjuler politikerne? Hvis en folketingspolitiker fra provinsen køber en bolig i i København, så betaler skatteyderne en stor del af udgifterne. Når man ikke længere er medlem af folketinget, så sælger man boligen med en stor fortjeneste. Flere politikere har tjent millioner af kroner på denne måde. Eksempelvis komiske Inger, PC og miljø-Schkidt fra Venstre. Måske er dette forklaringen på hemmelighedskræmmeriet.

    Hvordan udnytter en rigtig plattenslager ordningen? Man flytter permanent til en bolig i København og »glemmer« at afmelde sin gamle folkeregisteradresse. Derefter hæver man det årlige skattefrie boligtillæg. Hvis man er rigtig dygtig, så udlejer man den gamle bolig til »sort« husleje og scorer endnu flere penge. Det kaldes socialt bedrageri.

    I 2015 afslørede Ekstra Bladet den såkaldte Kollerup-finte. En helt ny fuske-variant over boligtillæget. Den socialdemokratiske kommunalordfører havde folkeregisteradresse i Nordjylland. Derfor kunne han hæve boligtillægget og samtidig have råderet over en af Folketingets lejligheder i Tordenskjoldsgade i København. I virkeligheden boede han på Christianshavn ca. 700 kmeter derfra med sin kæreste og to børn. Venner, bekendte og familie benyttede lejligheden i Tordenskjoldsgade som et skatteyderbetalt hotel ved besøg i København. Læs om sagerne nedenfor.

  • ferie-Lene (K)
  • Kylle (K)
  • kneppe Kofod (A)
  • Venstres politiske ordfører
  • Kollerup-finten (A)
  • Koldbøtte-Anders (I) i boligsag

    Efterhånden gik det op for Folketinget, at primitiv grådighed og dumhed forhindrede boligordningen i dens oprindelige form. Den afslørede simpelt hen for mange plattenslagere. I 2008 blev man enige om at indkøbe toværelses 50-60 kvm. store lejligheder til fri afbenyttelse i København til de ca. 75 folketingsmedlemmer fra provinsen. Til gengæld mister man en del af det tidl. boligtillæg. Herefter følger der »kun« ca. 30.000 kr. med den nye ordning. Lejlighederne blev imidlertid større end udmeldingen fra Christiansborg. Læs: Gratis lejligheder i København
    Reglerne fra 2012 om omkostningstillæg og politikerboliger kan læses i Retsinformation.dk under »Bekendtgørelse om tildeling af boliger og godtgørelse af boligudgifter m.v. til medlemmer af Folketinget«. Uddrag af teksten nedenfor:

  • Paragraf 1. Folketinget stiller vederlagsfrit en bolig til rådighed for et ordinært medlem, der har bopæl uden for det sjællandske område......
  • Paragraf 2. Det er en betingelse for benyttelse af en vederlagsfri bolig stillet til rådighed af Folketinget el. for udbetaling af godtgørelse for en fast supplerende bolig, at den pågld. bolig anvendes som medlemmets almindelige overnatningssted i forbindelse med møder på Christiansborg..... Andres, herunder familiemedlemmers, eventuelle anvendelse af boligen skal være af underordnet betydning.....
  • Paragraf 6. Et medlem, der får stillet en bolig vederlagsfrit til rådighed el. modtager godtgørelse for en fast supplerende bolig, skal en gang om året ved kalenderårets begyndelse over for Folketingets admin. afgive erklæring om, at den pågld. bolig anvendes som medlemmets almindelige overnatningssted i forbindelse med møder på Christiansborg.....


    Skatteyderbetalt eftervederlag
    I gamle dage kunne det være svært at få et nyt job efter at være blevet sparket ud som politiker fra Christiansborg. Derfor opfandt man det såkaldte eftervederlag. Pengene skulle kompensere for en periode med arbejdsløshed indtil man fandt et job. Men den slags luksus går altid over gevind. I dag lever mange politikere højt og flot af eftervederlaget, mens de hæver en tårnhøj løn fra et nyt job. Det er i direkte strid med lovens intention.

    En folketingspolitiker får eftervederlag (løn) efter en ministerperiode eller udtrædelse af Folketinget iht. til følgende bestemmelser (kilde: Retsinformation):

    § 1. Et ordinært folketingsmedlem, hvis medlemskab ophører ved et folketingsvalg, eller som på grund af sygdom udtræder af Folketinget, oppebærer et eftervederlag, jf. § 109, stk. 2, der svarer til grundvederlaget efter § 108, stk. 2, i lov om valg til Folketinget. Eftervederlaget ydes i det antal måneder, der svarer til det halve af det hele antal måneder, den pågældende senest i en sammenhængende periode har været medlem af Folketinget eller medlem af Europa-Parlamentet. Eftervederlaget ydes i mindst 12 måneder og højest i 24 måneder, jf. dog § 2.

    § 2. I eftervederlaget efter § 1 modregnes fra og med den 13. måned for summen af følgende indtægter:
    1) løn, rådighedsløn, ventepenge eller pension som tjenestemand
    2) løn fra ansættelse på andre vilkår end tjenestemandsvilkår inden for staten, folkeskolen, folkekirken, Folketinget, under Københavns Kommunes skolevæsen, Færøernes landsstyre, Grønlands hjemmestyre, i en kommune, et koncessioneret selskab eller en stats- eller kommunegaranteret virksomhed
    3) løn fra ansættelse i et aktieselskab, som efter en opgaveomlægning varetager de arbejdsopgaver, inden for hvilke den pågældende var beskæftiget som ansat i staten eller folkekirken, og hvori staten ejer mere end 50 pct. af aktierne
    4) grundvederlag, eftervederlag eller pension som statsrevisor, borgmester eller rådmand
    5) pension efter lov om vederlag og pension m.v. for ministre
    6) løn, vederlag, eftervederlag eller pension fra medlemskab af Europa-Parlamentet og Kommissionen samt fra hverv i internationale organisationer, hvortil udpegning sker efter indstilling af den danske stat
    7) løn for personligt arbejde i ansættelsesforhold, som ikke er omfattet af nr. 1-3 eller 6
    8) overskud fra selvstændig erhvervsvirksomhed, der skattemæssigt anses som personlig indkomst (dvs. indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed svarende til bidragsgrundlaget efter arbejdsmarkedsfondslovens § 10, stk. 1 eller 2)
    9) vederlag, honorarer eller anden indkomst for personligt arbejde uden for ansættelsesforhold, som ikke kan henføres til selvstændig erhvervsvirksomhed, samt vederlag for udnyttelse af immaterielle rettigheder
    10) fratrædelsesgodtgørelser, efterbetalinger efterløns- og pensionslignende ydelser, når disse har sammenhæng med et tidligere ansættelsesforhold eller erhvervsforhold, i det omfang de nævnte indkomster ikke er omfattet af nr. 1 eller 6
    11) udbetalinger fra pensionsordninger med løbende udbetalinger og ratepensionsordninger omfattet af afsnit I i pensionsbeskatningsloven

  • Når en folketingspolitiker ikke bliver genvalgt, har vedkommende altså ret til et skatteyderbetalt eftervederlag i halvdelen af det antal hele månder, vedkommende har været medlem. Det er på ca. 625.000 kr. om året og gives i mindst 1 år og maksimalt i 2 år. I det første år må man tjene op til 135.524 kr. i et andet job med en lavere løn før modregning i eftervederlaget. Efter det første år skal evt. anden indtægt modregnes i eftervederlaget.

  • Vederlaget til afgåede ministre afhænger af længden af ministertiden, således at det gives i mindst 18 mdr. og maksimalt i tre år. Vederlaget ydes i en periode svarende til halvdelen af det antal hele måneder, hvori vedkommende i alt har været minister. Det årlige beløb svarer til en ministerløn på ca. 1 million kr. En minister, der har virket i mere end seks år, kan få eftervederlag i op til tre år svarende til ca. 3,2 millioner kr. Vederlaget udbetales mærkværdigvis også til tidl. ministre, der fortsætter som medlemmer af Folketinget. Hvis man i vederlagsperioden tiltræder et civilt job, så modregnes noget af denne løn i eftervederlaget.
    Hvis en politiker har haft to eller flere afbrudte ministerperioder, så ligger vejen åben for forgyldning. Efter første ministerperiode får vedkommende eftervederlag for halvdelen af perioden. Efter anden ministerperiode ydes eftervederlag for halvdelen af to perioder. Efter tredje ministerperiode ydes eftervederlag for halvdelen af tre perioder. Og så fremdeles. På denne måde kan man få udbetalt vederlag flere gange for samme ansættelsesperiode. Totalt skørt. Fremgangsmåden er i strid med »ånden« i loven. Kan nogen finde på at misbruge reglerne på denne måde? Intet problem. Nedenstående tre politikere fik af Personalestyrelsen tilsammen udbetalt 2,4 millioner kr. for 47 måneder for meget i eftervederlag:

  • Kødvaskeren (K)
  • Asfalt-Schmidt (V)
  • Ø-Karen (V)

  • Afgående borgmestre og regionsformænd i landets 98 kommuner har ret til halvanden måneds eftervederlag pr. hele påbegyndte år i jobbet. Pengene gives i højest 12 måneder. I 2015 blev Carl Holst (V) forsvarsminister i V-regeringen efter at have været formand for Region Syddanmark. Det gav et eftervederlag på 833.000 kr. oven i ministerlønnen på ca. 1,2 million kr. Den sag gav naturligvis en del ballade. Læs: sommerferie-Carl (V)

    Det er ganske utroligt. Ifølge reglerne kan en minister efter blot en times arbejde hæve eftervederlag i 18 måneder svarende til godt 1,7 million kr. Læs eksempelvis om: Jonas Dahl (SF)
    Efter folketingsvalget den 13. november 2007 måtte ialt 51 politikere forlade Folketinget på grund af manglende genvalg. Deres eftervederlag i et år beløb sig til ialt 28 millioner kr. Efter folketingsvalget den 15. september 2011 forlod 66 politikere Folketinget. Det kostede 25,5 millioner kr. i eftervederlag. Under S-R-SF-regeringen i perioden 2011-2014 kostede talrige ministerrokader skatteyderne 25 millioner kr. i eftervederlag (folketingsløn ikke modregnet).
    Og hvorfor nu denne ekstravagance? Hvorfor skal højtlønnede folk have flere års løn med i lommen, når de forlader jobbet? Ingen kan give et klart svar. Alle politikere går i flyverskjul stillet over for spørgsmålet. Ordningen stammer formentlig fra gamle dage, hvor mange politikere var bønder uden uddannelse. Hvis de røg ud af det vellønnede folketingsjob, så stod de uden mulighed for at forsørge sig selv og familien. Men disse livsbetingelser gælder jo også for alle andre arbejdende mennesker. Med tiden er ordningen stille og roligt eksploderet. Pengene vælter ned i politikernes lommer.

    Nogle politikere er så smarte, at de melder sig ind i en A-kasse. Det skal bare gøres mindst et år før de forlader Folketinget. Så har de ret til dagpenge i to år efter eftervederlagsperioden. Dermed kan en folketingspolitiker tjene en fed løn i op til fem år (eftervederlag plus dagpenge) uden at røre en finger. Eksempler: Gucci-Helle og skrigeskinken

    Moderniseringsstyrelsen administrerer ordningen om eftervederlag og modregning af evt. andre indtægter i vederlagsperioden. Men man opkræver ikke renter af skyldige beløb, hvis modtageren »glemmer« eller nægter at indberette indtægter til modregning. Nogle politikere bruger derfor statskassen som gratis kassekredit. Læs eksempelvis under bilags-Lars (V): Det hemmelige mystiske eftervederlag


    Retrætejob
    Efter mange år som trofast folketingspolitiker har man kvalificeret sig til et skatteyderbetalt retrætejob. Det kræver, at man har været loyal overfor systemet og haft »korrekte« politiske meninger. Der bliver oprettet et hyggejob og fundet et pænt lille kontor. Man bliver ansat som »kommitteret« (befuldmægtiget). Det lyder fint. Så kan man sidde og kigge ud af vinduet, indtil man går på pension.
    Partilederne får naturligvis de bedst betalte retrætejob. Et hyggejob som EU-parlamentariker er eftertragtet. I løbet af få år kan man spare en formue sammen til pensionen. Skatteyderne betaler.


    Folketings- og ministerpension
    Politikerne kommer ikke til at lide nød i alderdommen. De bestemmer nemlig selv størrelsen af deres skatteyderbetalte pensioner. Med jævne mellemrum stemmer de for en forhøjelse af beløbene. Ud over den almindelige folkepension drejer det sig om folketingspension og ministerpension. Nogle får desuden EU-pension. I 2014 udbetalte staten (skatteyderne) godt 67,7 millioner kr. i folketings- og ministerpensioner. Af disse penge gik 53,8 mio. kr. til folketingspensionerne og 13,9 mio. kr. til ministerpensionerne. Pensionerne er generelt så lukrative, at en almindelig folketingspolitiker på otte år kan optjene fuld tjenestemandspension. Sådanne pensionsordninger kan man slet ikke forhandle sig frem til i hverken det offentlige el. private arbejdsmarked. En almindelig HK´er skal arbejde i mindst 40 år for at optjene den pension, som en minister på Christiansborg optjener efter bare et enkelt år. Det er naturligvis det glade vanvid. Læs om privilegierne nedenfor.

    1. Folketingspension
    En politiker har ret til folketingspension på maksimalt 384.000 kr. årligt, når han/hun har været ordinært medlem af Folketinget i mindst 1 år. Pengene er skattepligtige. Pensionen ydes fra 60-årsalderen for medlemmer indvalgt i tinget før den 1. juli 2007. Efter denne dato ydes pensionen efter den aktuelle efterlønsalder på 62 år. Fra år 2019 stiger pensionsalderen for alle folketingspolitikere gradvist til 62 år ifølge velfærdsreformen fra juni 2006. For resten af befolkningen stiger pensionsalderen til 67 år. Politikerne skal altså arbejde fem år mindre end de skatteydere, der forsørger dem. Efter 20 år som folketingsmedlem rammer man den maksimale grænse for størrelsen af folketingspensionen.

    2. Ministerpension
    Op til år 2000 fik ministre straks livslang ministerpension efter endt ministerperiode. Uanset alder og længden af tiden som minister. Ordningen blev oprindeligt lavet som kompensation for manglende indtægt efter jobbet i Folketinget. Men nu om dage får politikerne straks et nyt job. Derfor blev den vanvittige ordning lavet om i år 2000 med en aldersgrænse på 60 el. 62 år og en periode på mindst et år som minister. Det skete efter, at den kun 30-årige »sursen« fra Kristeligt Folkeparti blev tildelt livslang årlig ministerpension på 90.000 kr. efter kun 20 måneder som energiminister. Man kan frivilligt afsige sin ministerpension. Det er aldrig sket.
    Ministerpensionen udgør 306.456 - 344.400 kr. årligt afhængigt af, om man er under eller over 65 år. Pengene er skattepligtige. Beløbet afhænger desuden af tiden tilbragt som minister. For ministre før år 2000 udbetales pensionen uanset alder resten af livet oven i anden løn. Pensionen standses dog under en ny periode som minister. Men man må gerne tjene en fuld årsløn som folketingsmedlem samtidig med udbetaling af ministerpensionen. Desuden er deres børn berettiget til pension til det 21. år. For ministre efter år 2000 udbetales beløbet først efter 60 eller 62 år. Efter otte år som minister rammer man den maksimale grænse for størrelsen af ministerpension.
    Det maksimale loft over kombineret folketings- og ministerpension udgør ca. 609.000 kr. pr. år. Det er over 50.000 kr om måneden svarende til ca. 25.000 kr. efter skat. Mange politikere har flere sideløbende private pensioner. Og dertil kommer folkepensionens grundbeløb på ca. 5.900 kr. pr. måned (før skat). Med udgangspunkt i en folketingspolitiker med 10 års anciennitet, så skal en almindelig lønmodtager indbetale 572.400 kr. årligt til en privat pensionsordning for at få lige så meget i pension som politikeren. Hvis man som lønmodtager tjener 600.000 kr. årligt, så skal man indbetale 83 pct. af sin løn i 20 år. Politikerne vil ikke tale om deres luksuspensioner. Man forstår hvorfor. I 2014 blev der udbetalt i alt 13,9 millioner kr. i ministerpension til 87 tidl. ministre. Den absolutte pensionskonge og tidl. socialdemokratisk forsvarsminister var Poul Søgaard (S) med 428.000 kr. i årlig pension. Det gav ham 14 millioner kr. i pension i perioden 1982-2015.

    3. EU-pensioner
    EU-politikerne har rene EU-luksuspensioner på op til 700.000 kr. årligt med en EU-skat på kun 11,8 pct. De er ikke underlagt det danske pensionsloft på 609.000 kr. årligt. Dermed kan de score over en million kr. årligt efter skat i kombineret EU-pension, minister- og folketingspension. Eksempel: Margrethe d. 3 (R)

    I foråret 2011 rendte VK-regeringen fra velfærdsreformen fra juni 2006. Med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre indgik man forlig om en forringelse af efterlønsordningen og folkepensionen til ikrafttrædelse efter folketingsvalget i 2011 med en borgerlig regering. Nu skulle antallet af efterlønnere reduceres fra 130.000 i 2011 til 30.000 i 2020. Folkepensionsalderen skulle hæves fra 65 til 69 år. Men reglerne skulle ikke gælde for folketingspolitikerne. Under forhandlingerne om den såkaldte 2020-plan stillede Enhedslisten et forslag i Folketinget den 5. maj. De foreslog, at folketingspolitikernes pensionsforhold skal sidestilles med befolkningens. Det forkastede et massivt politisk flertal.
    FOA-formanden foreslog herefter, at folketingspolitikerne skal fratages retten til at bestemme over egne løn- og pensionsforhold. Det kunne man overlade til et uafhængigt organ. Men det forslag gad man slet ikke høre på i Folketinget.

    Når en pensionist i Danmark atter genindtræder som lønmodtager på arbejdsmarkedet, så modregnes lønnen i pensionen efter ganske bestemte regler. Sådan er det også for fhv. folketingspolitikere og ministre - skulle man tro. Hvis de atter modtager lønindkomst, så modregnes det i deres fede folketings- og ministerpensioner. Men næeh, nej. På Christiansborg har man fundet en metode til at undgå modregning. Man udbetaler ikke »løn«, men bare et »honorar«. Så bliver indtægten ikke modregnet i pensionen. Hokus pokus. Læs: Eksportambassadører

    Fredag den 24. april 2015 stemte man i Folketinget om et forslag fra Enhedslisten om at forringe pensionsvilkårene for folketingspolitikerne. Eksempelvis skulle politikernes pensionsalder sidestilles med befolkningens folkepensionsalder. Men forslaget blev forkastet med et stort flertal. I januar 2016 foreslog den såkaldte Vederlagskommission at reducere politikernes pensionsordninger til et niveau sammenligneligt med almindelige menneskers pensioner. Politikerne sagde nej tak. De ønsker at bevare deres luksuspensioner, mens de vedtager ringere pensionsvilkår for befolkningen. Hykleri og svineri i skøn forening.


    Orlovsfinten
    Hvordan holder man et eller flere års ferie med fuld løn? Det ved man i Folketinget. Og man taler ikke om det til hvem som helst. Iflg. Folketingets forretningsordens paragraf 41 kan et folketingsmedlem få orlov pga. sygdom, midlertidig udsendelse i offentligt hverv, møder i Færøernes Lagting el. Grønlands Landsting, midlertidig ministerorlov i forb. med rejser, barsel, barns fødsel og adoption samt andre grunde. Et folketingsmedlem modtager ikke vederlag under begrundelsen »andre grunde«. Hvordan omgår man denne sidste ubehagelighed? Hvordan får man løn under orlov begrundet af »andre grunde«? Det gør man ganske enkelt ved at holde orlov i en periode med eftervederlag eller ministerpension. Størrelsen af disse ydelser svarer til en gennemsnitsløn i den gode ende. Hokus pokus. Fed lang ferie med fuld løn. Og hvem benytter sig den slags skatteyderbetalt luksus?
    Den 4. december 2011 meddelte traktor-Troels (V) sin orlov fra Folketinget på grund af anklager i Gucci-Helles (A) skattesag. En orlov uden løn kunne han stolt oplyse. Men det var en sandhed med modifikationer. Efter at have været miljø-, skatte- og undervisningsminister i perioden 23. september 2007 - 3. oktober 2011 var han berettiget til to års eftervederlag svarende til 2,2 millioner kr. Det »glemte« han at fortælle medierne. Herefter hyggede han sig med traktoren på gården med en del af de dejlige penge fra december 2011 til 12. marts 2012. Læs: Skattesags-kommissionen

    Hvem andre benytter sig af skatteyderbetalt orlov? Svaret på dette spørgsmål er en selvfølgelighed. Naturligvis en liberal politiker. Den 25. august 2015 rejste den 25-årige søn til bilags-Lars (V) til USA for at studere et semester på Harvard University. Han søgte orlov fra jobbet i regionsrådet fra 1. september 2015 til 1. januar 2016. Regionsrådet bevilgede ham orlov med fuldt vederlag i de første tre måneder.


    Ministerbørn forgyldes
    Børn af ministre og statens tjenestemænd har krav på en årlig statslig ydelse indtil det 21. år ved forældrenes pension eller død. Den mærkværdige ordning stammer fra gamle dage, hvor man ville takke rigets overhoveder for trofast tjeneste. Og ordningen er naturligvis aldrig blevet afskaffet.
    Børn af pensionerede tjenestemænd får 8.800 kr. årligt (børnepensionstillæg). Børn af afdøde tjenestemænd får årligt 16.700 kr. (børnepension). Og børnene får årligt 33.400 kr. ved begge forældres død. Pengene udbetales indtil børnenes 21. år. I 2012 udbetalte man børnepensionstillæg til otte ministerbørn og 4.369 tjenestemandsbørn. De årlige udgifter for skatteyderne løber op i ca. 85 millioner kr.
    I 2015 udbad Ekstra Bladet sig nogle kommentarer til ordningen fra forskellige politikere. »Det er fuldstændigt grotesk, at vi har en situation, hvor de kan få det.....« - udtalte Per Clausen fra Enhedslisten. »Det er helt til hest og fuldstændigt tåbeligt. Selvfølgelig skal de ikke have børnepenge. Det skal laves om.....« - udtalte Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti.
    Hvor længe kan dette skatteyderbetalte cirkus og åbenlyse pengesvineri fortsætte??




    Ferie



    Skatteyderbetalt ferie
    Den såkaldte Vederlagskommission (2014-2016) undersøgte ministrenes arbejdstid ved at udspørge dem om tidsforbruget. Konklusionen lød på en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 67 timer. Og den holder naturligvis ikke i den virkelige verden. Folketingets 179 medlemmer har ingen officiel ferie. Alligevel holder de fri i over halvdelen af året. I 32 uger ud af årets 52 uger har de fri. De arbejder altså kun 20 uger svarende til 100 dage hvert år. Når man lægger sygedage, udvalgsrejser og kursusaktivitet oven i ferie- og fridage, så er der ikke mange arbejdsdage tilbage. Nogle politikere er uhyre kreative med disse ting. De kan konstant holde fri. Samtidig hæver de fuld løn. Skatteyderne betaler den vanvittige fest.
    Hvorfor skal politikerne have mere ferie og frihed end de mennesker, der forsørger dem? Vi forstår det ikke. Læs nedenfor:

  • Mødefri uge afholdes sædvanligvis i marts måned i uge 10. Politikerne fra de forskellige udvalg rejser på skatteyderbetalt ferie til eksotiske rejsemål. Disse ture er meget populære. Læs: Fuprejser

  • Sommerferien på fire måneder afholdes i perioden 5. juni - 3. oktober. Den lange ferie har oprindelse i det gamle bondesamfund fra 1930´erne. 30 pct. af folketingspolitikerne var bønder. Derfor besluttede Folketing og Landsting, at de skulle holde fri fra grundlovsdag 5. juni til første tirsdag i oktober, så de kunne komme hjem at høste. I dag er kun 2-3 pct. af politikerne i Folketinget beskæftiget ved landbruget. Så den lange ferie er ude af trit med virkeligheden.

  • Efterårsferien afholdes i uge 42 (16 - 22 oktober). Den er også et levn fra gamle dage. Politikerne fik en uge fri til at tage roer og kartofler op. Derfor blev efterårsferien også omtalt som »kartoffelferien«.

  • Juleferien afholdes i ugerne 51, 52 og 01 (18. december - 8. januar). Altså tre ugers dejlig ferie.

  • Vinterferien på 14 dage afholdes i uge 7 (13 - 19 februar) og uge 10 (5 - 11 marts). Den første uge falder sammen med skolernes vinterferie. Meget belejligt.

  • Påskeferien på ialt 16 dage afholdes med 11 dages ferie i perioden 31. marts - 10. april i forbindelse med påskedagene (fem dage).

  • Officielle fridage som 1. maj og Kristi Himmelfartsdag gælder også for politikerne. Desuden har de altid fri om mandagen i alle uger. Disse fridage giver på årsbasis en ekstra ferie på ca. seks uger.

  • Udvalgsrejserne tæller for arbejdsdage i politikernes øjne. Men i virkeligheden er det rene ferierejser.

  • Folketinget har lukket i 27 uger i årets løb. Hver mandag og mange fredage er mødefri.

  • I øvrigt holder de fleste folketingspolitikere ferie, når de vil. På et hvilket som helst tidspunkt af året.


    Hemmelige feriekalendere
    I april 2010 anmodede Ekatra Bladet om indsigt i VK-regeringens feriekalendere for 2009. Statsministeren, finansministeren, økonomi- og erhvervsministeren, udenrigsministeren og skatteministeren blev opfordret til at fremlægge en oversigt over afholdt ferie. Men det nægtede de. Undskyldningerne var mange. De kunne ikke huske det. Det var ikke muligt at rekonstruere. Det var ikke muligt at adskille feriedage fra arbejdsdage. Bla, bla, bla.
    Hvorfor ville ministrene ikke ud med ferieplanerne? Hvorfor skulle dette være hemmeligt? Det er der en ganske simpel grund til. Politikerne holder ferie, når de vil. Arbejdsliv og ferieliv smelter sammen. Nogle er næsten konstant på ferie. Det ville give ballade, hvis vælgerne opdagede driveriet.




    Transport



    Gratis transport
    Folketingspolitikere i arbejds medfør rejser gratis med taxa, bus, tog, færge og fly. Det koster årligt skatteyderne millioner af kroner. Eksempelvis koster et almindeligt årskort hos DSB 30.000 kr. Et årskort på 1´ste klasse koster 50.000 kr. Nogle provinspolitikere rejser frem og tilbage hver dag. Ved fyraften står en taxa parat med transport til Kastrup Lufthavn. Herefter går det med fly til Fyn eller Jylland. Ved ankomst til lufthavnen står en ny taxa parat med transport til hjemmet. En Taxa-regning på 3.000-5.000 kr. afskrækker ikke en politiker. Skatteyderne betaler.
    Hvorfor gælder der mere favorable transportregler mellem hjem og arbejde for politikere? De får en fed løn. De har råd til at betale deres egen transport. De kunne benytte sig af de samme transportfradrag som os andre. Vi forstår det ikke.


    Plattenslagere med brobizz
    Alle folketingsmedlemmer kan gratis få en brobizz stillet til rådighed til transport over Storebælt. Forudsætningen er, at den udelukkende bruges i forbindelse med politisk arbejde. I 2007 blev det til 1.358 rejser svarende til ca. 250.170 kr. Disse penge betaler skatteyderne. Privatkørsel må politikerne selv betale. Fire gange om året udtager Folketinget stikprøver til kontrol med brugen af brobizzen. Og så knækker filmen.
    I perioden 2005-2008 blev 40 politikere taget i at fuske med brobizzen. De havde stik imod reglerne brugt den til privat kørsel. De blev efterfølgende bedt om at tilbagebetale pengene.

    Plattenslagere fanget i at fuske med brobizzen (kilde: Ekstra Bladet):
  • 2005: 12 stk.
  • 2006: 6 stk.
  • 2007: 10 stk.
  • 2008: 12 stk.

    Hvad sker der med disse plattenslagere? Ingen ting. De beholder deres brobizz. Vær så god at fortsætte med snyderiet.


    Taxakørsel
    Ifølge reglerne må folketingspolitikerne tage en taxa på skatteydernes regning mellem Christiansborg og Københavns Hovedbanegård eller Kastrup Lufthavn. Folketingsmedlemmer fra provinsen må desuden tage en taxa mellem den private bopæl og en lufthavn i provinsen. Dette forudsætter, at der ikke forefindes en lufthavnsbus eller lignende. Endelig kan medlemmerne tage en taxa mellem hjemmet og den mest hensigtsmæssige offentlige transportforbindelse til København.
    I 2007 brugte folketingspolitikerne 2,9 millioner kr. på hyrevognskørsel. VK-regeringens Venstre-ministre kørte i taxa for ialt 151.831 kr. Udviklingsministeren - fars pige - kørte i taxa for 58.404 kr. Forsvarsminister Rambo brugte 41.613 kr. på taxakørsel. Sundhedsministeren brugte 23.674 kr. på taxa. Det dyreste folketingsmedlem kom naturligvis fra socialdemokraterne. Ole Vagn Christensen brugte således 115.194 kr. på taxakørsel. Det næstdyreste medlem - jens Kirk fra Venstre - kørte i skatteyderbetalt taxa for 107.689 kr. (kilde: Ekstra Bladet).
    Folketingets præsidium nægtede i juni 2008 at give Ekstra Bladet aktindsigt i taxaregnskaberne. »Medlemmerne skal have lov til at have politisk aktivitet, hvor de ikke skal stå til ansvar for, hvor de holder deres møder« - lød det kryptisk fra folketingets formand fra Venstre (den tidl. »hektarminister«). Og det beviser, at han ikke kendte reglerne. En politiker må nemlig ikke køre i skatteyderbetalt taxa til private politiske møder.
    Hvorfor nyder folketingspolitikerne større privilegier med hensyn til transport end andre mennesker? De får en fed løn. Hvert år får de et skattefrit omkostningstillæg. Og ministrene har en fed ministerbil med privatchauffør. Der er selvfølgelig kun een forklaring på spørgsmålet. De sidder selv og laver reglerne i folketinget. Skatteyderne betaler.


    Skattesnyd med DSB-frikort
    Når man har været minister i over 12 år, så har man ret til et livsvarigt frikort til tog og færge med DSB. Kortet med en værdi på 50.000 kr. er skattepligtigt. Hvert år skal skal der ifølge skattelovgivningen betales skat af kortets værdi. Den simple regel burde selv den dummeste politiker kunne forstå. Nogen skal jo betale kortet.
    I alt 119 tidligere ministre havde et frikort pr. 2007. I marts 2007 blev de alle afsløret i ikke at betalte skat af kortet (kilde: Nyhedsavisen, Berlingske.dk og DR). Nogle af ministrene forsvarede sig ynkeligt med, at de ikke var informeret om skattepligten. Men det er ingen undskyldning. Der kom et skattesmæk fra SKAT (?).
    En af de involverede skattesnydere er den tidligere konservative trafikminister Kaj Ikast. Han udtalte til Nyhedsavisen:

    »Folketinget har aldrig oplyst mig om, at jeg skal betale skat. Så I kan rende mig et vist sted...... Det var mig, der byggede Storebæltsbroen. Og det var mig, der byggede Øresundsbroen. Så manglede det da bare, at jeg får fri transport......!«

    Nogle af de øvrige kortholdere:
    Poul Schlüter (Konservative Folkeparti)
    Erling Olsen (Socialdemokraterne)
    Karen Jespersen (Venstre)
    Bjørn Elmquist (Radikale Venstre)


    Københavns Rådhus
    Kommunalpolitikerne i Københavns Borgerrepræsentation vil også med til festen. De rejser gratis med bus og tog. Desuden har de ret til fri hyrevognskørsel ved arbejdsrelaterede opgaver.
    Den 25. oktober 2005 afslørede TV-avisen, at en Konservativ overborgmesterkandidat brugte 70.745 kr. på Taxa-kørsel siden sidste valg. De fleste af pengene blev formentlig brugt på pendling mellem bopælen i Hellerup og arbejdspladsen på Københavns Rådhus.
    En politiker fra Venstre, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne brugte hver især 50.000 kr. på hyrevognskørsel i samme periode. I gennemsnit brugte hver politiker 20.000 kr. på hyrevogne. Der var 61 politikere i Borgerrepræsentationen i perioden. De samlede kørselsudgifter var således godt 1.2 million kr.
    Tjah. I vores øjne drejer det sig om misbrug af offentlige midler. Et forbandet stort svineri med skatteydernes surt sammensparede penge. Kommunalpolitikerne bruger bare løs - højt og flot. Du betaler.


    Ministerbilerne
    I 1994 indførte Socialdemokratiet skat på forbrug af firmabiler. Ordningen var tidligere skattefri. Men de indførte en lille undtagelse i de nye regler. Hvis der sidder en privatchauffør bag rattet, så skal brugeren ikke betale skat af ordningen. Og hvorfor nu dette lille skattehul? Fordi ministre hermed ikke skal betale skat af deres ministerbiler med privatchauffør!! Venstrepolitikerne var forargede over hykleriet. Det forhindrede dem dog ikke i at bruge ordningen til bilags-Lars (V) efter hans afgang som statsminister i september 2011. Partiet finanserede efterfølgende en partibil med privatchauffør. Derved sparede han 3.500 kr. netto om måneden.

    En af årsagerne til at folk bliver politikere, er drømmen om en stor fed ministerbil (tjenestebil). Ud over skattereglerne fra 1994 har man lavet nogle regler på området. Ellers ville alle ministre køre rundt i en Rolls Royce.
    Ifølge finansministeriets cirkulære nr. 9304 den 16. juni 2003 må statens ministerbiler ikke anvendes til formål, der er tjenesten uvedkommende. Privat kørsel i ministerbil beskattes med hjemmel i ligningslovens §16 stk. 3, ud fra hvad det ville koste at køre med taxa for en tilsvarende kørsel.
    I 2011 lempede Statsministeriet reglerne fordi ægtemanden til statsminister Gucci-Helle (A) skulle fejre fødselsdag. I den anledning blev ministerbilen brugt som familiebus uden skattemæssige konsekvenser for parret. Læs: Fødselsdag i ministerbil
    Se eksempler på misbrug af ministerbiler: Bambi (K), Flemming sko (K) og bilags-Lars (V)

    Der gælder overenskomstmæssige regler for chaufførernes kørsel i ministerbiler. Inden for hver periode på 24 timer skal chaufføren som udgangspunkt have en hvileperiode på mindst 11 sammenhængende timer (11-timersreglen). Den daglige hviletid kan dog nedsættes til otte timer i det omfang, hvervet nødvendiggør chaufførens tilstedeværelse. I særlige tilfælde kan hviletiden med den enkelte chauffør aftales nedsat til under otte timer.

    Danmark er det land i Skandinavien, der indkøber flest ministerbiler. Ialt 19-20 stk. råder Folketinget over. Til sammenligning har den 17-mand store norske regering ialt 11 biler. Den 21-mand store svenske regering råder over 16 biler. Naturligvis. I Danmark betaler vi også verdens højeste skat.
    Ifølge reglerne må en ministerbil højest koste 420.000 kr. i indkøbspris inkl. ekstraudstyr og leveringsomkostninger. Dette beløb er fritaget for registreringsafgift. Politikerne slipper altså for at betale den  merpris på 180 pct., som vi andre skal betale for en bil. Men ved købet skal den danske moms betales. Bilerne kan udskiftes efter fire års brug eller efter 150.000 km´s kørsel. Departementschefer og militære topchefer har samme ordning med tjenestebiler som politikerne.

    Men ministrene er ikke tilfredse med biler til 420.000 kr. stykket. Det er ikke fint nok til de selvhøjtidelige skatteyderbetalte middagsherrer- og damer. Derfor forhandler man priserne ned til indkøbsgrænsen hos bilimportørerne. På denne måde kan man køre rundt i en langt dyrere luksusbil. Se eksempler på dette i tabellen over ministerbiler i VK-regeringen pr. 2008 nedenfor (kilde: Ekstra Bladet, den 19. marts 2008):


    Ministerbiler (2008)
    Minister Bilmærke Salgspris
    (kr.)
    Ministerpris (kr.)
    (ekskl. moms og afgift)
    Ministerrabat
    (kr.)
    Videnskabsminister VW Phaeton V8 4.2L 1.926.861 516.123 96.123
    Skatteminister
    Velfærdsminister
    VW Phaeton 5.0 V10 TDI 1.899.204 508.715 88.715
    Økonomiminister
    Forsvarsminister
    Transportminister
    Integrationsminister
    VW Phaeton V8 4.2 1.777.112 476.012 56.012
    Justitsminister
    Udenrigsminister
    Fødevareminister
    Mercedes Benz, S320 LCDI 1.641.000 494.782 74.782
    Finansminister Mercedes Benz S350 1.558.000 467.990 47.990
    Finansministeriet
    (reservebil)
    Lexus LS460 602.000 < 420.000
    Statsministeren Audi A8 (panserbil!) millioner!!
    Andre ministre BMW (oftest!) < 420.000



    Embedsmand på smøretur
    Det er ulovligt for embedsmænd at modtage gaver, rejser o.lign. fra firmaer. Det er for at undgå korruption. Disse fænomener eksisterer i høj grad i det private erhvervsliv. Men det må de selv ligge og rode med. I det offentlige system er det skatteyderne, der betaler festen. Derfor skal embedsmænd være ubestikkelige.
    Motorchefen i Finansministeriet godkender de bilermærker, der kan bruges som ministerbiler. Han bestemmer altså over mange millioner kroner mht. biler. En betydningsfuld embedsmand for bilfirmaerne. Han må iflg. reglerne ikke modtage gaver og rejser fra private firmaer. I juli 2009 kunne B.T. afsløre, at han i perioden 2004-2008 modtog ni rejser hver af en varighed på 2-4 dage fra BMW, WV og Peugeot. Rejserne gik til Tyskland, Frankrig, Schweiz og Østrig. Ministeriet havde angiveligt godkendt rejserne. Selv om der ikke forelå noget fagligt program.
    En tidl. direktør fra Fiat udtalte: »Det er ture, der skal få kunderne til at vælge ens mærke......«

    Ja, ja. Hvordan vil de fine herrer nu bortforklare dette eklatante regelbrud? Det bliver interessant.


    Chauffører på smøretur til Tyskland
    Danmarks største bilfirma SMC inviterede i august 2007 11 ministerchauffører fra ni ministerier på en luksustur til Tyskland. Det officielle formål var et kursus i køreteknik i verdens hurtigste sportsvogn - Bugatti Veyron - til 22 millioner kr.
    Chaufførerne blev indlogeret på luksushotellet Hotel Döellsee-Schorfheide uden for Berlin. Det var privat jagthytte for den tidl. østtyske leder Erich Honnicker. I privatfly blev de herefter transporteret til Dresden for at se VW-Phaeton-fabrikken. Middagen blev indtaget på en Michelin-restaurant. Udgiften pr. chauffør kostede SMC ca. 50.000 kr. Hvert ministerium havde desuden givet et tilskud på 1.500 kr. pr. deltager. Formentlig i den tro, at køreteknik var turens formål.
    Det egentlige formål med turen var at få chaufførerne til at overtale deres minister til at købe en VW-Phaeton som ministerbil. Det blev afsløret i juni 2009 (kilde: Jyllands-Posten). Altså en ren smøretur - delvist betalt af danske skatteydere.
    SMC udlånte gratis en feriebil til daværende økonomiminister Bambi (K), som i 2004 og 2006 købte en ministerbil af mærket VW-Phaeton. Læs: Bambi

    Tjah. Tingene hænger altid sammen i disse kredse. Den ene smører den anden på ryggen. Skatteyderne betaler regningen.


    Ulovlige ministerbiler
    I november 2009 afslørede B.T., at fire ministre i fire år kørte rundt i ulovlige ministerbiler. De pågældende ministerier havde ikke betalt moms af deres BMW-limousiner i perioden 2003-2007. Finansministeriet opdagede problemet i 2005. Men først i september 2007 blev momsen betalt. BMW måtte sende en rykker til Kulturministeriet for at få pengene.
    Momsunddragelse giver normalt en bødestraf eller i skærpende tilfælde 1,5 års fængsel. Men de pågældende ministre - bilags-Lars (V), kavalergangen (K), Brian-Arthur (K) og rottweileren (V) - slap for at ruske tremmer.




    Fede ben



    Bengnaverne
    Politikerne er ikke tilfredse med deres skatteyderbetalte løn - selvom den ligger langt over landsgennemsnittet for lønindkomst. Derfor er de altid på jagt efter »fede ben«. Det er små lukrative bijobs i råd, udvalg, nævn, betsyrelser og organisationer. Det giver en god betaling for en minimal arbejdsindsats. I mange tilfælde er jobbet oprettet for et »syns skyld«. Man vil gerne have et »kendt navn« med i bestyrelsen. Møderne er få, og der er ingen mødepligt. Vi taler naturligvis om rent pamperi.
    Mange politikere har adskillige bijobs ved siden af deres almindelige arbejde. Derved kan de næsten fordoble deres løn. Især Socialdemokraterne er kendte for at gnave »fede ben«. Som eksempler kan vi nævne den tidligere Københavnske overborgmester og Sølvræven i Odense. Sidstnævnte (Sølvræven) scorede ca. 680.000 kr. om året ved bengnaveri. Han mistede heldigvis borgmesterposten ved kommunalvalget i november 2005 (læs: Kommuner og regioner).


    Statsrevisorerne
    Ifølge Grundlovens § 47, stk. 2 skal Folketinget vælge et antal statsrevisorer:

    Stk. 2: Folketinget vælger et antal revisorer. Disse gennemgår det årlige statsregnskab og påser, at samtlige statens indtægter er opført deri, og at ingen udgift er afholdt uden hjemmel i finansloven eller anden bevillingslov. De kan fordre sig alle fornødne oplysninger og aktstykker meddelt. De nærmere regler for revisorernes antal og virksomhed fastsættes ved lov.

    Aktuelt er der seks revisorer, hvoraf nogle er medlem af Folketinget. De bliver udpeget af Folketingets seks største partier. Revisorjobbet er et såkaldt »fedt ben«. Man behøver ikke at have den fjerneste forstand på økonomi. Man laver ingenting. Jobbet giver ca. 300.000 kr. om året (pr. 2012). Dertil kommer folketingslønnen for nogle af revisorerne på 592.000 kr. årligt plus det skattefrie omkostningstillæg på 55.744 kr. pr. år. Fordelingen af de seks poster kan derfor give en del problemer internt i partierne. Se under: Socialdemokratiet
    Statsrevisorerne skal være politisk uafhængige under bedømmelsen af en sag. Men det er de ikke. Det så man under afsløringen af sygehusskandalen i 2010. Derfor kan man ikke stole på deres afgørelser. Det er de selv iskolde over for - så længe pengene går ind på kontoen. De kan dog som eneste instans bede Rigsrevisionen om at undersøge en sag. Det sker 15-20 gange årligt med udarbejdelse af såkaldt særlige beretninger.



    Svinestien





    Offentlig partistøtte



    Skatteyderbetalt partistøtte
    Politikerne har ved lov bevilget sig selv skatteyderbetalt statslig, kommunal og regional partistøtte på omkring 360 millioner kr. årligt (2014). I 2013 udbetalte staten 105 millioner kr. til partierne. Samme år betalte kommunerne 21 millioner kr. og regionerne 13 millioner kr. i partistøtte. Dertil kommer den private hemmelige partistøtte samt medlemskontingenterne. På denne måde kan politikerne holde en fed fest og holde sig selv og partiapparatet ved magten på skatteydernes bekostning. Støtten kan deles op i to grupper:

  • Gruppestøtten
    Dette beløb udgøres af et basisbeløb på 287.620 kr. pr. år (2013) samt et årligt beløb afhængig af antal mandater efter et folketingsvalg. I perioden 2010-2011 blev der udbetalt 124 millioner kr. til folketingsgrupperne. Pengene går overvejende til aflønning af sekretærer, økonomer, pressemedarbejdere og støttepædagoger mv.
    I 1997 under SR-regeringen vedtog man en orlovsordning, hvorved et politisk parti kunne indkalde suppleanter til Folketinget, når partiet afgav et folketingsmedlem som minister i en regering. Det skulle lette arbejdsbyrden for partiets tilbageværende folketingsmedlemmer. Men partiet fik herved et større antal mandater end givet ved sidste folketingsvalg. Derfor blev ordningen afskaffet med et flertal fra de borgerlige partier i 2005. Men i november 2016 under dannelsen af den blå VLAK-regering blev man alligevel bløde i knæene. Nu indførte man med et stort flertal fra Venstre, Socialdemokratiet, Liberal Alliance, Konservative Folkeparti, Alternativet, SF og Radikale Venstre en modificeret ordning med mulighed for indkaldelse af suppleanter for partier med en vælgertilslutning på 10 pct. el. herunder for at lette arbejdsbyrden. Og samtidig gav man partierne en julegave med en årlig forhøjelse af gruppestøtten på 40 pct. svarende til 52 millioner kr. »I et voksende behov for at anvende ekspertbistand og særligt kvalificeret arbejdskraft i forbindelse med kommunikation.....« lød forklaringen i et folketingsnotat om gaven. Med andre ord skulle der nu ansættes mange flere støttepædagoger (spindoktorer). Det vil derudover medføre en ekstraudgift til Folketinget til administration på omkring fire millioner kr.
    Ifølge Grundlovens paragraf 28 må Folketinget højst bestå af 179 medlemmer. Mon ikke der kan blive tale om et klart grundlovsbrud ved indkaldelse af suppleanter??

  • Partistøttepengene
    Disse midler er øremærkede til »politisk oplysningsarbejde«. Det dækker over alt mellem himmel og jord. Formålet er at holde sig selv ved magten. Skatteyderne er altså tvunget til at finansere de politiske partier. Årligt modtager de politiske landsorganisationer ca. 90 millioner kr. i offentlig støtte. Partierne på lokalt og regionalt niveau får ca. 30 millioner kr. i støtte. Midlerne bruges til reklame og valgkamp. Kurser med hotelophold og underholdning. Administration og kontorfolk. Gaver til venner og bekendte. Blomster, vin og spiritus.
    Som grundbeløb får hvert parti 261.547 kr. om året. Dette beløb reduceres, hvis partiet har mindre end fire mandater. Beløbenes størrelse afhænger i øvrigt af partiets valgresultat efter et folketingsvalg. Generelt får hvert opstillingsberettiget parti 30 kr. for hver stemme over 1000 stemmer. Partistøtten tildeles efter en revisorpåtegnet ansøgning på »tro og love« med oplysninger om, hvor meget af det foregående års støtte man har brugt. Partierne skal aflevere det seneste revisorpåtegnede regnskab. Pengene må nemlig ikke spares op til en kommende valgkamp i et andet år. Men Indenrigsministeriet, kommuner og regioner kontrollerer aldrig oplysningernes korrekthed. En gang årligt kigger Rigsrevisionen på landsorganisationernes støtte. Men det er blot en konstatering af, om Indenrigsministeriet har lavet deres »kontrol«. Der er altså fri adgang til snyderi.

    Efter at skatteyderne blev tvunget til at finansere de politiske partier, gik udgifterne amok. Antallet af kontorfolk eksploderede. Der er nu så mange ansatte med fine skriveborde på fine kontorer, at der er for lidt plads på Christiansborg. Man har derfor haft planer om at bygge kontorer i selve folketingssalen. Og alligevel søger flere partier årligt ulønnet arbejdskraft. Læs: Ulønnet arbejdskraft
    Se listen nedenfor over partistøttepenge efter folketingsvalget den 13. november 2007. I 2012 var partistøtten kommet op på svimlende 101 millioner kr. og i 2014 på godt 105 millioner kr. (afrundede beløb).


    Partistøttepenge (mio. kr. pr. år)
    Parti 2007 2010 2011 2012 2014
    A. Socialdemokratiet 21,4 24,2 24,6 25,5 26,4
    B. Radikale Venstre 4,3 4,9 9,4 9,8 10,1
    C. Konservative Folkeparti 8,7 9,9 4,9 5,1 5,3
    F. Socialistisk Folkeparti 10,9 12,4 9,1 9,5 9,8
    I. Liberal Alliance 2,7 4,9 5,1 5,3
    O. Dansk Folkeparti 11,6 13,2 12,2 12,7 13,1
    V. Venstre 22,0 24,9 26,5 27,5 28,4
    Ø. Enhedslisten 1,8 2,1 6,6 6,9 7,1



    Dronningetrappen





    Pjækkerøvene



    Skatteyderbetalt pjækkeri
    Alle kender dem. Pjækkerøvene. De dovne, ynkelige, arbejdssky fedtspillere. De lusker rundt på alle arbejdspladser. Ved enhver given opgave forsøger de at slippe lettest muligt. Helst smører de tingene af på en kollega. Bruger enhver lejlighed til at blive hjemme under dynen. Undskyldningerne for at blive hjemme fredag og mandag bliver med tiden mere og mere bizarre. Efterhånden bliver det en tradition at pjække sig til en forlænget weekend. Deres kollegaer skal så knokle ekstra og lave deres arbejde. Sådan er det også på Christiansborg.

    I »Folketingets Personalepolitiske Redegørelse« fra 2005 oplyses det, at sygefraværet for folketingets ansatte er 16 pct. højere end i erhvervslivet. Fravær på »barnets første sygedag« er 60 pct. mere udbredt end i staten generelt. Sygefraværet for folketingets ansatte var i 2004 på 10,3 pct. og i 2005 på 9,3 pct. Det tilsvarende tal for ansatte i erhvervslivet er 8,0 pct. Efterfølgende hyrede Folketinget »Nordisk mentalhygiejnisk Center« til at hjælpe medarbejderne med det høje sygefravær. Det koster skatteyderne 150.000 kr. om året. I 2008 indgik VK-regeringen en »sygefraværsaftale« med oppositionen til over 280 millioner kr. for at nedbringe sygefravær og fastholde sygemeldte på arbejdsmarkedet. Arbejdende skatteydere betaler dyrt for deres pjækkende kolleger.

    I januar 2011 lavede Ugebrevet A4 og Københavns Universitet en vælgerundersøgelse af politikernes skandaler. Den viste, at fravær fra arbejdet og rod i privatøkonomien var det værste i vælgernes øjne. I øvrigt steg sygefraværet med 51 pct. for de 20-29-årige statsansatte i perioden 2002-2011. For de kommunalt ansatte 20-24-årige steg sygefraværet med 22 pct. i perioden 2005-2009 (kilde: Personalestyrelsen). En undersøgelse foretaget af Dansk Industri i 2013 afslørede et dagligt sygefravær i Danmark på 130.000 medarbejdere svarende til en årlig udgift på 56 milliarder kr. Heraf betaler offentlige og private virksomheder 41 milliarder kr.
    Et alt for højt sygefravær på en arbejdsplads skyldes næsten altid en dårlig ledelse. Svage, ubeslutsomme og konfliktsky ledere bliver altid udnyttet af pjækkerøvene.

    I TV-avisen søndag den 10. juni 2007 blev flere partilederes fravær på afstemningsdagene i Folketinget afsløret. Se pjække-tallene nedenfor:

  • Helle Thorning-Schmidt (A): fravær 99,4 pct.
  • Villy Søvndal (SF): fravær 96 pct.
  • Anders Fogh Rasmussen (V): fravær 95 pct.
  • Bendt Bendtsen (K): fravær 92,1 pct.

    Det er ikke fremmende for karrieren at have for mange syge- og pjækkedage. Det er overordentlig relevant for ambitiøse mennesker i et karriereforløb for både politikere og embedsmænd. Ingen vil ansætte en pjækkerøv. Hvordan fixer man det problem uden at skære ned på fraværet? Ganske enkelt. Man bliver hjemme under dynen og besvarer et par arbejds-e-mails på computeren. Så har man »arbejdet hjemmefra«. Derved slipper man for at blive registreret som syg. Sådan arbejder en rigtig skulker.

    Der er ingen mødepligt for politikerne i Folketinget. De kan bare blive hjemme under dynen. Det bliver naturligvis misbrugt. Nogle politikere kan simpelt hen ikke styre denne skatteyderbetalte frihed. De pjækker fra deres arbejdsplads i dagevis og ugevis. Nogle ser man næsten aldrig. Der pjækkes desuden fra udvalgsarbejdet som aldrig før. På eet eneste tidspunkt møder alle undtagelsesvist op. Når de skal på skatteyderbetalt rejse. Så er alle sygdommene pludselig forduftet.
    Hvad laver politikerne, når de pjækker fra arbejdet? Nogen drikker rødvin. Nogen rejser på ferie. Andre spiller violin eller blokfløjte. I de senere år er det blevet meget populært at skrive en ligegyldig bog om sig selv. Andre leger avis på internettet. Læs: Karen-malkeko (V)
    Se et billede af Folketinget på en typisk arbejdsdag og se ugeplanen for folketingspolitikerne nedenfor. Læs om Forebyggelsesfonden som smed en milliard kroner ud af vinduet for et nedbringe sygefravær og læs om sygefravær i landets største kommune: Sygefravær i Københavns Kommune




    Det grå guld



    De erfarne medarbejdere fyres
    I begyndelsen af 2007 trådte en ny lov mod aldersdiskrimination i kraft. Ifølge denne er det ulovligt at indskrive en aldersgrænse under 70 år i overenskomster og ansættelseskontrakter. Fra den 1. januar 2016 skærpede man loven ved at gøre aftaler om begrænsning af ansættelse over 70 år ulovlige. Man har altså ret til at fortsætte som lønmodtager på arbejdsmarkedet efter det fyldte 70. år. Men hvad gør man i de statslige virksomheder? Følger man lovgivningen?
    Hvis man ansætter for mange unge uerfarne høner og hanekyllinger i en offentlig eller privat virksomhed, så går det galt. De løber legende og forvildede rundt som var de hjemme hos far og mor. Sådan kan man ikke køre en forretning. Politikerne opfordrer derfor til, at man beholder de ældre erfarne medarbejdere på arbejdsmarkedet. Med himmelvendte øjne står de og roser det trofaste »grå guld«. Denne hykleriske smøre kommer frem med jævne mellemrum. Eksempelvis i starten af 2011 hvor statsminister bilags-Lars (V) ville afskaffe efterlønnen for at beholde de ældre på arbejdsmarkedet.
    Men hvad gør politikerne selv? I ministerierne og centraladministrationen laver man med jævne mellemrum fyrings- og sparerunder - også kaldet prikkerunder. Og hvem ryger først ud af vagten? Det gør de gamle trofaste erfarne medarbejdere mellem 50 og 65 år. Nogle får bare en fyreseddel fordi de ikke »performer« eller går dårligt klædt. Andre opfordres til selv at sige op mod at få en kompensation på 0,5-1 års løn. I POST DANMARK har man en en intern regel om ikke at ansætte medarbejdere over 60 år. Ved de kommunale sammenlægninger i 2007 blev 231 skattemedarbejdere pludselig fyret. Ca. 70 pct. af dem var over 50 år. I 2011 skulle Moderniseringsstyrelsen (statens eget personalekontor) under Finansministeriet fyre fem medarbejdere i anledning af en sparerunde. De fyrede fem personer mellem 53 og 65 år. I november 2012 underkendte Ligebehandlingsnævnet to af fyresedlerne. Det kostede styrelsen en erstatning på 700.000 kr. til de fyrede. I 2012 havde DJØF 10 erstatningssager kørende for uberettiget fyring af ældre medarbejdere i Udenrigsministeriet. Samme år var 50 pct. af alle fyrede i statslige virksomheder over 50 år på trods af, at aldersgruppen kun udgjorde 37,7 pct. af de ansatte. Til sml. udgjorde aldersgruppen 44,3 pct. af den statslige arbejdsstyrke i 2010. Ganske utroligt.

    Politikerne er fulde af løgn





    Ugeplan



    Ministre udfører en lille smule arbejde for deres tårnhøje løn. Men de menige folketingsmedlemmer laver ikke dagens gerning. Og det bliver efterhånden en livsstil. I april 2014 foreslog Bertel Haarder fra Venstre, at man reducerer antallet af folketingsmedlemmer fra 179 til 145 svarende til en reduktion på 19 pct. EU laver 10 pct. af al dansk lovgivning. Det danske kommunale selvstyre tager sig af 10 pct. af den politiske arbejdsbyrde. Og det institutionelle selvstyre, taxameterprincipper mv. står for 10 pct. Over en årrække er arbejdsbyrden for folketingspolitikerne således blevet 30 pct. mindre. Forslaget fik tilslutning fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
    Efter folketingsvalget den 15. september 2011 udtalte et nyvalgt folketingsmedlem fra Venstre, at »jeg dør ikke af stress, efter jeg er blevet medlem af Folketinget......« En journalist fra Ekstra Bladet spurgte, hvad han havde fået tiden til at gå med de første uger på Christiansborg. »Jeg skulle lige lære at finde rundt......« - svarede den »travle« politiker.

    Den 25. januar 1993 dannede uld-i-mund (A) socialdemokratisk ledet regering med Centrumdemokraterne, Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti. Den 49-årige major i Flyvevåbenet Svend Bergstein blev udnævnt til forsknings- og teknologiminister for CD. Han var kendt fra TV som militærekspert på udviklingen i den daværende Kuwait-krig. Nu skulle han stå i spidsen for et ministerium. Og han opdagede snart, at der ikke var meget at lave. Det udtalte han offentligt. Som konsekvens stak uld-i-mund ham en fyreseddel med afgang som minister den 28. januar 1994. Sådan opfører en rigtig politiker sig ikke. Man holder kæft og hæver sin fede løn. Den gæve militærmand døde i marts 2014.

    De første uger efter et folketingsvalg og efter den tre måneders lange sommerferie bruger MF´erne på at være sociale. Oplevelserne i den dejlige lange ferie skal diskuteres. Man skal finde sig til rette i kontoret igen. Ordførerskaber og udvalgsposter skal fordeles. Det tager laaaaaang tid. Nyvalgte MF´ere skal lære, hvordan man trykker på stemmeknappen i folketingssalen. Og hvordan man taler under debatterne. Desuden skal de instrueres i alle de skatteyderbetalte privilegier. Eksempelvis frikort til DSB, Zoologisk Have og Tivoli. Ak, ja. Det er hårdt arbejde at være politiker. Læs eksempelvis: Neandertaler-Olsen og Thyra Frank
    Se en typisk ugeplan for en folketingspolitiker nedenfor.


  • Typisk ugeplan for en dansk folketingspolitiker
    Tid Mandag Tirsdag Onsdag Torsdag Fredag
    10 - 11


    11 - 12


    12 - 13

    13 - 14

    14:00
    fridag morgenkaffe
    læse avis

    læse e-mails
    Facebook

    frokost

    Folketingsdebat

    fyraften
    pjækkedag morgenkaffe
    læse avis

    opdatere Facebook
    telefonere

    frokost

    reception m. rødvin

    fyraften
    morgenkaffe
    sekretærsnak

    folketingsdebat


    frokost

    udvalgsmøde

    fyraften
    (kilde: anonym sekretær)


    Det gode skatteyderbetalte liv!

    Tilbage til top